Khao Lak og Phuket er blandt danskernes favoritrejsemål i Thailand. Men det behøver ikke at være en streng oplevelse med overfyldte hoteller og strande, hvis man for eksempel bor på det legendariske Club Med og får adgang til de veltilpasse elefanter i Elephant Hills.
Tekst Ole Oxgren, Foto Frank Undall og Ole Oxgren
Regnen trommer så intenst og voldsomt på teltdugen, at regnskovens lyde ganske forsvinder. Heldigvis overdøver larmen også min roommates ellers ganske voldsomme snorken og tømmerflådens sindige knirken.
Vi er tørnet ind for en velfortjent eftermiddagslur efter timers eventyr på og omkring Cheow Larn-søen 160 kilometer nord for den populære thailandske ferieø Phuket og ikke langt fra de mange strandhoteller i Khao Lak. Området er i dag en del af nationalparken Khao Sok på størrelse med Sjælland, og det er en af verdens ældste regnskove overhovedet. Til gengæld har søen ikke mange år på bagen. Den er Thailands største kunstige sø og skabt i forbindelse med bygningen af en stor dæmning og vandkraftværk. På vores timelange sejltur mellem de karakteristiske sandstensbjerge og frodig regnskov ser vi da også overalt nøgne trætoppe, der spøgelsesagtigt stikker op af vandet, der typisk er cirka 20 meter dybt men sine steder op til hundrede meter. Og længere nede igen fandtes det, der engang var et af verdens største koralrev – fem gange større end Australiens berømte Great Barrier Reef.
Med andre ord er vi altså et unikt historisk sted med storladen natur, og indkvarteringen følger naturen til dørs. Stedet for vores telt er intet ringere end The Floating Rainforest Camp, der regnes for en af verdens mest luksuriøse flydende camps. Udover gode, komfortable senge og en teltdug, der evner at holde selv den tungeste regn ude, er her da også alt, hvad et privilegeret rejsehjerte kan drømme om: Eget bad og toilet, elektrisk lys, skrivebord og hyggestole og det hele indrettet i charmerende colonial style.
Abernes skrig
Som regnen stilner af indtager kammeratens snorken igen hovedrollen, hvad snart sender mig ud af teltet. Og lykkeligvis, for i det svindende dagslys åbenbarer sig et prægtigt farveskue på himlen over regnskoven og sandstensbjergene i baggrunden. Himlen changerer i sarte hvide, røde og blygrå nuancer og spejler sig forjættende i søens grønblanke overflade, hvor vores gule kanoer og armyfarvede telte lyser op. Vandet sjapper under mine bare fødder, mens jeg indånder luften, der er ren og skær efter det kraftige regnvejr, men også balsamisk lun omkring de 30 grader.
Lyden tager til fra junglen bag mig, hvor abernes skrig og fuglenes kvidren er bagtæppe for lyde, jeg ikke helt evner at dechifrere, men på fantasiens vinger sagtens kan få til at lyde som både elefanter, malajbjørn og leopard. Blot nogle af de dyr, jeg efter vores naturguides foredrag tidligere på dagen ved lever i skovene omkring og altså ganske, ganske tæt på os.
Som erfaringen tilsiger mig, så mere hører end ser man regnskovens dyr, og ingen af os er da heller heldige at spotte de tapirer eller gibbonaber, som der blandt andet skulle være ganske mange af. Til gengæld forundres vi igen og igen over den noget kluntede og samtidig alligevel overraskende elegante næsehornsfugl, når den alene eller i små flokke flyver hen over hovederne på os og mærkværdigvis evner at holde sig i luften med sit overdimensionerede næb og uendeligt langsomme vingeslag.
Da mørket bare en halv time senere har sluttet sig helt tæt omkring os lyder gonggongen, og det er tid at søge mod teltlejrens hjerte, det store mad- og bartelt, hvorfra duften af ingefær, karry, hvidløg og hellig basilikum har lokket længe. Lejrens godt en snes gæster fylder godt ud ved langbordene, hvor den velsmagende og sunde thailandske mad snart krydres af saftige røverhistorier fra dagens oplevelser, som kun synes at blive endnu mere eksotiske, farlige og usandsynlige, som de gode Singha-øl hældes ned i lind strøm.
Tonstungt stævnemøde
De historier passer sig naturligvis ikke for et pænt magasin som Travel by Nomas, så vi springer i stedet straks til næste dags store programpunkt, nemlig et stævnemøde i den absolut tungeste vægtklasse. Det skal naturligvis handle om elefanter, og ikke bare helt almindelige elefanter men nogle helt usandsynligt heldige af slagsen.
Mange elefanter i Thailand har det ellers ikke godt nu om dage. For hundrede år siden levede her op mod 100.000 elefanter, men antallet af vilde elefanter daler konstant og ligger nu på cirka 1.500, mens antallet af såkaldte arbejdselefanter er cirka det dobbelte, men rigtigt mange har det skidt. Arbejdselefanterne slider sig ihjel, og den kommercielle udnyttelse af elefanter i turistindustrien møder hård kritik fra en række dyreværnsforeninger.
Flere skandinaviske charter- og rejsearrangører har da også indstillet salget af de ellers så populære elefantrideture, ligesom de heller ikke længere sælger billetter til ”Fantasia” et af Phukets ellers legendariske shows med deltagelse af både tigre og elefanter.
Men selvfølgelig behøver man som ansvarlig turist ikke blive snydt for nærkontakt med klodens største landdyr.
Hvis man vil trykke på snabelen med god samvittighed, er et af de gode steder at gøre det Elephant Hills, hvor det også er muligt at overnatte i luksussafaritelte tæt på elefanternes usædvanligt fine område med både bade- og sovefaciliteter, der synes lige så eksklusive som de, turisterne har. Ja, måske endda med et par stjerner mere. Det er nemlig vi turister, der sættes til både at bade elefanterne og efterfølgende sørge for dyrenes overdådige frokostbuffet bestående af bananer, ananas og majskolber, som vi snitter og skærer i passende størrelse og ellers behændigt lader de sultne elefanter tage ud af hænderne på os.
Svære betingelser
Et dusin elefanter er der i safariparken, nogle få halvstore unger og ellers ældre hunner op til 50-års alderen. Men ingen hanner…
”Hvorfor ikke?” spørger jeg vores erfarne naturguide, Julie Schoen, som er fulgt med os fra vores flydende teltparadis og til elefant campen, som drives af de samme ejere.
”Hunnerne er mere rolige og derfor lettere at have med at gøre,” forklarer hun og præciserer, at selvom elefanterne i Elephant Hills lever i noget, der minder mest muligt om artens oprindelige habitat, så skal de også trænes og passes omhyggeligt for at kunne klare sig. De har simpelthen levet så mange år i fangenskab, at de ikke længere evner selv at klare sig, hvis de blev sluppet rigtigt fri. Stolt fortæller Julie imidlertid, at Elephant Hills er den første af sin art i landet og eneste elefantpark, hvor elefanterne er helt fri for kæder.
Men hvad med hannerne, hvor er de?
Julie glider på ny behændigt af på spørgsmålet, men lader os alligevel ane, at de næppe er så heldige som elefanterne her:
”Elefanter spiser 18 timer i døgnet, og en velvoksen elefant sætter let 250 kilo mad til livs i døgnet. Kan man ikke tjene penge på den som arbejdselefant eller i turistindustrien, ja, så er det de færreste, der har råd til at have en elefant på fast pension.
”Her har man på Elephant Hills fundet en gylden middelvej, hvor såvel elefanter som turister trives side om side, og hvor der både er råd til masser af lækkert foder og arbejdsløn til såvel naturguider som de mahouter – elefantpassere – der har hver deres elefant, som de passer omhyggeligt i et fast partnerskab, der reelt sikrer dem begge overlevelse.
På besøg i jungleskolen
Elephant Hills tager sig imidlertid ikke kun godt af elefanter og turister men også områdets børn. Tæt ved ligger jungleskolen Wat Tamarararam med 300 børn, som drives af konsortiet bag Elephant Hills og som støttes ivrigt af den danske chartergigant Spies, der også samarbejder med såvel Elephant Hills som The Floating Rainforest Camp.
17 lærere er tilknyttet skolen, og alle kommer langvejs fra, da der i provinsen simpelthen ikke findes nogle, der er godt nok uddannet. Spies har blandt andet hjulpet med computere og bøger, legetøj og sportsudstyr. Men også noget så lavpraktisk som hundrede liter maling til at friske skolen op med.
Khao Sok nationalparken er et forunderligt møde med en natur, man efterhånden sjældent støder på i Thailand. Og da slet ikke på Phuket, som er næste mål for vores rejse. Til gengæld har øen, der kun tæller 175 elefanter men til gengæld over 30 millioner årlige turister, et væld af fantastiske strande, der fuldt ud legitimerer tropeøens popularitet. Og i tilgift en velfungerende infrastruktur samt indkvartering i alle kategorier og for alle budgetter. Fra simple hytter og værelser til under 100 kroner om dagen til fantastiske hoteller og resorts, som snildt kan koste det tidobbelte for en nat på.
Den globale ferielandsby
Sådan også Club Med – der meget vel kan beskrives som all inklusive hotellernes moder. Engang Club Méditerranée, der fra en stille start i 1950’erne efter store Rothschild-investeringer blev det unge jetsets foretrukne legeplads. I dag er det først og fremmest det velbeslåede familiepublikum, Club Med henvender sig til, og sådan også i Spies-regi, der som eneste danske charteroperatør kan tilbyde ophold på blandt andet Club Meds særdeles velfungerende og skønne resort på Phuket, nemlig i Kata Beach, hvor stranden er fantastisk, og hvor selv en vrissen og vinterbleg dansk ronkedor skal gøre sig umanerlig umage for at finde noget at klage over.
At Club Med er kommet med i Spies-buketten skyldes det strategiske partnerskab mellem Spies’ ejer Thomas Cook Group og franske Club Med, og med i buketten er pudsigt nok også det verdensberømte Cirque du Soleil, hvilket man som Club Med gæst på Phuket helt bogstaveligt får glæde af, da flere af stedets fantastisk dygtige aktivitetsguider har været omkring netop Cirque du Soleil. Det ses af stedets fine shows, hvor de akrobatiske indslag er centrale, men måske endnu mere i stedets store park, hvor gæsterne får mulighed for under kyndig vejledning at gå på line og svinge sig i trapez mange meter over jorden.
All Inclusive-konceptet er i topklasse i Club Med-regi, hvor stort set al træning, aktiviteter, mad og drikke indgår i prisen.
Ikke mindst maden kan i alt inklusiv-regi ofte være af noget svingende kvalitet, men her er det topklasse hele vejen med gode råvarer og dygtige kokke ved gryderne. Og man når rundt om de fleste af verdens bedste køkkener under et ophold, da der til alle dagens tre hovedmåltider er adskillige retter fra både Thailand, Frankrig, Italien, Kina, Sydkorea og Japan foruden masser af tilbud til vegetarer og veganere.
Det globale går igen hos det store personale, der tæller ikke færre end 25 nationaliteter, hvilket er et bevidst valg, fortæller stedets meget dynamiske salgschef, Panpen Winyouvongsiri.
”Vi gør meget ud af, at både gæster og personale skal føle sig som en stor familie, og så hjælper det selvfølgelig, hvis man som gæst kan møde personale fra sit eget land. Så mon ikke vi også snart vil se en dansker blandt vores personale”.
Det går nok endda. Personalet er toptunet og usædvanligt venligt – selv efter thailandsk målestok – og feriebyen særdeles velfungerende. Den blev etableret for 30 år siden, og fylder med sin enorme park stort set hele den to kilometer lange skønne strandstrækning i Kata. Dengang fandt kun ganske få rygsækrejsende frem til stranden, og Club Med fik derfor grunden for en slik, da de lokale myndigheder på den måde håbede at kunne skabe en smule turisme på stedet. Drømmene er blevet indfriet må man sige – måske også mere end godt er – for udenfor Club Meds trygge mure klumper hoteller, barer og restauranter sig sammen i et veritabelt virvar, og både lokale og turister bander over situationen. For alle andre end Club Med gæster er adgangsforholdene til stranden nemlig stærkt begrænsende.
Travel by Nomas var inviteret af Spies og Emirates.
