Sveriges skærgård og Østjylland – Kattegat rundt
Af: Frank Juel Pedersen
Sofiero
Vi starter vores Vitus tour i Sofiero slotshave i Helsingborg. Her i august er det Georginerne der står i fuldt flor. De mange farver blomsterbedene har, er et vidunderligt skue.
Desværre havde de spærret en del af parken og slottet af, fordi der skulle være klovneoptræden (stand-up) dagen efter. Men Dronning Ingrids dufthave var åben så den gik vi igennem og sad på en bænk, indsnusede duftene og lyttede til en af de mange forfriskende fontæner her er.
Laxbutiken
Vi kører nordpå til Laxbutikken i Heberg, hvor frokosten indtages. De har laks i lange baner og udskæringer. Vi falder for gravad laks i skiver, der er marinerede med enten whisky eller gin. Det er mums. Vi nyder solen på den udendørs terrasse med et glas kølig hvidvin. Udover restauranten er der butikker der sælger meget spændende madtilbehør, som f.eks. olier, marinader og krydderier. Derefter kører vi videre til Åby og Best Western Åby Hotel, der ligger 12 kilometer fra Gøteborg, ved siden af travbanen.
Skærgårdsøerne Tjörn og Orust
Ud af de mange tusinde svenske skærgårdsøer besøger vi to af de smukkeste, nemlig Tjörn og Orust. Man kan nemt komme til dem, da de er forbundne med en bro til fastlandet. De pittoreske fiskelejer, byder sig til med åbne arme. Ikke mindst ”Den smilende kirke” i Skärhamn på Tjörn. Den ene betagende udsigt afløser den anden. De rå klipper som kontrast til de hyggelige røde sommerhushytter der dukker op overalt i landskabet. På Orust, Sveriges tredje største ø, er der også store skove, som bl.a. bruges til bådebyggeri, der er i høj kurs i hele landet.
Trollhättan med sluserne
Her er to ældre historiske sluser med træporte, som ikke bliver brugt mere, og en nyere betonsluse som der er gang i. Mens vi er her, er der fire sejlbåde der er på vej gennem Götaelven og den første sluse ud af fire. Skibene hæves og sænkes 32 meter i alt gennem sluserne. Hele området er et naturreservat med mange muligheder for vandreture gennem det smukke landskab.
Rebild bakker
Vi tager færgen fra Göteborg til Frederikshavn og kører til Rebild Bakker hvor lyngen gror overalt på de mange høje bakker i landskabet. Det naturskønne område er mange steder farvet helt lilla og er en fryd for øjet. Lyngen og bøgeskoven kæmper om at dominere landskabet. Dyrelivet er rigt, og der er mange får, som holder græsset og nye småtræer i ave, så lyngen fortsat kan fylde i landskabet. Vi overnatter på Rold Storkro.
Mariager fjord og Svanen
Bussen kører til Mariager fjord, hvor vi lige når at kikke indenfor Saltudsalget og se saltstøtten, inden udflugtsfærgen Svanens afgang klokken 10:15. En god times stille og rolig sejlads venter os, mens landskabets grønne træer og køerne! i vandkanten passerer forbi os, inden vi anduver Hobro.
Hvidsten Kro
Næste og sidste stop er den berømte Kongelig Privilegeret kro, Hvidsten, hvor vi skal have frokost inklusive stedets berømte æggekage. Kroen har været i familien Fiil´s eje siden 1884, og drives i dag af Søren Fiil som tager imod os i døren. Den lavloftede gamle kro er fyldt med alskens ting og sager der står på hylder rundtomkring. Samlinger af tepotter, kobber ting, familiebilleder, karafler, kopper, krukker, kaffekander og krus. Der er nok at se på, og efter maden kan man gå bagom og besøge Museet der fortæller historien om Hvidsten Gruppen, der under 2. Verdenskrig tog imod nedkastninger af våben fra de allierede. Otte fra gruppen blev henrettet af tyskerne, herunder også Marius og Niels Fiil. Det er en bevægende oplevelse, der ikke lader en uberørt.
Hvidsten Kro´s berømte æggekage.