Ligurien i det Nordvestlige Italien har en perlerække seværdigheder at byde på. Vi besøger Sestri Levante, tager nordpå til Portofino, de riges paradis, og sydpå for at sejle mellem de fem byer kaldet Cinque Terre og oplever her de smukkeste landsbyer på kysten.
Af: Frank Juel Pedersen Foto: Frank Juel Pedersen og Anita Riis
Badebyen Sestri Levante
Sestri Levante, der ligger 56 km. syd for Genova, er en lille hyggelig badeby med strande på begge sider af halvøen den ligger på. Favole, Eventyrbugten med tanke på vores egen H. C. Andersen, hvor der er udsigt til mange speedbåde og mindre yachter, og Silenzio, Stilhedens bugt hvor også fiskerbådene holder til, og hvor man også kan beundre en del af byens flotte farvede huse omgivet af de grønne bjerge. Havet er normalt stille og roligt, mens sandstrandene består af finkornet sand. Strandende er delt op i private med betalingskrav for dagsleje af parasol og liggestol, men indimellem sniger der sig en gratis offentlig strand ind.
Den lange strandpromenade er stedet hvor alle fra hundeluftere til joggere og turister spadserer under de høje palmer og pinjetræernes skygge. På gode udsigtspunkter er der placeret bænke, og ud over synet af parasoller og liggestole linet op, kan man også kikke på en del gamle ting og sager. Et sted står der f. eks en gammeldags vægt med møntindkast, og så dukker der minsandten en mønttelefon op. For ikke at nævne en af de gode gamle pasfotoautomater. Det er helt nostalgisk at gå tur her ved strandpromenaden.
Trompe l`oeil
Synsbedraget som forsøger at gøre det umuligt at skelne mellem en malet og en virkelig genstand er noget som der er eksempler på overalt i byen. Gør det til en leg/sport at finde de bedste trompe l`oeil på husene. I starten var det vinduer, med grønne skodder, der blev malet på, fordi kommunen beskattede husene efter hvor mange vinduer de havde, og så løste italienerne dette problem ved at lave færre vinduer i husene og i stedet bare male dem på ydermuren! Det bredte om sig, og mange kedelige cementmure er blevet forsynet med falske sten malet på, så man næsten ikke kan se forskel, selv i dag. Samtidig undgik man at gesimser og figurer blev ødelagt af saltet fra havet, når nu de bare blev malet på. De er nu smarte de Italienere.
Forfatteren H C Andersen
Han har naturligvis, siger man næsten, også slået sine folder her. Han havde en enkelt overnatning i 1833 og han var overordentlig begejstret over byen og menneskerne. En lille gade i centrum der fører ned til et offentligt strandområde, er opkaldt efter vores berømte forfatter, hvi
s stjernestøv drysser ud over den lille by, der praler af at han har været på besøg hos dem. Hvert år i maj/juni afholdes en H. C. Andersen Festival, til ære for ham. Forskellige gadeartister optræder og der er en konkurrence om at skrive det bedste eventyr.
I byens centrum
Vi går fra vores hotel ved strandpromenaden ind til gågaden, Via XXV Aprile, hvor der er mange af husene, går tilbage til det 15 og 16 århundrede og som i stueetagerne er fyldt med butikker der sælger elegant tøj og skønne sko. Specialbutikker med balsamico, pesto og pasta i alle tænkelige varianter, duftende sæber og olivenolier. Cafeerne lokker med Lemoncello Sprize og Cappuccino. Restauranterne tilbyder f.eks. fyldte muslinger med æg og mozzarellaost, en specialitet for feinschmeckere. Flere bagerier nøder os med nybagt duftende brød og lækre tiramisukager. Prøv også at smage på egnens specialitet, et focacciabrød kaldet Farinata. Det er et par cm. tykt, luftigt pizzaagtigt brød med olivenolie og salt på. Et lækkert mellemmåltid. Det er også italiensk is, der med rette er verdensberømt og den nok bedste fås på Ice Creme Angels, som ligger på venstre side i gågaden. Er man til kultur har byen i The Rizzi Gallery, en stor samling af malerier fra det 15. til det 18. århundrede, samt et lille arkæologisk museum, man også kan besøge. Gaden slutter ved den smukke hvide kirke, Santa Maria di Nazareth fra det 17 århundrede. Her er flotte freskomalerier og mange marmorstatuer at kikke på. Pludselig går klokkerne i gang med at bimle og bamle. Der er bryllup i byen i dag. Det viser sig dog at det er på byens rådhus der ligger tæt ved, det foregår. Brudeparret kommer ud til fotografering mens de elegant klædte gæster ser
beundrende på sceneriet, ligesom os. De har alle fået en stofblomst til bl.a. at sætte på bilerne der senere følger brudeparret på vej, med hornet i bund gennem byen. Fo
r nu at se det hele lidt fra oven, går vi gennem en uanselig port, op, op, og op ad en smal sti, til vi ender foran en stor jernlåge. Vi ringer på og vupti åbner sesam sig og vi træder ind på VIS A VIS hotellets restaurant og Skybar, Ponte Zeus, på Via Della Chiusa 28. Udsigten fra vores bord byder på hele Sestri Levante for vores øjne. Sikke et smukt syn. Det bør opleves, selvom det ikke er det billigste madsted. Så kan man til gengæld tage cappuccinoen nede i byen på sidegaden Via Palestro, hvor der ligger en lille hyggelig udendørs strandcafe, Helvetia, med charmerende Antonio, der står på spring for at betjene dig. Og udsigten over badegæster og parasoller i alle farver, fejler skam heller ikke noget.
De Riges Paradis - Portofino
Portofino er Liguriens eksklusive landsby. Den lille kystby 33 km nord for Sestri Levante, ligger kun en 20 minutters togtur fra Sestri Levante.
Byen er de berømtes foretrukne legeplads. Det var det faktisk også før i tiden. Vores egen guldaldermaler Kristian Zahrtmann var hernede i år 1900, og malede bl.a. havnen ved Portofino. I dag er det filmstjerner og rige politikere man risikerer at støde ind i sammen med paparazzierne der også holder til, i håb om at få et godt skud af de kendte. De dyre mærkevarebutikker er i overtal og ikke beregnet på os almindelige dødelige. Lige udenfor en eksklusiv Guld og Sølv butik, sidder et par og får serveret et glas champagne af butiksejeren, efter en åbenbart god dyr handel. Sådan. Der er stil over det her. I havnen ligger den ene kæmpestore yacht ved siden af den anden. Flere med bevæbnede vagter ombord, kan vi notere. Samlingspunktet er den lille Piazzetta di Portofino hvor alle mødes. Vi finder en plads på Bar Sottocoperta med udsigt ud over den pittoreske havn og Tigullio bugten og ikke at forglemme, turisterne der defilerer forbi i en lind strøm. Her ved havnen har byen overraskende nok, et udendørs museum. Museo del Parco, som holder til i terrasser oppe på klipperne. De fremviser moderne skulpturer og installationer, som f.eks. en masse klokker der hænger ned fra et interimistisk loft, så tæt ved hinanden, at man ikke kan undgå at ramme nogle, når man går igennem og derved frembringer sin helt egen klokkeklare Portofinomelodi.
Cinque Terre – De fem byer
Der er 45 km sydpå fra Sestri Levante til den første af byerne, nemlig Monterosso. Man kan sejle, men det tager (for) lang tid, så tag i stedet toget fra Sestri Levante til Monterosso, det tager kun 38 minutter med syv stop undervejs. Når man er ankommet, og har udforsket den skønne by, er det smarteste at hoppe på en båd, og så selv bestemme hvor man vil gå i land, for toget kører gennem tunneler hele tiden, så det er ikke meget landskab man ser på denne måde. Bådene sejler fra den 1. april til den 1. november, hvis vejret tillader det. Generelt kan man sige at der er trængsel i byernes smalle gader for mange, mange turister kommer hvert år hertil, for at vandre og se de farvede huse der nærmest læner sig op ad klipperne. Vi vandrer også, men det er mellem den ene cafe efter den anden. En dejlig sport!
En kort beskrivelse af de fem byer kunne lyde sådan her. Monterosso er den største by med en dejlig strand. Vernazza er kåret som en af de smukkeste landsbyer i Italien, med en flot lystbådehavn og flest vin terrasser op ad bjergsiderne. Corniglia befinder sig 300 meter over havet og er den eneste by der ikke ligger ned til vandet. Manarola breder sig nærmest helt ud over klipperne, hvorfra folk springer i havet. Riomaggiore hvor ”kærlighedsstien” starter fra, går over til Manarola. En smuk kort vandretur, perfekt til lidt romantik for alle par, og hvor det er bedst at se solnedgangen fra.
Gode vandrermuligheder i Cinque Terre
Der er over 120 km. stier langs kystlinjen og 48 forskellige vandrestier. Alle er gratis at gå på, undtagen 2. Det er ruterne Monterosso til Vernazza og Vernazza til Cornelia. Det koster dog kun ca. 50 kr. for et dagskort. De 5 byer ligger indenfor 12 km med max 4 km. mellem byerne! Der er forskellige smalle vandrestier hvor man kan gå fra den ene by til den anden uden stop. En krævende tur der går op og ned og tager mindst 5-6 timer for trænede vandrere i god form. Men man kan jo også stoppe op undervejs, indlogere sig på et hotel, og nyde den lade, nærmest dovne stemning, der findes her, og slappe af og nyde udsigten, der byder på det blå hav til den ene side og de grønne vinmarker der klæber sig op ad bjerget til den anden side. De 5 byer tager sig bedst ud fra søsiden og en sejltur er et must. Herfra kan man nemlig beundre de meget flotte farverige huse der glimter som ædelstene i sollysets skær og som ligger side om side op ad klipperne. Et uforglemmeligt syn og en god måde at sige ”arrivederci” på.
Tips og Fakta:
Vi rejste med Best Travel på rundrejsen, Cinque Terre, og boede på Hotel Grande Albergo i Sestri Levante.
Fra Sestri Levantes Station går Genova linien La Spezia. Det tager 20 minutter til Portofino og 40 minutter til Monterosso den af Cinque Terre byerne der ligger tættest på Sestri Levante.
Hotellerne ligger ”side by side” ud mod strandpromenaden og giver dermed også en god mulighed for at få et værelse med havudsigt og altan.
Tag på en kort 6 km. vandretur fra Sestri Levante, med start fra en sidegade ved hovedgaden, Vico del Bottone, op til Punta Manara. Det tager et par timer og belønningen er udsigterne undervejs og den gode motion.