Hop ned til hovedindholdet

Comosøen er for livsnydere

Comosøen i Norditalien er både idyllisk og bjergtagende. Ved søen findes en af de smukkeste byer i Italien, Bellagio, såvel som et af landets mest overdådige hoteller, Grand Hotel Tremezzo.

Tekst & fotos: Line Jerichow

Det er tidlig lørdag morgen. Udover nogle få hotelansatte er vi de eneste i syne ved bredden af Comosøen. Nede ved bådebroen venter vores kaptajn, Carlo, i sin lille smukke mahogni-sejlbåd. Han rækker os en hjælpende hånd, og snart har vi sat os godt til rette i den smukke båd. Få minutter efter tøffer vi stille ud på Comosøen.

Kaptajn Carlos
Kaptajn Carlos

Vinden er let og luften er frisk og kølig. Vi udveksler høfligheder og erfaringer om at sejle med sejl, og ellers er der stille imellem os, mens vi nyder det storslåede øjeblik.

Sejltur i betagende omgivelser

Vi sejler fra den vestlige side af Comosøen mod Bellagio. Landskaberne omkring os er overvældende, og det er svært at sætte ord på den skønhed og storhed, der møder vores morgentrætte øjne. Langt borte i horisonten stiger næsten lodrette bjerge op af Comosøen, og i forgrunden ligger den pittoreske og romantiske bjergby, Bellagio. I det fjerne aner vi de Schweiziske alper.

Bagdøren til Bellagio
Sejlet sættes

Venstre: Carlo fortæller om alle de prægtige palæer og villaer, der ligger omkring os, og om hvordan mange rige og adelige i sin tid blev betaget af Comosøens skønhed. I løbet af det 16. og 17.-århundrede valgte mange fra overklassen at slå sig ned ved Comosøen og bygge deres sommerresidenser.

Højre: Da vi runder pynten ved Bellagio, springer Carlo pludselig op og haster mod stavnen for at sætte sejl. Vi har mødt lidt vind. Båden letter øjeblikkeligt fem centimeter, og med en smidighed og en let fart skyder den gennem vandet.Efter cirka 15 minutter må sejlet dog atter bjærges. I mellemtiden fylder de høje bjerge, fredfyldte vande og smukke Italienske stenhuse os med en følelse af frihed og tilfredshed.Efter en lille time ankommer vi til bagsiden af Bellagio. Vi lægger til i en fredfyldt vig, hvor 10-15 små både ligger og vugger. Her takker vi for sejloplevelsen i de betagende omgivelser og tager afsked med den meget kyndige kaptajn Carlo. 

Den smukkeste by i Italien

Fra ’havnen’ hvor vi bliver sat af, er der to veje ned til Bellagio by; vi vælger at gå til højre. Allerede her fornemmer vi, hvorfor byen ofte bliver kaldt ’den smukkeste by i Italien’ og måske endda i verden. Italienerne er verdensmestre i romantik og nostalgi, og det kommer i den grad til udtryk i Bellagio. Her ser vi blomsterkrukker langs vandet og små bænke, hvor man kan sidde og nyde udsigten til Comosøen. Altanerne er prydet med blomsterkasser og husene er bygget i solide sten og har gamle trædøre med udskæringer. Vores knipsende fingre på kameraet får ikke et roligt øjeblik.

Italienerne er verdensmestre i romantik og nostalgi

For at komme ned til byen Bellagio, der ligger på et forbjerg mellem to flodarme til Comosøen, skal man først gå igennem en ganske smuk park. Fra parken kommer man ind ad bagdøren til Bellagio. Her finder man hyggelige og ikke-turistede pladser med autentiske italienske caféer, en lille kirke og små, hyggelige kunsthåndværks-butikker. Vi sætter os på en café og bestiller en espresso og en klassisk cannoli.

Fra parken kommer man ind ad bagdøren til Bellagio

Ad smalle gyder bevæger vi os derefter ned af skråningen til Bellagios midtby. Myldret tager til i form af turister, og også turistbutikkerne dukker op. Bellagio er en meget romantisk og smuk by, men den er overrendt af turister og vrimler med turistbutikker.

Alligevel er her overordentligt hyggeligt, og byen byder på en masse fristelser til ganen. Den rummer nemlig masser af vinforretninger med vinsmagning og dertilhørende tapas, og der bliver virkelig gjort en dyd ud af sagerne. Selvom priserne er i den dyre ende, får vi en særdeles god oplevelse i den smukke by.

Fra Bellagio sejler der flere færger til andre destinationer ved Comosøen. I højsæsonen er det en god idé at komme i god tid, da der som regel er rift om pladserne. Vi tager turen tilbage til Tremezzo for at besøge Villa Carlotta.

Villa Carlotta – en pragtvilla

I løbet af 1600-tallet byggede Marquis Giorgio Clerici sin pragtvilla ved Comosøens vestlige side tæt på bydelen Termezzo. I dag er villaen et museum. 

Villaen giver et indblik i de adeliges levevis i tidligere tider, og på museet kan man desuden se en lille eksklusiv kunstsamling af Thorvaldsens Alexanderfrise.

Villa Carlotta er i dag et museum.

Ikke mindst er den overdådige park, der omkranser Villa Carlotta, besøget værd. Op og ned ad bjerget er der skabt den smukkeste ’Edens have’-pendant med orangeri, planter, krydderurter og kæmpestore rododendron-buske. Det er en sand fryd for sanserne.

Et overdådigt hotelbesøg 

I gåafstand fra Villa Carlotta ligger det prestigiøse femstjernede hotel, Grand Hotel Tremezzo, hvor vi indlogerer os for natten. Grand Hotel Tremezzo er et af de ældste og mest udsøgte hoteller ved Comosøen. Hotellet har formået at værne om den gamle stil og samtidig gøre værelserne moderne. 

Allerede udefra stråler hotellet af luksus. Byggestilen er ’art nouveau’ og vidner om en storhedstid, hvor overklassen og folk med mange midler slog sig ned ved Comosøen. 

Ved indtrædelsen i hotellets lobby ser vi en imponerende bordopsætning med blomsteranretninger. Fem meter høje søjler bærer loftet, og der er fede velourpolstrede sofaer i pangfarver. Lige inden den smukke svungne guldtrappe, der fører videre op i hotellet, har hotellet opført en lille gimmick for børn og barnlige sjæle. I høje cylinderformede glas finder man nemlig en slikbar med alt, hvad slikhjertet måtte begære. Det er et hjørne, der er svært at forlade.

Slikbaren

Foruden velourbetrukne møbler og silkebetrukne puder byder vores værelser på det smukkeste udsyn til Comosøen og Bellagio på den anden side af søen. 

Hotellet har desuden to restauranter i særklasse: Brasseriet, hvor den bedste antipasti, pasta og vin bliver serveret, og den fine gastronomi-restaurant, hvor der blandt andet serveres velsmagende risotto.

Værelse med udsigt

Bag hotellet gemmer sig en park, og her finder man vandrestier, der fører cirka 100 meter op. Herfra man kan få det mest fantastiske udsyn over Comosøen. Hotellet gemmer også på gode oplevelser i form af en swimmingpool og et spaområde, der både har tyrkisk Hamam og sauna. Vi er bestemt tilfredse og en anelse fortryllede af vores hotelbesøg. 

Måske verdens bedste pizza

På vej tilbage til ’virkeligheden’ stopper vi i hovedbyen Como, der på alle måder emmer af Italiensk middelalderby. Byen har en domkirke og en skøn udsigt over Comosøen - og så huser den måske verdens bedste pizzarestaurant. Det er godt nok ikke sådan restauranten slår sig op, men efter vores besøg er vi ikke i tvivl.

Restauranten, Ristorante In Teatro, ligger lige ved side af domkirken og Teatro Sociale. Den har frilagte bjælker i loftet, hvidkalkede vægge og masser af nips som pynt – det bliver ikke mere autentisk. Her stuves de lokale sammen om søndagen for at få den perfekte søndagsfrokost. Alle bestiller de pizza med deres eget foretrukne fyld. Vi gør det samme, og aldrig har vi smagt bedre pizza; bunden er papirtynd og fyldet består af friske råvarer - det er klassisk italiensk gastronomi, når det er bedst. Vi er enige om, at det er en vidunderlig afslutning på vores tur ved Comosøen. 

 

Info om Grand Hotel Tremezzo

Priser fra 7.500,- for to personer på Grand Hotel Tremezzo 
Turen dertil: Tag for eksempel bilen eller flyv til Milano, hvorfra du kan leje en bil og køre i en times tid til hotellet.
Yderligere info på: grandhoteltremezzo.com/en/home/

Verdens bedste pizza finder du her: https://www.ristoranteinteatro.it/