Hvalhajer & katamaranliv i det azurblå hav
En kæmpe hvalhaj kommer svømmende under os. Den er seks meter lang og helt tydelig i det klare vand. Jeg trækker vejret helt roligt i min snorkel og nyder synet af at se et vildt dyr, som er så smukt så tæt på. Kolde november i Danmark føles meget langt væk.
Tekst: Nina Guldmann Foto: Mads Odgaard
Vi befinder os på en katamaran midt i Maldivernes azurblå hav. Vi er bare fem ombord – min kæreste og jeg samt tre besætningsmedlemmer – så der er masser af plads på den cirka 12 meter lange og 6 meter brede sejlbåd. For det meste ser vi ikke andet end små øer i horisonten. Man kan ane palmer og sandstrande. Havet har alle nuancer af blå. Mobilerne er slukkede, og solcremen er fundet frem. Her skal vi sejle, hvor vind, vejr og vand bærer os hen i de næste fem uforglemmelige dage.
Som dykkernørder har vi begge altid gerne ville se Maldiverne under overfladen. Øriget er kendt for et fantastisk fiskeliv for dykkere og snorklere. Jeg afholder mig selv fra scuba-dykning og nøjes med snorkling, fordi jeg er gravid på denne tur. Men det viser sig at have masser af byde på!
Dyrelivet på dykningen og snorklingen er noget af det bedste, vi har set. Utallige stimer af store pelagiske fisk, nursehajer, grå revhajer, hvidtippede revhajer, skildpadder og stimer med tusindvis af farverige revfisk. Korallerne er enormt flotte, men vejr systemer har med tiden ødelagt mange koraller og gør, at koralrevene ikke er det, man lægger mest mærke til på dykningen. Det er fiskelivet, der er utroligt overvældende. Som en ekstra lækker ’krølle på halen’ er vandet 28 grader varmt, så det var godt, vi lod våddragterne bliver derhjemme.
VIRKELIGHEDEN OVERGÅR
Imellem dykningen og snorklingen sejler vi rundt i vores katamaran. Det er noget af det mest afslappende, jeg længe har oplevet, og jeg føler, vi er ved verdens ende, når vi ind imellem ikke kan se andet end hav, så langt øjet rækker. Vores lille katamaran ligger fantastisk i havet, så vi ’cruiser’ bare derudaf. Ofte sejler vi mellem øerne, et syn præcis som postkortene har lokket med. I stedet for ’skyline’ er der en ’palme-line’ og hvide bounty-sandstrande omringet af koralrev og azurblåt hav i alle nuancer. Virkeligheden overstiger klart vores forventninger. Den eneste lyd vi hører, er båden der skærer igennem havet og sejlet, der slår i vinden, mens vi sejler.
Om natten sover vi på det store forreste dæk imellem pontonerne. Der står egentlig en dejlig kahyt med en dobbeltseng klar til os, men stjernehimmelen
over det Indiske Ocean er så ufattelig smuk og tillokkende. Der er absolut stilhed omkring os og månen og stjernerne stråler så klart, at det næsten er svært at falde i søvn. Det er som at kigge ud i uendeligheden, og indimellem må jeg knibe mig i armen for at afgøre, om jeg allerede drømmer. Jeg ligger her hver aften og nyder hvert et sekund, der er som balsam for en bybosjæl.
JAGTEN PÅ HVALHAJEN
Selvom vi reelt kan gøre, hvad vi vil fra dag til dag, har vi en plan for vores sejltur. Ved en af de sydligste øer i atollen, vi sejler i, går båden helt tæt på en gruppe mindre ubeboede øer. Hvalhajerne er et meget almindeligt syn her i vintermånederne. Hajerne spiser de mindste skabninger i havet – plankton – og dette område er åbenbart for hvalhajerne, hvad isbuffeten på Jensens Bøfhus er for børn. Der er selvfølgelig ingen garantier, når man taler om vilde dyr, men det virker som om, det næsten vil være utroligt, hvis vi ikke ser dem. Vi er dog lidt skeptiske. Vi har snorklet med hvalhajer før under helt andre forhold i Mozambique. Herfra ved vi, at de ikke er helt forudsigelige, men vi har efter besætningens fortællinger rimeligt høje forventninger til at komme ud og snorkle med verdens største haj.
Vi sejler lidt rundt i området uden motoren tændt, vandet er helt fladt, så vi kan se ret langt efter bevægelser i vandet. Min kæreste bliver hejst op i masten af båden med det bedste udsyn over havet, for at kunne spotte hvalhajerne. Han hænger og dingler i en sele 12 meter oppe i masten, og jeg tænker på, om han mon skal blive far med hundrede brækkede lemmer, hvis han styrter ned. Han virker dog til, at det er ret fedt at hænge deroppe, og efter 20 minutter spotter han den første hvalhaj. Han bliver hurtigt hejst ned, og vi hopper i snorkeludstyret på ingen tid. Vi glider helt roligt og uden plask ned i vandet cirka 100 meter foran den. Her afventer vi, at den svømmer mod os for ikke at skræmme den. Ikke lang tid efter ser vi dette smukke dyr svømme ufatteligt roligt lige under os. Den er så flot med hvide markeringer på den brede sort-grå ryg og den over en meter brede mund, der suger vand og plankton ind. Den vi ser her, er nok omkring seks meter lang, men de kan blive op til dobbelt så lange. Så det er ikke en af de største, men den virker stadig stor som en bus, mens den helt roligt og dog meget elegant svømmer igennem havet. Den bevæger sig ikke hurtigere, end at vi kan følge med den. Det gør vi i 20 minutters tid, før den beslutter sig for at sætte farten op, og så kan vores snorkelfinner ikke følge med længere. Det var heldigvis ikke vores eneste møde med hvalhajen på denne tur, og vores forelskelse i havets store dyr er kun blevet stærkere. Vi ved, at det langtfra bliver sidste rejse efter hvalhajen.
ROKKER PÅ NATLIGT VISIT
Det fede ved at være på katamaranen er, at vi ikke har noget skema. Selvfølgelig skal vi tilbage i havn på et tidspunkt, og ruten er nogenlunde planlagt, men vi kan virkelig være fleksible i forhold til, hvad havet viser os af strøm og liv. En aften ankrer vi op midt ude i havet, da der er helt vindstille. Vores kaptajn ved, at de natteaktive mantarokkerne ofte kommer her. Da solen er gået ned, sætter han et stort projektørlys bagpå båden, og mens vi sidder og spiser, kan vi pludselig fornemme, at vandet er blevet levende ved siden af båden. Der ligger fire mantarokker, som er helt oppe i overfladen for at spise bagved båden. Vi har set mantarokker mange steder på dykning, og den elegante kæmperokke er et af vores begges yndlingsdyr i havet. Vi har dog aldrig set dem om natten, og der er noget helt specielt og utroligt ved at se dem i lyset fra projektøren i mørket. Vi får hurtigt tygget af munden og smidt badetøj og snorkelgear på. Så glider vi roligt ned i det mørke vand med dem. Først svømmer de væk, men vi bliver liggende lidt og inden længe kommer de roligt ind ved os igen, som om de lige skulle se os an. De kommer helt tæt på og begynder igen at spise plankton i lyset. Vi kan ikke forestille os at slutte en dag af på en bedre måde.
IKKE SIDSTE GANG
Efter fem dage på havet med forskellige variationer af snorkling på rev, snorkling med de store dyr, afslapning og øde ø-besøg sidder to ting tilbage i mig: At jeg aldrig havde troet jeg kunne få så store dyreoplevelser med mit snorkeludstyr alene, og at det i hvert fald ikke er sidste gang, vi skal dykke og opleve livet under havoverfladen fra en lille sejlbåd – der dog føles som om, vi har chartret en privat yatch. Katamaranen sætter os af på en lille resort-ø, hvor vi skal bruge de næste fem dage. Da vi står og vinker farvel til den søde besætning på båden, har jeg glemt alt om julegaveindkøb, orkanvarsler og mørke morgener i kolde Danmark.