Hvert år i juli afholdes den noget oversete sportsdisciplin, VM i koneløft, i Finland. Her kan alle melde sig til, så du har faktisk chancen for at kunne skrive ”verdensmester” på dit C.V. – hvis I vel at mærke er det par, der hurtigst klarer distancen på 253,5 meter. Og hvis ikke du skulle vinde, så har du nok i det mindste haft en rigtig sjov weekend ...
Tekst: Maise Njor Foto: Tine Harden
”Aktiv ferie” kan være mange ting. For eksempel kan du i Sonkajärvi i Finland bruge en del af din ferie på at løbe med din kone på ryggen 253,5 meter gennem vandgrav, over hække og gennem sand. Hvis du er mand. Hvis du er kvinde, har du her en enestående mulighed for at omkranse din mands nakke med din bagdel og dingle med hovedet nedad på samme rute, mens du råber af din mand, at han skal få fødderne med sig ...
Allerede i lufthavnen møder vi Julia Galvin, en irsk dame, som på grund af sine 120 kilo har lidt svært ved at finde en mand, som vil bære hende gennem Verdensmesterskaberne i koneløft. Hun er ingens kone, og det behøver man faktisk heller ikke at være for at deltage, bare man kaprer en mand, som er villig til at bære en...
Det ser dog så sort ud for Julia, at hun ligefrem har kontaktet The Strongman Club i området, og mens vi undrer os lidt over, at den slags klubber bare er sådan noget, man har i Finland, kører vi de godt 100 kilometer fra Kuopio lufthavn til den lille by Sonkajärvi.
Byen er på den anden ende, eller – så meget, som en lille finsk by nu kan være på den anden ende. For finnerne virker ikke umiddelbart som et folkefærd, der er i fare for at dø af stress-relaterede sygdomme - lang tid før det, har de fået sig en stille øl, en svingom og en god omgang karaoke.
Verdens mindste verdensmesterskab?
Sonkajärvi er, hvis vi skal være ærlige, den type lille by, hvor der ikke sker så forfærdelig meget. Denne weekend er, bortset fra jul, årets højdepunkt, og byens eneste claim to fame. Men i en tid, hvor Finland, som så mange andre lande, oplever, at folk flygter fra de små byer for at tage ind til metropolerne, så var det ganske snedigt af Eero Pitkänen, chefen for det hele, at opfinde Wife Carrying World Championships.
Han fortæller, at han fik ideen til konkurrencen, da han læste om den hedengangne folkehelt Ronkainen, som var træt af, at russerne hele tiden snuppede deres kvinder. Derfor fandt han på at smutte over grænsen og stjæle nogle igen. En slags Robin Hood ... Og grunden til, at ruten er lige præcis 253,5 meter er, at det var så langt, som en kugle affyret fra datidens pistoler kunne række, hvis man skulle forsøge at ramme Ronkainen.
Sprint med kone på ryg
Der er dog ingen våben i sigte denne weekend - kun festklædte finner, hvoraf en stor del ikke synes, det er nok med koneløft, men også må en tur op på scenen i gymnastiksalen og synge karaoke. Faktisk er de så vilde med det, at man skal være hurtig for at få en plads, hvis man har den slags lyster.
Verdensmesterskaberne bliver afholdt på den lokale skole, som er omdannet til festplads med boder og eksempler på egnens kunsthåndværk. Første punkt om fredagen er sprint med kone på ryggen og dernæst maraton (som gudskelov for mændene ikke er den fulde maraton-distance, men ”bare” gælder om at bære sin kvinde længst muligt på seks minutter).
Vi møder Julia igen, og hun har stadig ikke fundet sig en partner til morgendagens store øjeblik, Verdensmesterskaberne i Koneløft. Hun forstår ikke helt, at der i det mindste ikke er nogen, der er villige til at prøve, for førstepræmien er kvindens vægt i øl, og det vil i dette tilfælde sige 119,9 liter, har hun regnet sig frem til. Hun håber på at finde en villig mand, inden solen går ned, og det kan hun sagtens sige så langt oppe nordpå, som vi er, for solen siger først godnat ved halv fire-tiden ...
En ny måde at se verden på
Hoteller er der ikke nogen af, så folk bliver indkvarteret rundt omkring hos de meget gæstfrie finner eller kommer hertil i autocampere. Da der heller ikke er nogen restauranter, bliver morgenmaden serveret på aftenskolecentret.
Lørdag morgen, da vi møder Julia igen, har hun stadig ikke fundet en mand, trods avertering i lokalpressen. Det plejer ellers at lykkes, siger hun, og da hun tidligere i år deltog i de australske mesterskaber, lykkedes det hende at indsamle 22.800 dollars til cancer-ramte børn, simpelthen ved at bede folk om at betale hendes bærer per meter, han klarede.
Under morgenmaden møder vi også Lyneece Garland og Jason Doyle, som vandt Australiens-mesterskaberne i koneløft og fik to billetter til Finland som førstepris. Lyneeces forældre er med og er ganske eksalterede over mødet med Finland, som faktisk er det første andet land end Australien, de har været i.
Faren fortæller, at han egentlig havde slået sig til tåls med, at han skulle være i Australien hele sit liv – han kan faktisk bedst lide at spise morgenmad derhjemme - men da hans datter vandt, kom forrige års deltager hen til ham og sagde, at han var godt dum, hvis ikke han tog med. Og vupti – en mand, der aldrig har set andet end sit fødeland sidder nu her, og glæder sig til den videre tur rundt i Europa, som starter om to dage. For hvorfor ikke se noget mere af Europa, nu man er her?
Det er det, der gør dette arrangement til noget ganske specielt: Folk, der ellers aldrig ville have mødtes, forenes nu i kærlighed, latter og nysgerrighed for at deltage i eller se på noget så åndssvagt, som mænd, der løber med en kvinde på nakken.
Fejrer bryllupsdag som kanin og gulerod
At kvinder har været på nakken af deres mænd er ikke noget nyt, men her sker det i smukt samarbejde, og flere af deltagerne fremhæver da også, at det ligesom giver et ekstra pift til deres parforhold. Som James Anderson fra USA siger, så er det den perfekte weekend væk fra ungerne. Og hans kone, Rachel, supplerer med, at det er skønt at hænge der og dingle og råbe af sin mand, som slet ikke har luft nok til at råbe tilbage. I dag er det deres 10 års bryllupsdag, og det vil de fejre med at deltage som henholdsvis kanin (James er iført bunny-kostume) og gulerødder (Rachels sokker er orange med grønne kvaster). De har mest øvet sig, når James har drukket for meget, og drøner rundt i huset med sin kone på ryggen, og man tænker, at den slags ægteskaber simpelthen må holde resten af livet ...
Tomer Bouhadana og Danna Moran fra Israel har fundet ud af, at det giver for mange mærkelige blikke at øve sig offentligt, så koneløft er noget, der foregår inden for husets fire vægge. Men til gengæld deltager Tomer i triatlon, og Danna dyrker maraton og er et lille muskelbundt, så de føler sig i god form. På spørgsmålet, om hun tror, at der næste år vil være en konkurrence, hvor konen løfter manden, svarer hun: ”Det er jo noget, vi psykisk gør hver dag ...!” De er fløjet hele vejen fra Tel Aviv for at have det sjovt, men siger, at de som seriøse sportsudøvere naturligvis samtidigt vil gøre alt for at vinde ... Alle penge er dog sat på esterne, som har vundet de seneste mange år.
Taktik og gode lårbasser
Folk fra oplandet begynder at indtage pladsen, som blandt andet er sponsoreret af Citroen og Feelmax, et finsk firma, som laver sko så bløde, at det angiveligt skulle være som at gå med bare tæer.
Pludselig går der rygter om, at Julia har fundet en kavaler, og det viser sig at være Ben fra England, en stor fyr med tatoveringer alle synlige steder. Han har allerede af finnerne fået kælenavnet ”Big Ben”, og Julia fortæller, at de har øvet sig, men kun fem meter: ”Jeg ville ikke ødelægge hans selvtillid!”
Deltagerne er så småt ved at møde op til konevejningen. Der er nemlig blandt andet den regel, at kvinden skal veje mindst 49 kilo, ellers får hun tildelt en rygsæk med ekstra vægt. En anden regel siger, at man SKAL have det sjovt ... Og nogle er derfor klædt ud: Der er en svensker i blå og gule underhylere (dog ikke Bjørn Borg-underbukser), en gris, en kanin, hawaii-dansere, et pensionist-ægtepar og nogle i bryllupstøj.
Løbet går i gang og for at sprede spændingen lidt ud, og fordi der er så mange deltagere, løber parrene to og to.
Og hvordan skal man så bære sin kone? Jo, de fleste deltagere benytter ”The Estonian” – en position, hvor konen hænger med hovedet nedad. Det er et syn, som giver en hel ny betydning til udtrykket ”en røv med ører”, men den giver manden mulighed for at bevæge sine arme, når han løber, hvilket viser sig at være ret vigtigt ...
Hvor de fleste deltagere er her for at have det sjovt, så er esterne her klart for at vinde. De medbringer egen – højrøstede – fanklub, gigantiske lårmuskler og absolut intet fjollet tøj.
Koneløft minder lidt om sex
Men hvad får egentligt par fra England, USA, Sverige, Italien, Tyskland og Australien til at tage til en lille by i Finland for at deltage i dette højst mærkværdige foretagende? Flere af dem er gengangere, og det lader til, at tiltrækningen dels er festen i sig selv, dels er de meget imødekommende finner ...
Og så er det som sagt godt for parforholdet at dyrke en fælles sportsgren. Tilmed en, der kan minde en lille smule om sex, for det handler både om at finde den rette rytme, om at afprøve stillinger til man finder den rigtige – og der har endda tidligere været eksempler på kvinder, der brugte pisk.
Der er en forventningsfuld stemning på stadion, og mens nogle nærmest sprinter af sted, må andre ned i trave-tempo på den sidste del af ruten. Vandgraven er, som til en hubertus-jagt, hovedattraktionen, men også turene over de to hække får publikum til at klappe.
Aila Bruce og Ash Davies er her for at imponere Ailas far, som sidder på tilskuer-rækkerne, og ikke mener, at de kan blive gift, før Ash har bevist, at han er i stand til at bære sin kommende kone ordentligt. Ash siger: ”Jeg bærer alligevel Aila alle steder, jeg elsker at bære hende, og så læste vi om konkurrencen i en avis, og det virkede som den oplagte sportsgren for os.” Han viser sig, trods sin noget fuglebrystede fremtoning, at være ganske hurtig, og parret ender med at få tredjepladsen – og hinanden, må man håbe.
And the winner is ...
Fårene er efterhånden skilt fra bukkene, men sidste par på banen er Julia og Big Ben. Ben lægger forbløffende flot ud, men i vandgraven er det ved at gå galt, og bagefter fortæller Ben, at han troede, han skulle drukne ... Da han efter noget tid kommer op, hjælper to af de andre mandlige deltagere med at bære Julia det sidste stykke vej.
Julia har tidligere fortalt, at da hun lå på hospitalet efter en trafikulykke, så hun et indslag om bog-snorkling (en anden bizar sportsgren, hvor man dykker i en mose, og det sjove skulle angiveligt ligge i, at man ikke kan se en hånd for sig, mens man får mudder i næse, øjne og ører), og lovede sig selv, at hvis hun nogensinde kom til at gå igen, ville hun melde sig. Og derfra var der sådan set ikke så langt til at deltage i koneløft, ifølge Julias logik, og hun har været med hvert år siden 2003 ...
Nu hænger hun der og dingler, mens hele pladsen klapper hende - og ikke mindst Big Ben - i mål, og man kan enten vælge at se det som et meget ydmygende øjeblik, eller som en hyldest til livsglæden og kvinden i alle hendes former ...Vinderne af verdensmesterskaberne bliver Kristi Viltrop og Alar Voogla fra Estland.