Hop ned til hovedindholdet

Destination: Europa

En genial oplevelse

Der findes hoteller i denne verden, som man bare ikke har lyst til at forlade igen. The Prince Akatoki er et af dem.

Tekst: Christian Adamsen Foto: The Prince Akatoki London

Indimellem sker det, at en person med en mission kommer forbi, og så kan der ske ting og sager. Det er baggrunden for et af Londons bedste femstjernede hoteller.

I 1979 kørte Abraham Bejerano som sædvanlig fra sit arbejde som hoteldirektør på The Cumberland Hotel til sit hjem i Hampstead. På vej hjem spottede han en række byhuse og tænkte: ”Det kunne blive til et helt fantastisk hotel”.

Som sagt så gjort, og 30 år senere, i 2010, åbnede The Arch (nu The Prince Akatoki London), med sine 82 værelser.

STIL, STIL OG ATTER STIL

Hotellet emmer af klassisk engelsk luksus, når det er bedst, tilføjet moderne britisk kunst, så øjnene virkelig får noget at arbejde med. I selve entreen mødes man af en to meter høj technicolour-silhuette af en kvinde kaldet ’New Shoes’ af kunstneren Vincent Poople. Og sådan fortsætter det rundt omkring på hotellet.

Man kan med fordel nyde et glas champagne i Le Salon de Champagne og fortsætte ind i restaurant TOKII er anerkendt blandt de bedste restauranter i London og tilbyder en raffineret japansk spiseoplevelse i hjertet af byen.

Med speciale i sushi, sashimi, skaldyr og Robata-grillet kød blander menuen østlige og vestlige smagsoplevelser for at skabe unikke og mindeværdige retter. Uanset om du forkæler dig selv med en 11-retters Omakase, deltager i en sushi-masterclass eller oplever en japansk-inspireret afternoon tea, er TOKii en enestående japansk restaurant i London.

VI GÅR ALDRIG HJEM

Men det er værelserne og den uovertrufne roomservice, som hæver dette hotel op over andre femstjernede hoteller.

Samtlige værelser har tv med et par hundrede kanaler, og hvis det ikke er nok, kan man frit låne dvd´er fra hotellets enorme samling over alle film, som har vundet en Oscar indenfor de seneste 50 år. Alle værelser har gratis soft drinks i minibaren, kaffe og the.

På badeværelset er det kun de bedste produkter fra Malin & Goetz som står fremme. Sengene er fortræffelige og indretningen, specielt i Deluxe, Executive og suiterne er helt på højde med klassikere som The Savoy Hotel. Bestil din morgenmad på værelset og giv dig tid til at nyde den. 

Vi garanterer, at du ikke vil hjem igen.

FAKTA

PLUS

Engelsk stil og afslappethed når det er bedst

Gode barer og restauranter

Geniale værelser

Sublim service

MINUS

Vi fandt ikke nogle minusser 

The Prince Akatoki London, 50 Great Cumberland Place, Marble Arch, London W1H 7FD.

Web: theprinceakatokilondon.com

Priser fra cirka 1.250 kr. pr. person i dobbeltværelse.

NOTE

Hotellet hed tidligere The Arch Hotel og skiftede officielt navn til The Prince Akatoki London i 2019 efter at være blevet opkøbt af den japanske hotelgruppe StayWell Holdings.