Det kræver tålmodighed at komme på en safari til fods i Zambia, en såkaldt "walking safari", men hvis man holder ud, kommer man helt tæt på de truede, hvide næsehorn i deres naturlige omgivelser – og uden hegn mellem dem og dig.
Tekst: Marcus Jerichow Adamsen Foto: Marcus Jerichow Adamsen og Marcus Westberg
Det hele begynder en søndag morgen i Københavns Lufthavn. Vi er blevet omdirigeret med vores fly og skal tage over London for så at flyve til Johannesburg. Derefter skal vi til Kenneth Kaunda International Airport, opkaldt efter Zambias første præsident, og til sidst skal vi med et lille Cessna-fly til Busanga Plains. Hele turen varer cirka 32 timer, og da vi kommer frem, er vi godt mørbankede.
Den sidste del af turen er dog det hele værd. I Kaunda Airport bliver vi mødt af vores private pilot, Prateek. Prateek er 27 år og fra Indien. Hele sit liv har han drømt om at være pilot, og han flyver nu Afrika tyndt i sit lille Cessna-fly. Prateek forklarer os, at der er en storm på vej, så vi skal skynde os ud i flyet. Efter en hurtig sikkerhedsdemonstration hopper vi op i flyet og er godt på vej. Da stormen rykker tættere på, fortæller han over radioen, at han går ned i 300 - 400 meters højde. Det resulterer i, at vi allerede nu er på safari. Vi kan sidde og se alle dyrene oppe fra himlen, og udsigten er fantastisk. Vi glemmer helt, at vi har rejst i 32 timer, og begyndelsen på en uforglemmelig rejse er i gang.
Busanga Plains
Da vi har fløjet i en times tid, ankommer vi til Busanga Plains, der ligger centralt i Zambia. Det er en del af Kafue National Park, der med sine 22.400 kvadratkilometer er Zambias største nationalpark. Vi bliver samlet op af vores afrikanske guide, Golden. Han tager imod os med et stort smil og et fast håndtryk og forklarer, at vi skal køre i ca. 30 minutter for at nå vores første camp, Shumba. Shumba betyder løve på det lokale sprog, og Golden fortæller, at der er rig mulighed for at se løver.
Da vi ankommer til vores lodge, er vi opsatte på at komme ud på safari. Vi spørger, om det er muligt at komme på en walking safari men Golden fortæller, at det er noget, man skal gøre klokken 05.00 om morgenen, ellers er det simpelthen for varmt. Vi beslutter os derfor for at køre ud på en game drive, og efter tyve minutters kørsel støder vi på to løver, der har dræbt en zebra.
Et bestialsk men samtidig imponerende syn. Vi sidder og kigger på løverne i en times tid. Det er en spændende oplevelse, men vi mangler noget aktivitet og er opsatte på at tage på walking safari. Derfor glæder vi os til at komme til vores næste camp i Zambia, hvor vi netop skal ud at gå på safari.
Toka Leya
Efter at have været to dage i Busanga Plains og set en masse forskellige dyr, mangler vi stadig at se næsehornet. Vi er derfor meget spændte, da vi tager fra Shumba Camp for igen at flyve med et lille privatfly til Livingstone Airport. Alt går som smurt, og vi bliver taget godt imod af en chauffør, som skal køre os det sidste stykke til Toka Leya Camp. Vi er nu på et af de sydligste punkter i Zambia på grænsen til Zimbabwe og ved bredden af den mægtige Zambezi-flod.
Efter små tyve minutter ankommer vi til vores camp. Selve lodgen er virkelig lækkert indrettet og bygget med lokale materialer. Vi smider hurtigt taskerne og skynder os op for at møde vores nye guide. Vi sidder og venter, og pludselig hører vi: ”Godfrey!”.
Vi vender os om, og med et bredt smil siger vores nye guide: ”Godfrey is my name and I will be your guide”. Det tegner allerede godt, og vi spørger med det samme, om vi kan komme på walking safari. Godfrey siger, at han allerede har sørget for det hele, men at det først kan blive dagen efter.
Det viser sig, at man ikke bare kan tage på walking safari med næsehornene. På grund af efterspørgslen på elfenben i blandt andet store dele af Asien er næsehornene tæt på udryddede. Derfor har Zambias regering indsat park rangers, som 24 timer i døgnet beskytter de næsehorn, de har tilbage i deres nationalparker. I dag er der kun ni hvide næsehorn tilbage i Zambia.
Godfrey forklarer os, at hvis man ikke har en aftale med de park rangers, der beskytter næsehornene, så har de fået ordre på at skyde på stedet, når de ser dig. Vi bliver overraskede over den historie men får samtidig dyb respekt for de folk, der sætter deres eget liv på spil for at beskytte næsehornene.
Det brede næsehorn
Dagen efter står vi op klokken 05.00 og er klar til at komme ud at se de hvide næsehorn. Efter en lækker morgenmad, hopper vi op i jeepen og kører af sted. Godfrey er morgenfrisk, og stemningen er høj.
På de små tredive minutter det tager at komme frem til næsehornene, fortæller Godfrey en sjov historie. Da briterne kom for at kolonisere Rhodesia i 1895, og så det hvide næsehorn for første gang, kaldte de det ”The Wide Rhino”, som betyder ”det brede næsehorn”, fordi denne type næsehorn har en meget bredere mund end andre næsehorn. De lokale misforstod, hvad briterne sagde, og tog det som ’the white rhino’, altså ’det hvide næsehorn’. Forvirringen var total, og man kaldte derefter det andet næsehorn for ’the black rhino’. Vi har efterfølgende læst op på denne her historie, og der er forskellige meninger om, hvordan det hvide næsehorn fik sit navn. En anden populær historie er, at hollænderne kaldte næsehornet for ’wijde’, som betyder bred, og at englænderne misforstod det som ’white’. Uanset hvad, er det en sjov historie.
Hvor næsehornet bestemmer
Efter tredive minutters kørsel sænker Godfrey pludselig stemmen og fortæller, at vi nærmer os. Vi bliver mødt af to park rangers med skarpladte AK47 rifler. De nikker bestemt, og vi parkerer vores jeep ved siden af deres. Vi sitrer af spænding og nikker bestemt tilbage til dem. Godfrey forklarer at vi nu skal stige ud af jeepen og gå resten af vejen til næsehornene. Vi vil blive eskorteret af to park rangers, og vi skal prøve at være så stille som muligt. De forklarer os, at vi ikke skal lave nogen pludselige bevægelser, og hvis næsehornene stormer imod os, vil de affyre et advarselsskud, hvorefter vi skal stå helt stille. Vi nikker igen og er klar til at bevæge os ud i vildnisset. Vi går på en lige linje, en ranger i front og en ranger i bagtrop. Nu er vi virkelig på gående safari. Ude i den barske natur mellem vilde dyr!
Efter tyve minutters gang bliver vi mødt af to andre rangers som laver håndtegn til at næsehornene er lige bag nogle buske. Vi stopper kort og vores rangers udveksler nogle ord og giver så tegn til at vi skal forsætte. Vi drejer om busken og dér, lige foran os står der et 2,5 ton stort næsehorn.
Det er en mægtig han, og bag ham står resten af familien. Vi står omkring ti meter fra ham, og han står stille og roligt og græsser. Vi er dog klar over, at denne rolighed er en illusion. Han kan til hver en tid storme os, hvis han bliver urolig. Herude er det ham, der bestemmer slagets gang. Vi føler os meget hurtigt meget små, og da hannen begynder at gå imod os, hamrer mit hjerte med en galoperende fart. Vores rangers giver tegn til, at vi skal bakke, og jeg begynder at bakke lidt for hurtigt. Så hurtigt, at jeg næsten snubler i en træstamme, jeg ikke ser. Det bliver dog ikke mere dramatisk, end at hannen vender sig om og går den anden vej. Man kan tydeligt mærke, at han er vant til at være tæt på de rangers, der beskytter ham.
Efter at have observeret næsehornene i omkring fyrre minutter hvisker Godfrey, at det er på tide at komme tilbage til jeepen. På vejen tilbage til jeepen er vi helt ekstatiske over denne her utrolige oplevelse. Da vi kommer tilbage og er ved at sætte os op i jeepen, kan jeg ikke lade vær med at stikke et par 100 dollars i hånden på de fire park rangers, der er på vagt. For første gang ser jeg dem smile og med det samme begynder de at posere med deres AK47. Denne dag vil jeg huske i lang tid.
Dr. Livingstone, I presume
Efter en dag med safari til fods har vi en sidste dag i Toka Leya. Den dag skal bruges på at se et af verdens naturlige vidundere: Victoria Falls. Victoria Falls ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Vandfaldet betragtes som et af verdens mest spektakulære og er 1,6 kilometer bredt og på sit højeste punkt, har det et fald på 128 meter.
Den første europæer, der så vandfaldet, var Dr. David Livingstone i 1855, som opkaldte det efter Dronning Victoria. For lidt over 150 år siden kendte europæerne næsten intet til Afrika. Bortset fra den enorme kystlinje var der ikke meget, der var blevet udforsket. De store floder – Nilen, Congofloden og Zambezi – var svære at besejle. Derfor var det svært at nå frem til det indre Afrika med båd. Dr. Livingstone gjorde det til sin livsmission at udforske Afrika. Han gik i land i Sydafrika i 1841 og arbejdede sig derefter op igennem kontinentet. Dr. Livingstone forsvandt efterfølgende fra jordens overflade i midten af 1860erne, og en ung journalist, Henry Morton Stanley, fik til opgave at finde ham. I 1871 fandt Henry Stanley Dr. Livingstone, og det var her, den kendte sætning: ”Dr. Livingstone, I presume” kom til live.
Vi måtte se Victoria Falls, og vi valgte at se det fra Zimbabwe-siden, hvilket efter sigende skulle være det bedste. Det krævede, at vi købte et visa i grænsekontrollen, men det tog ikke mere end ti minutter og kostede omkring 50 dollar. Victoria Falls er virkelig et spektakulært syn. De kræfter, der er på spil, er enorme og den time, vi brugte på at gå langs vandfaldet, er yderst forfriskende. Vi besøgte heldigvis stedet i den tørre periode (oktober til maj), hvor vi fik et meget bedre syn af selve vandfaldet. Vores guide fortalte, at man skal have regntøj på i den våde periode, og at man ikke kan se vandfaldet for gus.
One Hundred Trillion Dollars
På vej tilbage fra Victoria Falls stopper vi ved grænsekontrollen. Vores guide stiger ud for at tale med vagterne, og pludselig hører jeg et højt knald på siden af vores minibus. En afrikansk mand i starten af 20erne har banket en pengeseddel op på ruden. Der står One Hundred Trillion Dollars på sedlen, og det tager mig et sekund at forstå, hvad det er, han mumler. Jeg sidder og tæller til femten nuller på sedlen, og lige pludselig går det op for mig, at han vil sælge den. ”One dollar,” siger han. Manden vil have en amerikansk dollar for One Hundred Trillion Zimbabwe dollar. Jeg er målløs, og før jeg når at hive min pung frem, er vi allerede kørt af sted. Jeg råber ”STOP” til guiden men det er allerede for sent. Vi har passeret grænsen, og det vil koste os 50 dollars at komme over igen.
Vi nåede kun at tilbringe et par timer i Zimbabwe for at se Victoria Falls. Historien om hundrede trillioner dollar fortæller om et land, der er i hyperinflation og det kan være den mørke bagside af Afrika. Det er dog godt, at der er tiltag som Wilderness Safari, som vi boede hos, der engagerer lokalbefolkningen og skaber job.