Paradis-øen hvor hvaler mødes
Sri Lanka har genvundet sin status som et af verdens mest eftertragtede rejsemål. Velsmagende te, eksotiske krydderier, buddhistiske helligdomme kan krydres med flotte udsigter og et fantastisk dyreliv. Sri Lanka har det hele.
Tekst Gert Lynge Sørensen, journalist og rejseleder for Viktors Farmor Foto Claus Christensen, Gert Lynge Sørensen og Michael Andersen
Den næsten 30 år lange borgerkrig fra begyndelsen af 1980erne og frem til 2009 mellem tamiler og singhalesere på Sri Lanka satte en brat stopper for turismen i et af verdens mest eftertragtede rejsemål: Paradisøen ud for det sydøstlige Indien.
For cirka ti år siden blev der så endelig fred nok til, at Sri Lanka kunne åbne op, som et af verdens smukkeste og idylliske lande med flotte sandstrande, et spændende dyreliv og frodige skove og temarker.
Netop teen var dét, der tidligere kendetegnede den store ø. Under navnet Ceylon i den engelske kolonitid blev te produceret og eksporteret ikke mindst til koloniherren England, men også til hele verden under brandet Ceylon-te. Et af verdens mest kendte mærker, Lipton, kommer her fra.
Med turismens tilbagekomst er der dog kommet andre helt særlige attraktioner til. Kysten ud for Sri Lanka ved Det indiske Ocean er nemlig et at de mest besøgte steder af verdens største pattedyr – hvalerne – med blåhvalen som kongen. Særlige hvalture ud til de store kæmper ved sydkysten, der også byder på besøg af kaskelothvaler og finhvaler, er blevet en ny ’industri’.
Og hvis man i sin barndom har set eventyrfilm eller billeder af fakirer, der lod sig gennembore af spyd eller gik på gloende kul, er det på Sri Lanka, man kan se det i virkeligheden.
Buddhas træ
Ved ankomst til hovedstaden Colombo tager de fleste hurtigt videre til det indre af øen eller sydpå mod de smukke badestrande eller hvalsafarier. Men et kort ophold i byen er ikke at kimse ad. Den har i de senere år fået tilnavnet Cool-ombo med smarte caféer og et hyggeligt natteliv.
Vil man på den kulturelle sightseeing, er det bare med at komme videre ind i landet til byerne Anuradphura og Kandy. Et must er at aflægge besøg ved både Buddhas træ og Buddhas tand.
Byen Anuradphura var hovedstad i 1.400 år frem til år 1073. Men byen er i særlig grad centrum for den særlige Theravada-buddhisme, som hører til blandt de ældste buddhistiske former i verden. Udover de ældgamle buddhistiske stupaer har byen det hellige bodhi-træ, Jaya Sri Maha Bodhi. Stiklingen skulle stamme fra selveste det træ, som Gautama Buddha sad under, da han modtog sin åbenbaring i år 528 f.Kr.
Ifølge legenden ankom stiklingen til Sri Lanka i forbindelse med buddhismens ankomst og udbredelse i Sri Lanka. Stiklingen blev plantet på en forhøjet terrasse på godt seks meter over terræn i Mahamewna Haven omkranset af et beskyttende stakit.
Det ældste dyrkede træ i verden
Siden da har Jaya Sri Maha Bodhi-træet været ét af de allervigtigste pilgrimssteder for Sri Lankas buddhister. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed at besøge Anuradhapura og bede ved det hellige træ. Her beder man om sundhed og et godt liv, en god høst eller sågar gode eksamenskarakterer.
Selv om borgerkrigen mellem tamiler og singhalesere i høj grad også var en religionskrig mellem hinduistiske tamiler og singhalesiske buddhister, er træet gået fri af alle de voldsomme kamphandlinger.
Træets ældgamle grene bliver nu understøttet af gyldne krykker, og dets tilstand bliver nøje overvåget af Landbrugsministeriet og Den Botaniske have ved Kandy. I dag er træet omkring 2.300 år gammelt – og det ældste kendte dyrkede træ i verden.
Et andet af buddhismens store helligdomme – ikke blot i Sri Lanka, men i verden – er templet for Buddhas tand. I Tandens Tempel nær Kandy ligger Buddhas hjørnetand gemt, siges det. Enhver buddhistisk stupa bør indeholde et relikvie fra Buddha, hvad enten det er et hår en tånegl eller andet. Og en hjørnetand er i den forbindelse intet mindre end en sensation.
Disse to hellige stedet er da også nogle helt unikke steder at besøge, især hvis der er helligdage eller fyldt med pilgrimme. Så kan man som turist virkelig føle den helt særlige stemning.
Kandy og krydderier
Men Kandy er andet og mere end buddhisme. Kandy-regionen udgør Sri Lankas hjerte og ligger midt i en dal omgivet af bjerge. Byen var tidligere hovedstad med kongepragt iblandet lidt dansk historie med Ove Gjedde, der var udsending fra Christian den 4’s Danmark. Han skulle hjælpe kongen af Kandy i kampen mod portugiserne til gengæld for handel og krydderier.
Og netop her kan man mæske sig i eksotiske krydderier. Et besøg i en af de mange krydderiplantager skal man ikke gå glip af. Ikke nok med, at man får lejlighed til at se, hvordan peber, kardemomme, vanilje, muskatnød og et utal af andre krydderier produceres fra vild tilstand til eksklusive verdensomspændende produkter. Man får også mulighed for at afprøve, hvordan krydderier kan bruges som medicin mod et utal af sygdomme.
Man kan bruge krydderi-cremer mod lumbago, osteoperosis, psoriasis og gråt hår! Influenza, snorken og mange andre sygdomme og skavanker kan efter sigende modvirkes med forskellige krydderiblandinger og recepter. Har man svært ved at kvitte tobakken, men egentlig gerne have renset bronkierne lidt for tjære, nikotin og andre skadelige effekter, findes der en særlig kryddericocktail, der klarer det.
Man kan også besøge den botaniske have, Peradeniya, lidt uden for Kandy. Parken har eksotiske træer og et væksthus med blomster og farver. Og det er ikke ualmindeligt at se et lille udvalg af flotte fugle i parken. Nær Kandy findes også den store turistseværdighed Sigiriya (løveklippen).
En formidabel klippeformation, som rejser sig lodret op i landskabet med løvefødder og ruiner fra en forhistorisk tid og med resterne af et palads på toppen. Inden man når toppen, skal man op ad gamle, snoede trapper, som først går forbi en hule med mere end 1.500 år gamle fresker, hvor malerier af yndige himmelprinsesser udfordrer med blottede bryster.
Herfra går turen det sidste stykke op til plateauet med rester og ruiner af det, der engang har været. Men udsigten er her stadig og er flot og overdådig.
Teplantager og Liptons Seat
Kører man mod syd og gennem bjergene til Buwara Eliya, vil man komme ind i det centrale te-område. Netop her ser man årsagen til tamilernes oprindelse. De blev indført for at arbejde i de engelske te-plantager. Alle teplukkere her er tamiler, selv om området ellers er hovedsageligt beboet af singhalesere.
De pænt trimmede småbuske, der konstant plukkes, så snart nye skud viser sig, er smukt bølgende op ad skrænterne. Det ligner nærmest veltrimmede græsplæner. Her er der selvfølgelig masser af te-fabrikker at besøge på guidede rundvisninger og med mulighed for at købe frisk te – både grøn og sort.
Selve byen Nuwara Eliya er en idyllisk bjerglandsby i knap 2.000 meters højde med huse og hoteller, der emmer af engelsk kolonistil. Her kan findes dress codes, hvis man vil nyde den klassiske engelske tea time ved 17-tiden, eller gå i baren til happy hour.
Herfra kan man køre videre – enten ad landevejen eller med et af de gamle kolonitog – der tøffer adstadigt afsted i et tempo, som ikke truer sikkerheden for de lokale. De bruger gerne jernbanesporene som vandresti mod byerne. Og toget kører ikke hurtigere, end at der er god tid til at fjerne sig fra sporet, så toget kan komme forbi.
I Haputale kan man så komme videre med rickshaws op til et af det store udsigtspunkter her i området, nemlig Liptons Seat. Det er selvfølgelig opkaldt efter den skotske te-baron, Sir Thomas Lipton, der blev nærmest synonym med Ceylonte. Herfra kunne Lipton nyde udsigten udover hele sin enorme estate. På klare dage kan man se helt ud til havet.
Leoparder, elefanter og hvaler
Herudover er der på Sri Lanka gode muligheder for at se leopard, bjørne, elefanter og et væld af farvestrålende fugle. Man kan se variationen af dyrelivet i flere forskellige nationalparker. Blandt andet Sinharaja regnskoven, Uda Walawe nationalparken, Yala nationalparken og Bundalas Wetlands.
På stranden syd for Colombo findes også et redningscenter for den såkaldte suppeskildpadde –arten Green Turtle. Navnet antyder, hvorfor denne art er i fare. På redningscentret graver man æggene op, efter de er lagt i sandet på stranden. De udklækkes og de små skildpadder sættes fri, når de er klar til det. Det forøger skildpaddernes chancer for overlevelse i forhold til krabber, rovfisk og fugle.
En kampagne vendt mod lokalbefolkningen skal så begrænse fangsten yderligere.
I de senere år har især hvalsafari gjort Sri Lanka berømt og populær. Det skyldes blandt andet, at hele Det Indiske Ocean har været fredet for hvalfangst siden 1979. Og lige netop verdens største levende væsen – den op til 30 meter lange blåhval eller den største tandhval Kaskelotten – er der rigtig gode chancer for at se ved sydkysten fra slutningen af november til starten af maj.
Når blåhvaler kommer lige her, skyldes det, at netop farvandet ud for Sri Lanka er et af de store planktonproducerende områder i verden. Det gør det muligt at se de op til 200 ton tunge dyr glide forbi den i sammenligning MEGET lille båd!
Det er selvfølgelig en chance at tage, for der gives ingen garantier for at se de store kæmper. Men Sri Lanka har med garanti nogle af de flotteste sandstrande i verden. Især langs sydvestkysten fra Colombo. Og et par dage her på stranden vil være den perfekte afslutning på en rejse til Sri Lanka.