Salomonøerne er rig på smuk natur, 2. Verdenskrigshistorie, uovertrufne dykkersteder og intakte kulturelle traditioner
Tekst og foto Andrew Marshall
Med alt fra koralatoller, der omkranser smukke laguner, til bjerglandskaber med original regnskov, tilbyder de 992 Salomonøer en sjælden chance for at tage off road og opleve et uberørt ørige fra sin rå og naturlige side.
Selvom øerne er kendt blandt dykkere for sin overflod af skibsvrag, er der meget mere at hente her. Man kan besøge intakte kulturer, observere det rige fugleliv og øve sit pidgin-engelske med de smilende lokale. Disse øer flyder på tværs af tiden, når landsbyboerne klynger sig til en livsstil, der stort set ikke har ændret sig i århundreder, og traditionelle aktiviteter som ’haj-kald’, fremstilling af skalpenge og fremvisning af hellige kranieskrin fra de dage, hvor man var hovedjægere, stadig kan opleves i dag.
Byen Honiara på øen Guadalcanal er hovedindgangen til Salomonøerne og er en perfekt base til at udforske øerne yderligere. Jeg tjekker ind på United Church Rest House, der har panoramaudsigt over Honiara og er et fantastisk sted at møde en interessant blanding af øboere, udstationerede og rejsende. En aften hører jeg om en spændende dagstur til den nærliggende ø, Savo, der ligger på den anden side af de oliefyldte vand i Iron Bottom-sundet, der er en 16 kilometer lang kanal fyldt med skibsvrag fra 2. Verdenskrig.
Æggejagt
Næste dag aftaler jeg en fast pris med ’bådmanden Sam’ om en tur rundt om Savo inklusiv diverse stop. Vi tager afsted og sejler mod det berygtede ynglested for tallegallehønen. Fuglen, der er på størrelse med en stor høne, bruger klogt nok Savos vulkanske sand til at udruge sine æg. Hver dag lægger hundredevis af tallegallehøner deres æg i dybe huller i sandet, og hver dag kommer beboerne og graver dem op for at koge dem i de varme vulkanske kilder.
På netop denne morgen er Agatopa-ynglestedet på bristepunktet med øboere, der ligger med hovedet dybt i sandet for at få fat i morgenens høst. Det meste af Savo udgøres af vulkanske bjerge, og at vandre hele vejen op til et af kraterne er en fristelse, der er for stor at afslå. Så træt og nusset går jeg ombord på båden tilbage til Honiara og stavrer ind på den lokale yacht klub og bestiller en iskold øl.
Kajak kæmpekrabber
Fra Honiara tager jeg et lille fly til Seghe for at besøge en af Salomonøernes største attraktioner: Den spektakulære Marovo lagune. Lagunen består af cirka 400 øer, dækker 700 kvadratkilometer og er dermed den største saltvandslagune i verden og er beskyttet af et dobbelt koralsystem.
I løbet af 90’erne blev flere eco-lodges etableret langs lagunen for at promovere øko-turisme og forebygge ødelæggelserne af skovhugst.
I dag er det muligt at ø-hoppe fra den ene lodge til den anden ved at sejle med motor-kanoer. Værterne på lodgene er glade for at dele deres traditionelle landsbyliv – ældgamle tabu-steder, 2. Verdenskrigsskibsvrag, øde strande og fantastiske koralhav. Mange af øko-hotellerne er bygget i traditionel stil med lokale materialer og ligger ved palmeoverstrøede hvide sandstrande. Fantastisk snorkling og dykning kan ligge lige uden for dit dørtrin med bløde og hårde koraller, gigantiske muslinger og en zillion farverige fisk.
Efter en 18 kilometers motoriseret kanotur tværs over lagunen ankom jeg til mit tropiske hjem for de næste par dage – Uepi Island Resort, der ligger på den afsidesliggende ø, Uepi.
Uepi er en klassisk ø omkranset af koralrev, øen er dækket af imponerende regnskov omgivet af sandstrande. På den ene side ligger lagunens varme vande, på den anden side havets op mod 2.000 meter dybe blå i ’The Slot’. Uepi er cirka 2,5 kilometer lang og 300 meter bred, og dens regnskov er kun brudt af vandrestier.
På resortet bor man i bungalower ved vandet eller i farverige, tropiske haver. Maden er baseret på frisk, lokal fisk og skaldyr og økologiske grøntsager og frugter, der trylles om til skønne retter.
Ud over fantastisk snorkling og dykning er der en række andre aktiviteter, man kan kaste sig ud i, som for eksempel kajakudflugter, ture i junglen, fisketure og på palmetyv-jagt. Palmetyven er en nataktiv eremitkrabbe, der kan blive op til fire kilo tung og en meter lang, og så kravler den i træer!
Fra min bungalow ved vandet observerer jeg i tusmørket fiskere, der stadig hiver deres net hjem fra deres slanke kanoer mellem et dusin øer, der ligger spredt ud mod horisonten. Scener som denne må have inspireret forfatteren, James Michener, til hans Pulitzer-vindende bog, Tales from the South Pacific, for at beskrive Marovo Lagunen som ’verdens ottende vidunder’.
Saltvandsfolket
Fra Marovo Lagunen rejste jeg tilbage til Honiara for at tage en kort flyvetur til Malaita for at besøge wane i asi eller ’slatvandsfolket’. Som om 992 øer ikke var nok i øriget, er landsbyboer stadig ved at etablere flere i Lau Lagunen, hvor øboerne klynger sig til ældgamle traditioner.
Oprindeligt blev saltvandsfolket presset ud på det lave vand i lagunen i drabelig hovedjægerkrig, hvor de siden har bygget mere en hundrede øer, der er spredt på lagunens 32 kilometer. Ingen ved præcis, hvornår de første kunstige øer blev dannet, men legenden fortæller, at en af de oprindelige folk var ude at fiske og byggede en varde af sten, hvor han lagde sin frokost, og at det var den ydmyge begyndelse på saltvandsfolkets verden.
Det er en typisk, klar morgen i Lau-lagunen, hvor en kold brise kommer fra lang og får det turkise vand til at kruse, mens det bølger let ud mod det ydre rev. 40-årige Stephen Yeo sidder på trinbrættet til sin simple køkkenhytte og ruller noget mørk tobak i en afrevet side fra en skolebog.
”Jeg har lært at bygge øer af min far,” siger han og løfter en glødende kvist ud af et bål i nærheden for at tænde sin cigaret. I en røgsky nikker han mod sine arbejdsredskaber: en udhulet kano, en lang metalpind, en dykkermaske og masser af muskler.
Livet på en kunstig ø er ikke overraskende en trang affære, eftersom hver kvadratmeter er et resultat af rygbrækkende arbejde. Hytter bygget af næsten kun kokosnøddepalmer står side om side – næsten ovenpå hinanden. Der ser ikke ud til at være meget privatliv, men på den anden side er alle i familie med hinanden og en eller andens kusine eller bror.
Med en øboers smidighed går Stephen ombord i sin kano direkte fra sit hus og vinker til sin kone, Mary. Han er på jagt efter store fundamentsten til de nye øers ydervægge, og bunden af den lave lagune er brolagt med perfekt materiale: massive koralsten, der har ligget her i århundreder.
At bygge en kunstig ø
Ø-etablering er ofte noget, man gør i fællesskab under ledelse af de erfarne ældre, mange kvindelige arbejdende hænder og unge mænds rå muskelkraft. Men hvis en byboer har brug for at få bygget en ø, og han har midlerne til det, kan han hyre mænd som Stephen til at gøre det hårde arbejde. Betalingen kan komme i mange former fra levende grise, delfintænder og skalpenge til den mest foretrukne Salomon dollar.
Stephen står i vand til skuldrene og ser ned på bunden efter passende koraller gennem sin maske. Med en eksplosiv bevægelse kaster han den spidse ende af sin jernpind ind i stenen for at hugge stykker af. Med en styrke som en vægtløfter får han møvet 30 stykker koralsten op i sin kano, og efter en halv time, er den fuldt lastet.
På dette tidspunkt er den nye ø ikke andet end en lille bunke sten på bunden af lagunen. Stephen tilføjer sin seneste last, hvor han sørger for at placere hver sten korrekt. De væggen når overfladen, er en ny ø født. Hjørnerne af en ø bliver altid bygget først, derefter væggene – bredest i bunden og over to meter høje for at sikre mod højvande. Til sidst bliver sten smidt ind i midten og grenkoraller fyldt i hullerne. Der bliver ikke brugt maskiner og har aldrig været brugt andet end menneskelig kraft.
Selvom saltvandsfolket skaber deres eget sted at bo, ejer de også land på fastlandet, som de dyrker. Stephens kone bruger sin dag på at arbejde i familiens haver, og efterspørgslen fra en voksende befolkning betyder, at hun skal gå en time ind i landet for at nå sine jordlodder. I de magre jorde, der er vristet fra regnskovens greb, dyrker hun roden taro, søde kartofler, yams kassava. Fisk supplerer kosten, og al overskud bliver solgt på de lokale markeder.
Livet på vandet
Markederne har længe været en vigtig forbindelse mellem saltvandsfolket og buskfolket’ i Malaitas bjerge. Hver uge på markedsdagen kommer øboerne i land og klatrer op af bakkerne for at handle varer med buskfolket. I gamle dage ville den traditionelle valuta, muslingepenge, have skiftet hænder. I dag er muslingepenge mest forbeholdt medgift, køb af land eller arbejdskraft til øbygning. Eller til at glatte ud, hvis man har fornærmet nogen eller et tabu er blevet overskredet.
De fleste kunstige øer bygget kun få hundrede meter fra fastlandet og er fri for malariamyg, der plager kysten. I dette rum mellem saltvandsfolkets vandverden og den de fugtigt varme kyster er der altid en strøm af trafik. Skolepiger vader i land gennem højvande med bøger holdt højt over hovedet. En dreng tager afsted i sin kano for at hente brænde på fastlandet og øboere vender tilbage fra deres jordlodder med taro og kassava.
Mørket falder på over de kunstige øer og under petroleumslanternernes varme glød slapper landsbyboerne af på deres verandaer, mens de tygger betelnødder og ryger tobak. Månen kaster et spor af sølvfarvet lys på dusinet af kunstige øer, der ligger strået ud mod en horisont, der er blevet usynlig, så øerne ser ud som om, de er trædesten på himlen.
Det er slutningen på endnu en perfekt dag på Salomonøerne.
