Knap 50 kilometer fra Tanzanias fastland, langt væk fra masseturismen, ligger Pemba Island – Zanzibars uberørte hideaway i Det Indiske Ocean. Øen rummer de mest vidunderlige strande og en helt uforglemmelig oplevelse under vand – i dit eget underwater-room.
Tekst & foto: Heidi Andreasen, Merete B. Kristensen
Vi sætter af fra Stone Town og Zanzibar lufthavn i et lille Cessna-fly til 12 personer, der på ingen tid stiger til 1700 meters højde. Vi er begyndt vores rejse til Pemba Island, lidt nord for øen Unguja, som er den ø, de fleste uofficielt bare kalder Zanzibar. Flyveturen tager kun 30 minutter, og under os passerer den ene spektakulære bugt efter den anden forbi. Da vi nærmer os, bliver det tydeligt, hvorfor Zanzibar kaldes den grønne ø. Øens mange palmer og mangrovetræer ses fra luften som utallige små og store grønne pletter. Før vi ved af det, begynder nedstigningen, og få minutter efter lander vi med et lille bump.
Bumlende veje og African massage
Da vi er kommet ud af den lille lufthavn, møder vi chaufføren, som skal køre os til Manta Resort på den nordlige spids af øen. Turen er ikke meget mere end 60 kilometer lang, men tager 1,5 time, da vejnettet ikke er lige tip-top alle steder. Undervejs får vi i et indblik i livet på landet, når vi passerer små landbrug, rismarker og lerklinede landsbyer. Overalt mødes vi af et jambo (hej), nysgerrige smil og vinkende børn på vej til skole. De sidste 15 km af turen er en bumlet omgang på hullet jordvej gennem en nationalpark. Det bidrager dog kun til oplevelsen af at være langt væk fra alfarvej, som Pemba netop er kendt for. Og som chaufføren, med et stort grin om munden, påpeger, er bumleriet blot en African massage.
Afslappet luksus
Manta Resort på nordkysten ligner ikke noget almindeligt hotel. Receptionen er bygget i træ, og midt i det hele står en traditionel fiskerbåd, udhugget af en træstamme, og bidrager til udsmykningen. Taget er delvist åbent og består af sirligt flettede palmeblade. Vi er ankommet til junglen.
Vi bliver modtaget af Juma, som tager imod os allerede ude ved bilen. Han byder velkommen, og vi bliver med det samme budt på friskpresset juice. Aldrig er et check-in foregået så afslappet. Vi drikker juice og slapper af oven på køreturen, mens papirer udfyldes stille og roligt. Ingen kø, ingen fedten med kreditkort og intet hastværk.
Juma præsenterer os dernæst for Hadji, som bliver vores faste kontaktperson under vores ophold. En sådan kontaktperson har alle gæster på hotellet, viser det sig.
Hajdi bliver et kært bekendtskab under opholdet. Det er ham, der serverer vores måltider, spørger, hvornår vi vil ud at snorkle og i det hele taget opfylder for alt, hvad vi måtte have af ønsker. Han deler også gladeligt ud af historier og information, og det fine er, at han bare er der, uden at det nogensinde bliver påtaget eller i overkanten.
Med 4 stjerner er Manta Resort én stjerne fra officielt at kunne kalde sig et luksus-resort. Hvis man vil have bling-bling, så er det ikke her, man skal bo. For min rejseledsager og mig er oplevelsen dog ubetinget 5-stjernet. Vi nyder at være langt væk fra masseturismen og tæt på det autentiske og uberørte. Hvad hotellet ikke har af luksusfaciliteter, opvejes af den personlige service og familiære atmosfære. Der bliver kælet for alle gæster, og daglig massage er en del af prisen. Vi bliver indkvarteret i 2 rummelige bungalows. Værelserne er simple, men har alt, hvad vi har brug for inklusive sidste nye øko-skrig inden for aircondition, som er både lydløs og energibesparende. Hver bungalow har sin egen lille terrasse, nogle har også egen have. Der er højt til loftet, som også her er flettet af palmeblade. Ingen tvivl om, at vi er tæt på naturen. Gekkoer kravler på væggene, og samme aften falder vi i søvn til junglelyde og bølgernes stille brusen.
Fra beach boys til bushbabies
En trappe fra hovedbygningen fører direkte ned til stranden, som ganske enkelt er sublim – og helt øde. Her møder man med garanti ikke sin nabo! Faktisk møder vi ikke andre end en lokal fisker, der i ny og næ trækker sin båd i land. Dette står i direkte kontrast til strandene på Unguja (Zanzibar), hvor det myldrer med såkaldte beach boys, som gerne vil sælge alverdens sager til special price for you. Det oplever vi ingen steder på Pemba Island og slet ikke på Manta Resort. De eneste vi her risikerer at løbe ind i, er hotellets få andre gæster – og bushbabies. En bushbaby er en lille abe med store øjne. Hver aften kom den ned fra taget og stjal sukkerknalder fra sukkerskålen, når vi sad og drak aftenkaffe. Dens hyl, når sukkerskålen var tom, var ikke til at tage fejl af.
Snorkling og skolebesøg
Der er ikke byliv og et hav af restauranter på disse kanter, men der er mange andre ting at tage sig til. En dag besluttede vi os for eksempel for at tage ud og snorkle. Vi stod tidligt op og sejlede med 5-6 andre gæster lidt ud fra kysten. Dykkercenteret havde udstyret os med snorkler, svømmefødder og sirlige anvisninger om ikke at røre ved korallerne, for på disse kanter gøres der meget for at beskytte miljø og dyreliv.
Under vand åbnede sig en ny verden med farverige koraller og fisk i alle afskygninger – et vidunderligt og fascinerende syn! Efter 1 times snorkling fortrak vi til båden og spiste frisk frugt, mens vi sejlede tilbage.
Andre gæster besøgte en lokal landsby og skole og havde hjemmefra medbragt små notesbøger og farveblyanter, som gjorde stor lykke blandt skolebørnene.
Uforglemmelig oplevelse under vand
Højdepunktet under vores ophold på Manta Resort var ubetinget det døgn, vi tilbragte i det verdenskendte underwater room, på vores helt egen flydende ”ø”. Vi pakkede en lille taske, og omkring klokken 14 blev vi sejlet cirka 300 meter ud for kysten, der skulle være vores indkvartering for natten. Idéen er svensk, ligesom Mantas ejere, og må siges at være enestående. Man har simpelthen bygget en flydende ø med ét dobbeltværelse, og forankret øen på havbunden. Helt skørt og helt fantastisk. Konstruktionen er i 3 niveauer. På dækket er en spiseplads og lounge, hvor vi slængede os i de store puder. Indretningen er simpel, men langt fra primitiv. Vi havde både minibar, kaffemaskine, toilet og brusebad. En lille trappe fra dækket fører op til tagterrassen, hvor der som det eneste var en kæmpe solseng. Her lå vi, midt ude i ingenting, og nød solnedgangen og udsigten over horisonten – kun omgivet af turkisblåt vand.
Ved 19-tiden kom Hadji sejlende ud med vores aftensmad. Han anrettede den lækre 3-retters menu, vinkede farvel og sejlede tilbage igen. Maden var lavet af friske råvarer og smagte udsøgt.
Efter middagen begav vi os ned ad stigetrappen til selve undervandsværelset. Værelset rummer en dobbeltseng, der er omgivet af panoramavinduer med frit udsyn til alle fiskene. Da det blev helt mørkt, tændte vi for undervandsprojektørerne, som tiltrak endnu flere fisk. Vi tilbragte lang tid med at betragte livet under vand og tog et hav af videoklip, så vi kunne dokumentere oplevelsen for alle derhjemme. Da vi ikke var på romantisk parferie, men to veninder på opdagelse, valgte vi at sove oppe på dækket i hver vores loungesofa. Vi faldt i søvn til stille skvulp og lyden af fisk, der sprang i havoverfladen. Inden vi lukkede øjnene, var vi begge enige om, at denne oplevelse aldrig ville gå i glemmebogen.
Tidligt næste morgen vågnede vi til lyden af en søvnig fiskerbåd, der sejlede forbi. Vandet var blikstille, og vi tog med det samme snorkeludstyr på og kastede os i havet. Inden klokken var 8, og morgenmaden blev sejlet ud til os, havde vi set både blæksprutter og trompetfisk. Vi aftalte med Hadji, hvornår vi ville hentes senere på eftermiddagen og besluttede os for at vende tilbage til kysten ved frokosttid.
Sidste aften i paradis
På den sidste dag på Manta Resort tog vi en sejltur med katamaran ud til en sandbanke, som kun kommer til syne ved lavvande. Ud fra sandbanken går en lang tange, som havet skyller ind over fra to sider. Ligesom på Skagen. Tangen lignede noget, man kun finder i bladene, og trods et hav af fotos er der ingen af dem, der yder stedet fuld retfærdighed. Her badede vi og drak en medbragt kold øl uden at se så meget som skyggen af andre turister.
Om aftenen blev der gjort klar til vores sidste middag, som viste sig at være et bord til to, dækket op med hvid dug og stearinlys i vandkanten nede på stranden. Noget, der gøres for alle gæster den sidste aften, før man forlader resortet.
Næste stop: Stone Town
Vi forlod Pemba opfyldt af taknemmelighed, og så nu frem til vores sidste stop på turen: Stone Town. Stone Town er navnet på den gamle bydel i hovedstaden Zanzibar Town. Her skulle vi tilbringe rejsens sidste to dage. Vi besluttede os for at lægge ud med en guidet gåtur for at få et overblik over området og høre mere om byens dystre fortid som centrum for slavehandel. Guiden skulle vise sig at være en god idé, da det kan være lidt svært at finde rundt i de kringlede gader, selvom Stone Town ikke er særlig stor. Byen er forfalden mange steder, men den er øens kulturelle hjerte og et charmerende bekendtskab fuld af kolorit. Ikke mindst på det lokale marked. Her råbes, synges og grines, mens købmænd langer krydderier, tøj, grøntsager, kyllinger og friske fisk over disken. Blandingen af swahili, indisk og arabisk kultur har sat sit tydelige præg og afspejles i alt fra arkitekturen, til maden og musikken, der spilles i radioen. Stone Town har flere gode restauranter, caféer og små butikker, og man kan købe alt fra lokalt håndværk til dyre smykker af tanzanit – en blå ædelsten, som udelukkende findes i Tanzania. Overalt var folk hjælpsomme og kom os til undsætning, når vi forvirrede stod og drejede turistkortet rundt. Det lod til at være helt naturligt, at man her på Zanzibar hjælper hinanden, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. Kristne er i mindretal på øgruppen, som er overvejende muslimsk, men trods forskelligheder lever man fredeligt side om side, og Den Anglikanske Kirke ligger klos op ad én af byens moskeer.
Fra Stone Town udgår mange udflugter til de nærliggende små øer, blandt andet til Prison Island, hvor man kan opleve ruinerne af et fængsel, som i sin tid husede slaverne, inden de blev solgt videre. I dag er øen hjemsted for gigantiske skildpadder. Lidt uden for byen kan man besøge nogle af de mange krydderiplantager, som har givet Zanzibar tilnavnet Spice Island. Vi foretrak dog at bruge vores sidste dag på at besøge en ganske særlig restaurant, vi havde hørt om: The Rock.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Vi havde læst om den hjemmefra, og vidste, vi måtte opleve den – restauranten The Rock. The Rock ligger på sydøstkysten og er bygget på en lillebitte klippe på stranden. Umiddelbart et tosset sted, da tidevandet skifter hele tiden. Når det er lavvande, kan man gå tørskoet derud, men ved højvande kan man kun sejle. En sejltur er dog så meget sagt. Turen tager 2 minutter, og båden er i øvrigt fast tilknyttet restauranten og koster ikke noget. Det mest bemærkelsesværdige er utvivlsomt beliggenheden. Den er i sig selv et besøg værd.
Maden viste sig dog også at være overraskende god. Der serveres en overdådig seafood-tallerken, og da ejeren er italiensk, er pastaen både velsmagende og al dente. Udsigten er intet mindre end fantastisk, og man kommer hjem med et utal af instagram-moments.
Limejuice og lækre sæder
Da vi efter 10 dages rundrejse skulle checke-ind til hjemrejsen, ville skæbnen, at vi blev opgraderet på flyet. Der sad vi så, på business class, med et glas friskpresset limejuice i hånden og uforglemmelige oplevelser i bagagen. En luksuriøs afslutning, som satte rammen om en rejseoplevelse ud over det sædvanlige.