Hop ned til hovedindholdet

Destination: Oversøiske rejsemål

Patagonien - et af verdens mest uberørte områder

Patagonien, den sydlige del af Argentina og Chile, hvor gletsjere, betagende bjergformationer, vidunderlige kyststrækninger og et omfattende plante- og dyreliv er hverdagskost

Af Hans Erik Rasmussen

Jeg krydser Río Colorado og indtager Patagonien. Foran mig venter en 2.000 kilometer lang rejse langs Atlanterhavets dyrerige kyst, over bølgende busksteppe og mellem Andesbjergenes tinder. En rejse i legendariske pionerers og opdagelsesrejsendes fodspor.

Darwin er rystet

På bredden af Río Colorado slog min helt Charles Darwin lejr i 1833. Mest kendt er hans 33 dage lange ophold på Galapagos-øerne, men forinden rejste den unge engelske naturforsker næsten halvandet år rundt i Patagonien. Her ved fortet Mercedes mødte han Argentinas diktator, General Rosas. I sin bog ”Rejse om Jorden” skriver Darwin: ”General Rosas’ plan er at udrydde alle omstrejfende indianerstammer.” Senere reflekterer Darwin: ”Hvem skulle tro, at sådanne skændigheder kunne begås i et kristent, civiliseret land.” Efter sin ”succesfulde” udryddelseskampagne på Patagoniens oprindelige befolkning inviterede Rosas europæiske indvandrere til det nu ufarlige land.

 

En gruppe indfødte fra Patagonien tegnet i Darwins bog ”Rejse om Jorden"
En gruppe indfødte fra Patagonien tegnet i Darwins bog ”Rejse om Jorden"

Siden den portugisiske opdagelsesrejsende Magellan besejlede Patagoniens kyst i 1520, havde søfarerne berettet om de kannibalske patagones – høje mennesker med store fødder, der levede på den forblæste busksteppe. Selv boede jeg her nogle år som ung.
Rejser man, mens det er efterår i Danmark, er der meget stor chance for at komme tæt på den sydlige rethval ved Valdés
Rejser man, mens det er efterår i Danmark, er der meget stor chance for at komme tæt på den sydlige rethval ved Valdés
På sandstranden i den lille by Puerto Piramides stiger jeg om bord i en åben båd. Det er oktober og den tid på året, hvor den sydlige rethval, Sydkaperen, svømmer ind i de to golfer ved Valdéshalvøen for at parre sig og føde sine kalve. De norske hvalfangere døbte den rethvalen, fordi den var ret let at fange. Vi sejler ud, stopper motoren, og snart ligger en hval ved bådens langside og betragter os med nysgerrige øjne. Hvor hvalfangerne ret let stak harpunen i spækket, skyder jeg den med mit kamera.

Den fotogene gletsjer

Afstandene er enorme i Patagonien, og et fly bringer mig mod sydvest til byen El Calafate. Jeg besøger det topmoderne Glacearium, hvor lysende tavler, billeder, plancher og tekster på engelsk – et særsyn i den argentinske museumsverden – giver en flot beskrivelse af Den Sydlige Indlandsis. Fra sit skjul bag bjergene sender den største ismasse uden for Grønland og Antarktis næsten 50 gletsjere ned i de chilenske fjorde og argentinske søer.
Gletsjeren Perito Moreno
Gletsjeren Perito Moreno
Gletsjeren Perito Moreno kælver
Gletsjeren Perito Moreno kælver
Gletsjeren har navn efter den argentinske videnskabsmand Francisco Perito Moreno, der grundlagde det argentinske nationalparksystem og dermed kan tage æren for at have sikret landets vigtigste naturværdier. Nationalparken Parque Nacional Los Glaciares er på 727.000 hektar og omfatter gletsjerne ved de store søer Argentino og Viedma.
Gauchoerne passer får på de store gårde i Patagonien
Gauchoerne passer får på de store gårde i Patagonien
Andesbjergene rejser sig fra Patagoniens steppe
Andesbjergene rejser sig fra Patagoniens steppe
Da jeg nærmer mig El Chaltén, ses konturen af et af Patagoniens mest markante bjerge mod den blå himmel. Chaltén betyder ”rygende bjerg” og refererer til, at bjergtoppene ofte er omkransede af skyer. Bjerget er opkaldt efter Fitz Roy, og skal være mit mål for næste dags vandretur.

Fitz Roy Madsen byder velkommen

Fitz Roy er et af de meste markante bjerge i Patagonien
Fitz Roy er et af de meste markante bjerge i Patagonien
Fitz Roy Madsen byder velkommen til familiens ejendom
Fitz Roy Madsen byder velkommen til familiens ejendom
Nordjyden Andreas Madsen bosatte sig i 1901 som den første ved det sted, hvor byen El Chaltén nu ligger. Fem år tidligere havde den eventyrlystne fjortenårige fyr påmønstret et skib i Aalborg for at slippe for at tjene bønder.Månederne i ensomhed tilbragte Andreas med pumajagt og udbygning af huset. Som en kontrast til den voldsomme natur ligger Andreas’ brunrøde hus idyllisk i læ af store træer for enden af en velplejet plæne. Fra parken er der udsyn til bjerget, som Fitz Roy Madsen er opkaldt efter.

Torres del Paine

Jeg krydser grænsen til Chile og kører ind i Nationalparken, Torres del Paine, der omfatter bjerge, gletsjere, søer, floder, skove samt et rigt fugle- og planteliv i den sydligste del af chilensk Patagonien. Torres er det spanske ord for tårne, mens paine er et indiansk ord for blå. Parkens hjerte er bjergkæden Paine med de tre karakteristiske granittårne, hvor det højeste, Torre Sur, når op i 2.850 meters højde.

Hjertet i nationalparken, Torres del Paine, er bjergkæden Paine
Hjertet i nationalparken, Torres del Paine, er bjergkæden Paine
Den første dag i parken bærer en strid blæst fra sydvest regn og skyer ind fra det sydlige Stillehav. Jeg indlogerer mig på et af parkens hoteller. Efter sigende er udsigten fantastisk, men alt, hvad jeg ser gennem panoramavinduerne, er tæt tåge og tunge regndråber. Sådan er naturen i Patagonien; voldsom og omskiftelig.
De tre tårne er mål for mange vandreture i Torres del Paine
De tre tårne er mål for mange vandreture i Torres del Paine
Sammen med min veninde Dorthe, der i snart ti år har boet i Torres del Paine, hvor hun arbejder som guide, kører jeg på faunatur. Vinden er vendt og himlens farve skiftet fra grå til blå. En puma sniger sig ind på en guanaco, og en kondor svæver majestætisk mellem tårnene.
Jeg siger farvel til Patagonien i Punta Arenas. Herfra går ekspeditionsskibe til Kap Horn, Ildlandet og Antarktis. Med udsigt til Beaglekanalen, der er opkaldt efter det skib, som i 1830’erne førte Darwin jorden rundt, mindes jeg, hvad Darwin skrev som ældre.”Patagoniens stepper passerer jævnligt for mit indre blik; alligevel siger alle, at dette er det fattigste og mindst brugbare sted på Jorden. Hvorfor er det så, at disse tørre ørkener for evigt har printet sig i mit sind?”
Efter min rejse gennem det sydlige Sydamerikas buskstepper og bjerge mærker jeg en endnu dybere respekt for naturens mangfoldige katedral. Som de magtfulde mennesker vi er, skal vi beskytte, og ikke som en general Rosas udrydde, al omstrejfende dyreliv og ren natur.

 

 

 

Patagonien

FAKTABOKS

Patagonien er den sydlige del af Argentina og Chile. Afstandene er enorme, så det anbefales at flyve til enten El Calafate i Argentina eller Punta Arenas i Chile.

Det bedste tidspunkt for besøg er mellem oktober og april. Januar er højsæson med mange lokale turister.

Især i Torres del Paine er det nødvendigt at booke overnatning lang tid i forvejen.