Sig picnic til en newzealænder, og vedkommende får julelys i øjnene! Man skal ikke være i landet særlig længe, før man finder ud af, at dets ca. fire millioner indbyggere foretrækker naturen frem for storbyen.
Af: Antoinette Kordic Foto: Niels Tradsfeldt
Vi ankommer til Auckland, der med sine ca. 1,3 millioner indbyggere er New Zealands største by, dagen før nytårsaften. Det er en af de få, varmere dage, vi oplever den sommer.
Nytårsaftensdag skal vi påbegynde vores ni dage lange færd tværs ned gennem landet, så vi er spændte, da vi om morgenen tropper op ud for vores vandrehjem midt i Auckland for at hilse på chaufføren, Ihaka. Inden afgang skal vi tilbringe årets sidste dag med ham og seks andre passagerer.
Konceptet minder om interrail bortset fra, at ruten ligger helt fast. Busserne starter i Auckland på Nordøen eller i Christchurch på sydøen og bevæger sig dag for dag længere ned/op gennem landet. Turen tager 21 dage, men man kan vælge at blive længere tid et sted eller kun tage med på en del af turen.
Fra Auckland til Hahei Beach
Fra Auckland drager vi mod den nordlige del af østkysten til Hahei Beach på Coromandel halvøen, som mest af alt er kendt for sine flotte strande, de varme kilder og ikke mindst Coromandel Cathedral Cove – en udhulet klippeformation, der minder om en kirke. Deraf navnet.
Til at begynde med er vi egentlig mest benovede over at kunne ligge på stranden nytårsaftenseftermiddag, men da vi ser os omkring, går det pludselig op for os, at campingpladsen er proppet med børnefamilier og unge mennesker, der ferierer på stranden – januar svarer jo til vores juli måned, og alt og alle holder fri hen over nytårsdagene og er taget ud under åben himmel for at fejre nytårsaften. Så snart newzealænderne kan se deres snit til det, søger de nemlig væk fra byerne. Det er den proppede campingplads et udmærket bevis på.Vores egen nytårsfest bliver nok en smule anderledes, end vi ville have fejret den hjemme – det er svært at iklæde sig den lange sorte cocktail-sag, når man render rundt i sand til knæene, så vi gør som kiwierne - ifører os det praktiske tøj og går i gang med at skrælle kartofler og tænde for grillen.
Det er noget af et studie i kulturforskelle at erkende, at nogen insisterer på, at der skal laves kartoffelmos til nytårsaften, mens de asiatiske piger er fulde af beundring over, at vi fra Europa kan finde ud af at lave denne meget mystiske ret.
Det bliver i det hele taget en uforglemmelig aften med nye venner, stjerneskud og champagne på stranden.
Fra Hahei Beach til Raglan
Vores maori-chauffør Ihaka - en jæger med et kæmpe korpus og stamme-tatoveringer over hele kroppen - er mildest talt ikke glad for at holde nytår på en strand på østkysten, når han nu engang er overbevist om, at vi går glip af den vildeste fest i Raglan på vestkysten. ”Det er dér, det sner,” bliver han ved med at sige. Men vi har jo en rejseplan, vi skal følge, og godt for det. For da vi næste dag ankommer forventningsfulde til surferbyen Raglan og snakker med de andre logerende på vandrehjemmet, viser det sig, at vi nok ikke er gået glip af den vilde fest.
Raglan er en lille bitte strandby, hvor det stormer så kraftigt, at surferne som regel har perfekt vejr til deres foretagende. Og havde det kun stormet en halv pelikan i stedet for en hel, som det var tilfældet den dag, ville vi måske have forsøgt os ud i den svære kunst. Men vi dropper ideen. Tømmermandsramte og uprøvede som vi er, er det nok lovligt vovet at kaste os ud i bølgen blå på en nytårsdag!
I stedet tager vi en tur rundt i den hyggelige by og finder en velassorteret vinforretning, hvor vi får en sludder om de lokale vine. Newzealandske vine – især Chardonnay’en – er verdenskendte og det med god grund. Det er en stor oplevelse at indsnuse de omgivelser, druerne er dyrket i, mens man smager vin, og man forelsker sig nærmest i dem.
Fra Raglan til Rotorua
Inden vi næste dag ankommer til Rotorua, når vi omkring Waitomo – et trækplaster for adrenalinfreaks, for her kan man tage ned i de underjordiske grotter for at se på glow worms. Variationerne over turene er mangfoldige, men de går grundlæggende alle ud på en ting: At sejle i grotterne og nyde synet af disse små orme, der lyser op i mørket.
Det er værd at tage turen med båd eller – hvis man er til det lidt mere vilde – at tage på black-water-rafting, hvor man dels svømmer og dels flyder i store bildæk ad den underjordiske flod.
Efter besøget hos de små glødedyr går turen videre til Rotorua - eller Roto-vegas, som kiwierne kalder New Zealands største turistby med reference til Las Vegas. Vi ankommer sidst på eftermiddagen og har dermed desværre ikke tid til at beskue byens så berømte fænomen - de stinkende termiske kilder.
Det gør nu ikke så meget, for i stedet tager vi til ”hangi”-aften: En traditionel maori-middag med mad, der er lavet efter en ældgammel skik, hvor man damper maden i en gigantisk beholder. Det viser sig at blive en totaloplevelse, for aftenen er en interaktiv begivenhed. Vi skal både lære at hilse på maorimåden (hongi), altså næse mod næse, mændene skal lære at danse ”haka” (maori-krigsdans), og kvinderne skal lære den kvindelige pendant. Her benytter man en lille bold for enden af en snor i dansen, som skal symbolisere den gamle form for våben. Med tiden har den harmløse, bløde bold dog erstattet den oprindelige sten.
Efter middagen og en lang snak med det patriarkalske familieoverhoved, bliver vi hentet ind til den næste begivenhed – et skuespil, der beretter om det stolte folks historie. Det skulle have været en meget seriøs gennemgang af maorifolkets kultur, hvis ikke lige det var endt med at være så ufatteligt sjovt. Den unge hovedrolleindehaver spillede rollen for første gang den aften, og han havde desværre glemt de fleste af sine replikker.
Det resulterer i, at suffløren må træde til utallige gange med en hvisken, der efterhånden bliver mere og mere højlydt, og den unge mand bryder mere og mere sammen af grin. Og det gjorde vi andre for den sags skyld også. En vældig hyggelig aften, hvor publikum indimellem blev hevet op på scenen for enten at synge, agere potentielle brude eller lære flere krigsdanse. Jeg ved ikke, hvor meget paratviden, vi blev beriget med, men underholdningsværdien var bestemt i top. Selv om det er til for turisterne, kan det varmt anbefales at søge den slags kulturel udveksling, for maorierne er et stolt og traditionsbundet folkefærd, der meget gerne vil tage en saglig debat om deres historisk-kulturelle baggrund. Og hvad den angår, er vi langt klogere, da vi går, end da vi kom.
Fra Rotorua til Christchurch
Næste morgen tager vi flyet til Sydøens største by, Christchurch. En nærmest uhyggeligt tuttenuttet, overbritisk by, hvor der ikke er meget andet at lave end at gå rundt i byen, køre en tur i sporvognen, tage svævebanen til udsigtspunktet over byen eller ro på åen.
Så her skal man bare nyde byen og dens hyggelige stemning omkring katedralen, spise på en af de fantastisk gode restauranter ved åen og drikke en cappuccino på en af byens hyggelige caféer. Overalt i centrum hviler der en stille søndag eftermiddagsstemning, der giver én en følelse af total ro og afslappethed.
Fra Christchurch til Kaikoura
Da vi næste morgen drager med bussen fra Backpackers Base-vandrehjemmet i centrum af Christchurch, lover vejret rigtigt godt, men igen må vi sande, at vejret på New Zealand ikke er til at stole på. Selv om det er midt om sommeren, skal vi snart lede længe efter det gode vejr.
Efterhånden som vi kommer længere og længere op ad kysten, bliver skyerne tungere og tungere, og det blæser godt op. Så da vi når den lille kystby, Kaikoura, får vi at vide, at sejlturene ud til hvalerne og delfinerne er aflyst. Dermed går vi glip af stort set den eneste aktivitet, som den lille by kan tilbyde. Til gengæld sparede vi 450 kroner.
Gode råd er dyre, indtil vi får anbefalet at tage på vinsmagning hos en vinbonde, og det er bestemt en god idé. Ved den lejlighed bliver vi indviet i den økologiske vinproduktions vilkår i et af de kendteste vindistrikter i New Zealand, Marlborough, som har New Zealands største antal solskinstimer – bare ikke lige denne dag.
Da vi bagefter nyder de lokale oste og et glas af husets Cabernet Sauvignon med udsigt over det azurblå hav og den truende himmel, forekommer det lidt ligegyldigt, at der ikke var audiens hos hvalerne den dag.
Fra Kaikoura til Nelson
Efter Kaikoura går turen videre til Nelson, der vil vække genklang blandt fans af Ringenes Herre-filmene. Det var nemlig her, den danske guldsmed, Jens Hansen, smedede ”ringen over alle ringe”, som bruges i filmene. Jens Hansen døde i 1999, men hans ånd lever videre i guldsmedeforretningen, der i dag drives af hans to sønner, Halfdan og Thorkild. Ud over nogle flotte smykker, der er holdt i en enkel og elegant stil, kan man i forretningen naturligvis købe en rigtig Frodo-ring med eget certifikat.
Nelson har 15.000 indbyggere og er – ligesom så mange andre byer i New Zealand – en hyggelig provinsby, der er en pudsig krydsning af britisk og amerikansk. Den bærer præg af at være en “kunstnerby”, og der er noget bohemeagtigt over centrum af byen, som gør den ekstra hyggelig. Bestemt en by, der er værd at lægge vejen forbi, hvis man alligevel er på de kanter.
Fra Nelson til Wellington
Næste punkt på rejseplanen er Picton. Dog kun for at hoppe på færgen og drage tilbage til Nordøen, nærmere bestemt hovedstaden Wellington.
Turen med færgen er nærmest nostalgisk, for vi kan ikke lade være med at mindes turen over Storebælt før broens tid. Vejret er heldigvis godt på hele turen, så vi undgår den søgang, alle ellers havde advaret os imod.
Har man ikke lyst til at tilbagelægge turen til søs, kan man flyve i stedet. Det har den fordel, at man sparer fire – fem timers transport, men det koster naturligvis lidt mere.
Wellington
Ankomsten til Wellington er lidt underlig. I New Zealandsk forstand er det en gigantisk storby, men på os virker den ikke helt på samme måde. Wellingtons største turistattraktion og stolthed er Te Paka-museet, der er et moderne, interaktivt museum. Her kan man blandt andet opleve, hvordan et jordskælv føles, prøve at klippe et får og i det hele taget lære en masse om New Zealand og hele vores jordklode. Det kan varmt anbefales at bruge en hel dag eller to halve på stedet, for der er rigeligt at få tiden til at gå med.
Desuden er en tur i biografen også anbefalelsesværdigt – og så skal man en tur i Embassy Theatre. Ikke alene er det en gammel, stemningsfyldt og meget smuk biograf, men det var også her, at de tre Ringenes Herre-film og King Kong havde verdenspremiere, så den bør bestemt besøges, hvis man er i den efterhånden legendariske instruktør, Peter Jacksons, hjemby.
Har man ikke lyst til at sidde indenfor, kan man tage op på et af de bjerge, der omgiver Wellington. Til det formål kan man benytte sig af byens berømte vartegn, kabelbanen, der fører én op til et udsigtspunkt, hvorfra man kan få et fint udsyn over hovedstaden.
Wellington til Auckland
Næste morgen skulle vi egentligt have været med ekspresbussen tilbage til Auckland, men vi synes, vi har tilbragt nok tid i busser, så vi vælger at flyve frem for at køre de 12 timer. Det er faktisk ikke særligt dyrt at flyve rundt i New Zealand, så det er et oplagt alternativ, hvis man vil spare tid.
Fordelen ved bussen er, at man oplever landskabet, og herudover møder man mange sjove mennesker på sin tur. Havde vi ikke kørt med bussen og mødt vores chauffør, Ihaka, ville vi måske ikke have lært, at man skal glæde sig, hver gang man ser en død udgave af det bæveragtige skadedyr, possum. Vi ville aldrig have stiftet bekendtskab med spot-en-traktor-legen, og vi ville ikke have været klar over, at et transportmiddel på maori hedder en “wonka”. Og med hensyn til det med newzealændere og picnic, så måbede alle kiwier, når vi fortalte, at de sidste dage af vores ophold skulle tilbringes med base i Auckland. ”Se, at komme væk derfra – det er jo en storby!”, udbrød de med gru i stemmen. Men efter ni dage i New Zealands fantastiske natur har vi det nu fint nok med at vende tilbage til ”civilisationen” igen.