Af Frank Juel Pedersen Foto: Frank Juel Pedersen og Anita Riis
Inden Kaptajn Jurinov og hans besætning byder os velkommen på krydstogtskibet Crucevita, tager vi med et meget mindre skib på et minicruise i Amsterdams kanaler – den bedste måde at se byen på. Dette er en forsmag på vores krydstogt på Rhinen, som starter her fra Amsterdam.
Amsterdams kanaler
Mange steder slås de mange bådselskaber om kunderne, så det er nemt at finde en bådafgang. Man får udleveret en audioguide, der fortæller om de seværdigheder, vi passerer undervejs. Mange flotte gamle smalle købmandshuse ligger ned til vandet. Byens huse hviler på gamle træpæle og appellerer til alle vore sanser. De er smalle, fordi man betalte skat af trappernes bredde, så derfor er mange indgange trange. Husene nærmest læner sig ud mod kanalen. Det skyldes, at man i gamle dage hejste varer op med reb, og for at godset ikke skulle ramle ind i bygningen, byggede man husene lidt skæve! Vi passerer blandt andre Anne Franks Hus, der ligger lige ned til kanalen på Westermarkt 20. Og vi passerer Rijksmuseet med de mange Rembrandtmalerier samt Westerkerk, hvor Rembrandt ligger begravet inde i selve kirken. De rigeste og mest berømte fik den ære, mens menigheden måtte døje med lugtgenerne derfra – det er der, udtrykket ”stinkende rig” kommer fra, og efter sigende også skikken med at lægge blomster på kisten. Et utal af broer passeres, der er over 1.200 af dem i hele storbyen. Fastliggende husbåde er der mange af, og der er så stor aktivitet på kanalerne, at bådene tit må vente på, at der bliver plads til at komme frem. Det siges i øvrigt, at de hollandske kanaler består af en tredjedel mudder, en tredjedel vand og en tredjedel gamle cykler! Der er dog stadig en hel del cykler tilbage på gaderne, og man skal se sig godt for, når de suser forbi - ofte helt uden tanke for færdselsreglerne.
Også vi ender med at suse afsted til vores krydstogtskib Crucevita, der ligger til kaj næsten lige over for det ”frække kvarter”, Red Light District, der ligger strategisk placeret tæt på kajerne, hvor sømænd fra hele verden lægger til.
Domkirkebyen Køln
Krydstogtskibet Crucevita er 105 meter langt og har plads til 110 passagerer i de 57 kahytter, der hver er på 12 kvadratmeter. Vi sejler med udsigt til grønt på begge sider og fuglefløjt fra trætoppene. Flodens vand er brunt, men dufter friskt, og på bredden står hist og her en fisker, der håber på bid. Nær Køln er der mange sandstrande og campingpladser helt ned til floden. Efter 18 broer, endnu flere sluser og knap 200 kilometers sejlads, ender vi i Køln, eller Cologne, som byen også kaldes, vores første destination i Tyskland.
På Obenmarspforten 21 ligger butikken Farina 1709, som sælger Eau de Cologne, duftevand og parfume. Butikkens historie går helt tilbage til 1709, og af væggenes udsmykning fremgår det, hvilke berømtheder der har frekventeret dette sted igennem årene. Blot for at nævne et par stykker: Mozart, Frederik VII, Napoleon Bonaparte, Beethoven, Oscar Wilde, Marlene Dietrich og Bill Clinton. Efter at have været i godt selskab - og nu også godt duftende, tager vi hen til den gotiske domkirke fra 1248, der med sine 157 meter høje dobbelttårne ikke er til at komme udenom. Har man lyst og gode ben, kan man tage de over 500 trin til toppen og nyde udsigten over byen. Kirken er på UNESCO´s verdensarvsliste og Tysklands mest besøgte attraktion, måske fordi man har relikvier (knoglerester) fra ”De Hellige tre Konger”, der opbevares i et flot sølvskrin. Fem minutters spadseretur herfra ligger Hohe Strasse, som byder på gode indkøbsmuligheder. Derefter bør man smage på en Kölsch, en lys og lidt bitter øl, som serveres i høje, tynde glas. Husk at lægge ølbrikken over glasset når du er færdig, ellers er tjeneren lynhurtig til at fylde glasset op igen. Dén skik er nemlig også en rigtig Kølnerspecialitet. Foretrækker man sød fast føde, kan man besøge Chokolademuseet, der ligger tæt ved kajen, hvor båden lægger til. Her er samlet maskiner og forme, som igennem tiden er brugt til fremstilling af chokolade. Der er gratis smagsprøver fra chokoladeproduktionen, og man kan også designe sin egen chokoladebar og få den med hjem, hvis den da holder så længe. Ved aftentide flyver store flokke af svaler lige hen mod dækket, hvor de så, i sidste øjeblik, skifter retning og suser hen mod træerne bag skibet for at søge aftenly. Grønne papegøjer flyver mere stille og roligt i deres søgen efter et godt overnatningstræ. Det er skønt at gå til køjs med fuglefløjt i ørerne.
Koblenz og Loreleiklippen
Vores ophold i Køln varer 7½ time, hvorefter skibet sejler videre mod Koblenz, hvor Moselfloden flyder ud i Rhinen på landtangen, Deutsches Eck, som er kendetegnet ved en 37 meter høj rytterstatue af Kejser Wilhelm I, der skuer ud over floderne. En noget mindre statue af en dreng, der spytter vand, når man træder ind i et fotocelleområde, kan man finde inde i byen. Den står på Willi-Hörter-Platz, omgivet af renæssance- og barokbygninger. Schängelbrünnen kaldes figuren, der symboliserer den rhinske livsstil med klogskab og hurtighed! På St. Florins plads kan man under tårnuret se et relief af et hoved, der ruller med øjnene for hvert timeslag. Og den røde tunge stikker ud hver halve og hele time. Et grumt minde om en henrettelse på pladsen i 1536, hvor røverbaronen Johann von Kobern siges at have rullet med øjnene og rakt tunge af tilskuerne til sin henrettelse. Det er ganske vist.
Efter et par timer fløjter skibet afgang mod den berømte Loreleistatue, der sidder neden for en 132 meter høj rå klippe ud til Rhinen. Ifølge sagnet forførte sirenen Lorelei sømændene med sin lokkende sang, så deres skibe gik på grund eller forliste. På dette sted slår floden knuder på sig selv, og strømhvirvler har gennem tiden været skyld i mange grundstødninger – eller, hvem ved, måske det i virkeligheden er Loreleis skyld! Crucevita er omgivet af vinmarker på begge sider, så langt øjet rækker. Nogle steder danner de et amfiteater, der smyger sig op ad bjergsiden. På bjergtoppene troner den ene smukke Walt Disney-agtige borg efter den anden; Sterrenberg, Wellmich og Rheinfels, blot for at nævne et par stykker.
Livet ombord på et krydstogtskib
Den østeuropæiske besætning gør meget for, at passagererne skal føle sig hjemme. Der serveres kaffe og kage om eftermiddagen, mens et enmandsorkester underholder med populærmusik. Desværre er der en af gæsterne, der selv synes, at han synger så fantastisk, at han skal bidrage til underholdningen, men synge og huske teksterne kan han ikke! Så er der invitation til et bankospil med flotte præmier. Motionscykler er der også til rådighed på soldækket, så man kan få rørt bentøjet lidt, mens man soler sig. De fleste gæster er i pensionsalderen, og mange har taget kortene med. Andre spiller backgammon, og et par spiller skak. Ved middagstid klokken 19 vågner pensionisterne op, og så går det over stok og sten for at komme først ind til herlighederne: Maden ombord spiller nemlig en stor rolle på et krydstogt. Fire retter og dagens suppe. En aften kom vi ned til middagsbordet, hvor glas, bestik, stofservietter, stole og tallerkner lå hulter til bulter. Det var pirataften og tjenerne var udklædte og barske at se på, med påmalede ar og sort klap for øjet.
Mannheim og Heidelberg
I løbet af sejladsen møder vi en masse langsomme lange flodpramme, der er tungt lastet med kul, grus og store containere. Floden er en arbejdsplads for mange firmaer og personel, og Mannheim er generelt en kedelig industriby. Så er universitetsbyen Heidelberg mere spændende at opleve. Heidelbergslottet på Schlosshof 1 er en pittoresk renæssanceruin, hvorfra der er en flot udsigt over byen. Det har været en fæstning bygget af røde sandsten, med tårne, kasematter og voldgrave, der går helt tilbage til 1200-tallet. Man kommer nemmest derop ved at benytte Bergbahn, som er et tandhjulstog. Bygningerne, vi ser i dag, stammer mest fra middelalderen. Krige og lyn har flere gange ødelagt slottet, men har dog ikke fået bugt med den gigantiske vintønde i slottets vinkælder. Den blev bygget under kurfyrsten Karl Theodor i 1751 og rummer mere end, hold nu fast, 220.000 liter vin! Det krævede tømmer fra 130 egetræer at bygge den otte meter lange og syv meter brede tønde, der stadig er fuldt funktionsdygtig. Tønden har dog kun været fyldt op et par gange. Forstå det, hvem der kan!
Strasbourg i Alsace, Frankrig
Efter en lang nats sejlads vågner vi op til en flod, der er blevet renere og grønnere at se på. Vi lægger til kaj ved Strasbourg, hvor Europa-Parlamentet holder til. Byens domkirke, Notre-Dame, er et mesterværk, bygget mellem 1176 og 1439. De smukke glasmosaikvinduer fortæller historien om Jesu liv og skabelsen. Kirken har også et astronomisk ur, hvor de 12 apostle, hver gang klokken er 12.30, drejer rundt på en skive og modtager Jesu velsignelse. På pladsen omkring kirken spejler cafeer, turister og smukke gamle huse sig i kanalen. Storkene har mange reder i byen, og det er et dejligt skue. Her på Grande Île ligger den gamle by beskyttet af indrammende kanaler. En byrundtur i båd er et must!
Basel i Schweiz
Efter en nats sejlads burde vi være i Basel om formiddagen, men på grund af reparationsarbejde på nogle sluser bliver det sen eftermiddag, før vi kommer igennem slusen og ind til byen.
Det ser ud, som om samtlige af byens indbyggere befinder sig på Kleinbasels to flodbredder, hvor de nyder aftensolen, indholdet af deres medbragte picnickurve eller en svømmetur i vandet. Basels Riviera lever helt op til sit ry. Fra centrum Marktplatz kan man besøge Café Schiesser, som siden 1870 blandt andet har serveret chokoladefigurer og lækre kager. Fortsætter man ad indkøbsgaden Frei Strasse, springer rådhuset fra 1513 i øjnene. Det kan man ikke undgå at lægge mærke til. Bygningens størrelse og den intense røde farve og guldspiret foroven er bare så smukt. Efter en god spadseretur langs Rhinpromenaden, når man Museum Jean Tinguely på Grenzacherstrasse 210. Kunstneren, der levede fra 1925 til 1991, er berømt for sine bevægelige jernskulpturer. Ti af dem fungerer også som springvand lige uden for museet. En vellykket kombination af Storm P og Robert Jacobsen.
Nu trænger vi til at få vand under fødderne igen, så vi tager tilbage til Crucevita for at tage afsked med skibet og besætningen efter den cirka 740 kilometer lange sejltur gennem fire lande. Turen er slut for denne gang.
