Vi tager på ekspeditionskrydstogt på det nye og topmoderne luksusskib Swan Hellenics Vega. Forude venter vilde naturoplevelser, møder med territoriale isbjørne og masser af is! Skønt ruten er fastlagt, er intet sikkert – her råder nemlig kun vejret og naturen.
Tekst: Christian Adamsen Fotos: Matías Cervilla, Swan Hellenic, Line Jerichow og Christian Adamsen
Swan Hellenic´s Vega er et nyt topmoderne luksus-ekspeditionsskib, som blot er ude på sin fjerde ekspedition. Skibet er indrettet med alle faciliteter fra udendørs minipool til fitnesscenter, spa, sauna, flere serveringssteder og poolbar. Det er Vega´s første ekspedition til Grønland.
Forude venter vilde naturoplevelser og masser af is. Skønt ruten er fastlagt, er intet sikkert. Vejret og specielt is situationen kan tvinge ekspeditionen til at ændre kurs undervejs. Vi forlader Reykjavik og sætter kurs mod øen Vigur.
Vejret er voldsomt i dag
De første zodiacs (gummibåde) sættes i søen, men må alle vende tilbage grundet for høje bølger. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at landsætte.
Et ekspeditionskrydstogt er på naturens præmisser og i dag er ingen undtagelse. Vi må opgive landsætning og fortsætte mod mere stille fjorde, inden turen går til Grønland.
Bare nyd det
Hele dagen til havs på vej fra Island til Grønland og vejret er voldsomt. Seks til otte meter høje bølger kommer mod skibet med op til 15 knob i timen, samme hastighed, som skibet sejler mod bølgerne.
Grundet de høje bølger, løftes stævnen ind imellem flere meter op i luften. Når den atter rammer havet med et knald, slynges skumsprøjt op over sjette dæk. Nogle gæster klarer uvejret bedre end andre, men alle kommer godt igennem.
Det mest bemærkelsesværdige er dog skibets næsten foruroligende stabilitet midt i uvejret, hvilket illustreres bedst ved de to vinglas jeg har stående på mit stuebord i kahytten. De bevæger sig overhovedet ikke de knap 24 timer uvejret står på. Alt på skibet bliver på sin plads og vidner om hvor sikkert et skib Vega er.
Ittoqqortoormitt
Vi er nu inde i Grønlands største fjordsystem og besøger den øde landsby Ittoqqortoormitt i det Østlige Grønland.
En by med cirka 500 indbyggere og en dansk politibetjent, som er udstationeret for syv måneder ad gangen. De amerikanske gæster ombord på ekspeditionsskibet, er i særdeleshed glade for den danske betjent, fordi han stempler deres pas med et grønlandsk stempel.
Vi tager en vandretur rundt i landsbyen og to grønlandske drenge ser os og løber efter os med et kæmpe smil og en Red Bull til hver af os. Jeg forsøger at gå i dialog med de friske knægte, men ingen af os taler hinandens sprog, så vi forsøger så godt vi kan at gestikulere ”tak” men ”nej tak”.
På vej rundt i byen ser jeg to isbjørne skind, som hænger til tørre. En lokal jæger fortæller mig at han havde fundet de to unge hanisbjørne døde af sult.
Jeg bliver lidt overrasket og spørger ind til hvad det skyldes, hvor til han forklarer: ”Det er en kombination af at deres mor ikke har trænet dem godt nok i jagt, og at de områder, som de har jaget i, har været indtaget af en større han isbjørn, som har jaget dem væk fra sit område”. Han forklarer desuden at han havde fundet de to isbjørne ved sin jagthytte. Den ene var faldet om lige udenfor hytten, mens den anden havde klaret sig indenfor, blot for at opdage at der intet spiseligt var, hvorefter den også faldt død om.
Vi fortsætter vandreturen rundt i og omkring byen på et par timer, inden turen atter går tilbage til skibet.
Prins Henrik
Før vi kan gå i land på danskerøen (Ujuaakajiip Nunaa), sender Swan Hellenic Vega, tre gummibåde afsted med spejdere.
Øen er kendt for at have en territoriel isbjørn boende og som bekendt kan det være ekstremt farligt. Spejderne går i land og deler sig i tre mindre hold, som går i gang med at undersøge øen.
Et hold går mod vest, et mod nord og et mod øst, da isbjørnen dukker op. En stor han på seks år. Man kan læse en isbjørns alder på størrelsen af den og dens ører. Jo ældre den bliver, jo mere hænger ørene.
Isbjørnen er meget territoriel. Det her er dens ø og den markerer det tydeligt overfor spejderne ved nærmest at danse sig tættere og tættere på dem. En af spejderne fyrer et nødblus af, for at skræmme isbjørnen, men den fortsætter sin dans uanfægtet.
Den er nu så tæt på spejderne at en beslutning skal tages. Enten skyder de den eller også stormer de mod bådene. De stormer selvfølgelig mod bådene det bedste de har lært, kun for at iagttage at isbjørnen sætter efter dem, efter gummibådene og ud i vandet det bedste den har lært.
Føreren af gummibåden giver den maks. gas og sejler sikkert væk fra isbjørnen og alle vender sikkert tilbage til skibet, men der er ingen udflugter til danskerøen i dag. Hensynet til naturen og sikkerheden kommer i første række.
Det her er isbjørnens domæne og der er intet vi hverken kan eller vil gøre ved det.
Tilbage efterstår at få navngivet isbjørnen. De lokale kalder den for ”Den store dansker”, fordi den oftest holder til på danskerøen, men et par vittige gæster mener at den skal hedde Prins Henrik, fordi den bevæger sig uanfægtet i sin verden, uanset hvor mange mennesker der glor på den.
Godmorgen Grønland
Det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at blive i dårligt humør, når Grønland siger: "God morgen".
Vi er i Sydfjord (Nertivit Kangersivat) og har netop passeret en af verdens største gletsjere.
Nu stikker vi kursen mod Kong Oscars Fjord, og derefter fortsætter ekspeditionsskibet mod Island i overmorgen.
Landing i Flemming Fjord
Denne fjord blev navngivet "Fleming Inlet" af den britiske opdagelsesrejsende William Scoresby (1789 – 1857) efter den skotske professor John Fleming (1785–1857). Scoresby antog, at denne fjord var i forbindelse med "Hall Inlet" (Hall Bredning) mod syd.
Efter mere end et århundrede blev denne fjord endelig ordentligt udforsket og kortlagt af den danske arktiske opdagelsesrejsende Georg Carl Amdrup under den treårige ekspedition til Østgrønland (Treårsekspeditionen1931–1934). Selvom Amdrups undersøgelse viste, at det var en fjord, blev navnet "Fleming Inlet" fortsat brugt på kort i mange år.
En lille overvintringsstation blev bygget i 1934 på østsiden af Fleming Fjord nær Cape Brown ved udmundingen af Vimmelskaftet-dalen under den treårige ekspedition til Østgrønland.
En norsk jagthytte blev bygget i 1954 på nordsiden af fjorden 10 km (6,2 mi) SV for Kap Biot, på tidspunktet for Hermann Andresens ekspedition. En anden blev bygget i nærheden i 1955 af Otto Lapstun, som havde flyttet den fra den nærliggende Nathorst Fjord.
Landing i Carlsberg Fjord
Anden landing denne dag foregår i Carlsberg Fjord, som først blev opdaget af den britiske opdagelsesrejsende William Scoresby (1789 – 1857), som antog, at den var forbundet med Hurry Inlet mod syd.
Den blev senere ordentligt undersøgt og kortlagt af den danske arktiske opdagelsesrejsende Georg Carl Amdrup under Carlsbergfondets Ekspedition til Østgrønland (Carlsbergfondet Expedition til Ost-Gronland) i 1898-1900. Amdrup opkaldte fjorden efter Carlsbergfondet.
Carlsberg Fjord markerede den sydlige grænse for Erik den Rødes Land under konflikten med Norge i 1931–1933.
Det grønlandske navn Kangerterajitta Itterterilaq blev registreret i 1955 af Geodætisk Institut med henvisning til fjordens og Hurry Inlets relative position mod syd.
Seydisfjördur
Efter en behagelig tur tilbage til Island lander vi i Seydisfjördur i Island.
Byen har 676 indbyggere og tager i mod 60 – 70.000 gæster om året. Man kunne således foranlediges til at tro, at der er fyldt op med fast-food, iskiosker og souvenirbutikker, men nej.
Seydisfjördur er som en fjern ønskedrøm, man aldrig er kommet helt tæt på. Naturen er billedskøn, stilheden har fået første ret, arkitekturen er sødmefyldt og specielt den lille lyseblå kirke er utroligt charmerende. Indbyggerne tager godt imod gæsterne og da jeg erfarer at der skal holdes bryllup i byen og kommenterer det med ordene: ”Bryllupper er bare de bedste fester”, bliver jeg straks inviteret med.
Læg dertil at byen har en fænomenal restaurant og flyttekasserne bliver atter fundet frem.
Vi ved godt at det er all-inclusive ombord på skibet, men vi vælger heldigvis at spendere lidt penge på en god gastronomisk oplevelse.
På det tre-stjernede Hotel Aldan huser Chefkokken, Dominique, som har arbejdet på Michelinstjerne restauranter på fastlandet, men han og hans team har heldigvis slået rødder i det islandske og serverer fantastisk gastronomi til en meget overkommelig pris.
Efter frokosten tager vi på en 3 timers vandretur forbi en stribe af vandfald, som ingen ende synes at tage. Vandreturen foregår i let terræn med mindre stigninger og med markerede stier, som gør det forholdsvis let at gå de 20.000 skridt, i særdeleshed efter en god frokost.
Vi har blot en dag mere i Island inden vi atter lander i Reykjavik og sætter kursen mod København.
Forunderligt hvordan 14 dage passerer hurtigt når man er i godt selskab, men vi skal desværre vinke farvel til dronningen over ekspeditionskrydstogterne.