Hop ned til hovedindholdet

Destination: Oversøiske rejsemål

Jorden rundt på strandferie

10 smukke strande

Når ferien står på afslapning, er der ikke noget bedre end sol, sand og vand – at læne sig tilbage og få kulør på kroppen til lyden af bølgeslag. Men der er stor forskel på alverdens strande, der domineres af alt fra discorytmer og masseturisme til uspoleret idyl. Hvis man vil koble helt fra, findes der strandperler rundt omkring i verden – her giver vi dig 10 bud på de mest paradisiske, idylliske og uberørte strande i verden.  

Tekst: Mikkel Ais Andersen

Kendwa Beach, Zanzibar

Kendwa Beach på Zanzibar opfylder alle strandkriterier. Den brede strand består af snehvidt sand, så blødt, at fødderne synker i til anklerne.

Derfor er den smukke strand også fantastisk at dase på, mens kroppen brunes i den afrikanske sol, og tankerne tager på flugt ud over de omkringliggende små øer.

Havet ved Kendwa Beach repræsenterer farveskalaen fra turkisgrønt til en mørk dybblå på en meget kort distance.

Efter blot et par enkelte svømmetag kan man ikke bunde, så stranden er også et ideelt sted at snorkle. 

Et undervands-univers af farvestrålende små fisk møder den nysgerrige strandgæst, når man udforsker havet iført snorkel og dykkermaske.

Belle Mare, Mauritius

"Gud skabte Mauritius og derefter himlen som et spejlbillede heraf”. Sådan beskrev Mark Twain denne perle i det Indiske Ocean, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Mauritius er alt, hvad man kan ønske sig af en paradisø. De hvide strande omkranses af grønligt hav, der får et unikt farvestrålende skær fra det enorme, underliggende koralrev.

På Mauritius er mange strande privatejede og forbeholdt gæsterne på de strandressorts, der ligger ved stranden, men der findes dog også få strande, der er offentligt tilgængelige. Den to kilometer lange Belle Mare strand på østkysten er absolut øens smukkeste. Fra palmerne ved strandkanten strækker den sig langt ned mod vandet i bugten og er beskyttet af et koralrev hele vejen rundt.

Stranden er offentligt tilgængelig, men benyttes mest af gæsterne på de paladsagtige strandressorts, der stort set ligger på selve stranden.

Belle Mare på Mauritius er absolut en feinschmecker-strand.    

Bora Bora, Fransk Polynesien

På den anden side af jorden ligger Bora Bora, som er alt det, vi normalt forbinder med paradis.

Rammerne består af enorme koralrev, pulversand, svajende palmer og turkisgrønt hav – måske en drømagtig kliché, men drømmen brister ikke på Bora Bora. Man må næsten knibe sig i armen, når lokalbefolkningen byder velkommen til paradisøen med sang og blomsterflet i håret og ditto kranse, man selv får hængt om halsen.

På Bora Bora er der mulighed for at bo i bungalows på stranden eller overdådige luksushytter hvilende på pæle i havet, så der er direkte adgang til lagunen, som man kan udforske i kano eller bare med maske, finner og snorkel. Ellers er der også rig mulighed for at snorkle og dykke rundt om det farvestrålende koralrev.   

Anse Lazio, Seychellerne

Anse Lazio på Seychellerne kan med rette kalde sig for bountystrand, for det er nemlig her de berømte bountyreklamer er optaget. Den smukke kulisse er indrammet af store granitklipper i begge ender, som giver en følelse af at være isoleret og afskåret fra omverden. Og de mange kokospalmer bidrager blot til indtrykket af at være med i en reklamefilm.

Hvis man vil være helt afskåret fra omverden, findes der små bugter mellem granitklipperne i den vestlige ende af stranden, som de færreste kender til. Her kan du hvile ud i din helt egen lagune. 

Anze Lazio er flere gange blevet kåret til verdens bedste strand, og vandet omkring er indrammet af et koralrev, der giver gode muligheder for at gå på undervands-eventyr i det naturskønne hav.

White Beach, Filippinerne

White Beach på Filippinerne lever absolut op til sit navn. Den fem kilometer lange strand er overstrøet med kridhvidt sand, som får stranden til at skinne og glimte i solen.

White Beach ligger på den lille tropiske ø Boracay Island, der kun er syv kilometer lang. Den ligger en times flyvning fra Manila, og den er endnu ikke blevet overrendt af turister i hobetal. Så der er ingen store betonkomplekser på øen, i stedet er den fyldt med bambushytter og små charmerende hoteller, der ligger helt ned til stranden.

De, som savner de uopdagede strande, som man kendte dem fra Thailand for 15 år siden, kan med stor fordel besøge White Beach, hvor man kan man nyde fred, ro og bølgeskvulp og besøge de små lokale restauranter, der ligger lige ved stranden.

 

Fraser Island, Australien

Fraser Island i Australien, hvis oprindelige navn er K'gari, er verdens største sandø, men ikke en ørken som andre sandøer. Derimod har øen en særpræget natur af regnskov med et rigt dyreliv. Blandt andet er øen det eneste sted i verden, hvor dingoer stadig lever frit. Den smukke natur og det specielle dyreliv på Fraser Island kan opleves på nært hold i firehjulstrækker rundt på øen, hvor man kan overnatte i telt.

Fraser Island har en smuk strand, men øen fortjener et besøg for andet end den. Faktisk anbefales det ikke at bade i havet, eftersom dette farvand er ynglested for tigerhajer. Til gengæld kan der bades i de omkring 40 krystalklare ferskvandssøer, der er omgivet af hvide sandklitter, og her er ingen skarpe sten, for øen består udelukkende af sand, og sandet er så fint, at man kan rense sine smykker i det.

På stranden ligger i øvrigt flere skibsvrag, som også kan udforskes, og det er ikke uden grund, at Fraser Island figurerer på Unescos liste over bevaringsværdig verdensnaturarv.

Ao Nang Beach, Thailand

Har man sagt strand, må man også sige Thailand. Landet, der byder på nogle af verdens bedste og smukkeste strande, er over de sidste årtier blevet opdaget af alverdens strandhungrende badegæster. Der findes dog stadig strande, som ikke er ligeså overrendt som den spanske solkyst i skoleferien.

Den fredelige Ao Nang Beach ligger på den thailandske vestkyst 17 kilometer fra Krabi. Stranden deler sig i en tange – et spektakulært særsyn, der skaber surrealistisk smukke omgivelser for solbadningen, og herudover er der udsigt til de mange små, ubeboede øer af kalkstensformationer, der pryder horisonten. Hvis man får lyst til eventyr, er der bådture fra stranden ud omkring de små øer, og komplet afsidesliggende strande som Railey Beach og Phra Nang er også blot en bådtur væk. Her kan man være helt privat under sine badeture i det klare vand.

Når turen går til de thailandske strande, bør Ao Nang Beach bestemt ikke misses.

Unawatuna, Sri Lanka

Sri Lanka hænger som en dråbe under Indien og kaldes derfor også Indiens tåre. Der er dog ikke noget at græde over i dette tropeparadis med masser af brede og utroligt rene strande.

Den bedste strand med smukkeste strandpromenade på øen er dog uden tvivl Unawatuna ved Sri Lankas sydspids.

Dens gyldne sand strækker sig hele bugten rundt og indbyder til slentreture langs stranden eller bare afslapning i palmernes skygge.

Faktisk er her ikke meget andet at foretage sig på Unawatuna, så der er ingen grund til dårlig samvittighed over, at dagene tager hinanden på stranden, hvor man ingenting foretager sig.

Efter en ferie på Unawatuna er krop og sind i total hvile.

 

 

Kunfunadhoo, Maldiverne

Maldiverne i Stillehavet består af 1190 koraløer og -skær spredt over et areal på 300 km2. Intet sted stiger nogen af øerne mere end tre meter over havoverfladen – bortset fra kokospalmerne, som der i øvrigt er mange af.

Maldiverne er spækket med øde strande, hvor mulighederne for at slappe fuldstændig af i komplet stilhed er mange. En af de bedste strande ligger på Kunfunadhoo øen, som er en af de større i øgruppen. Den er 1400 meter lang og 400 meter bred, og al transport på øen foregår i lydløse elbiler for at bibeholde den meditative stilhed og lyden af bølgerne.

Øgruppen byder ud over sine fabelagtige strande også på et omkringliggende hav med en rig fauna, som gør det til et yndet dykkersted.

Maldiverne er udelukkende for dem, som søger total afslapning, for der er ikke meget andet at give sig til.

Tulum, Mexico

Tulum-stranden i Mexico er opkaldt efter de gamle mayaruiner ved Tulum. Templet ligger majestætisk på en klippetop ud over det lyseblå caribiske hav og troner over Tulum-stranden.

Stranden er ikke så bred, så der er ikke langt fra hængekøjen i bungalowen ned til vandkanten, når en frisk dukkert skal køle kroppen ned i varmen. Til gengæld strækker Tulum sig over 10 kilometer, så der er masser af strand at udforske.

Selvom Tulum uden tvivl er Mexicos bedste strand, er her meget få turister i forhold til rivieraen længere nordpå. Så på Tulum kan man i fred og ro nyde den eksotiske idyl uden selskab af masseturismen.