Skistedet Trysil i den østlige del af Norge er både oplagt til familieture og romantiske ’getaways’. På vores familie- og vennetur dertil oplever jeg lidt af hvert – blandt andet får jeg provokeret dødsangsten, udsat kroppen for ekstreme temperaturer og reduceret stressniveauet. Det er minder for livet.
Foto og tekst af Ronnie Fridthjof
Min hjerne skriger. Min krop ryster. Mit blod strømmer fra de ydre kropsdele og ind til de indre vitale organer. Min krop er gået i overlevelsesmode få sekunder efter, at jeg er hoppet ned i et hul i isen midt i den norske elv Trysilelven. Jeg er ikke vinterbader, og jeg har på ingen måde trænet op til dette gys -– og alligevel har jeg frivilligt gjort det. Hvorfor!? Det vender jeg tilbage til, for turen begynder et helt andet sted… Jeg er ude at køre bil og ser et skilt, hvor der står, at SAS nu flyver til Sälen. Det bringer gode minder frem om første gang, jeg som 9-årig lærte at stå på ski ved netop denne svenske skidestination. Nu er mine egne børn 5, 8 og 9 år, så nu skal det være! Jeg holder ind til siden og booker billetter med det samme.
Min kone Mias reaktion er ikke helt den samme, som da jeg en nat, mens hun sov, bookede billetter til Maldiverne. Langtfra. Men jeg forsøger at friste med ordene “hyggehytte”, varm kakao og kortspil, og så lader vi ellers sagen ligge… lidt for længe. For først tre uger inden vi skal afsted, kommer jeg i tanke om, at jeg jo også skal have booket en “hyggehytte”, og at man skal være ude i god tid, hvis man vil have noget bestemt – særligt i skolernes vinterferie. Det viser sig, at der slet ingen hytter er ved Sälen – kun ved Trysil. ”Det ligger jo ikke engang i Sverige,” tænker jeg. Men jeg kan hurtigt se, at det faktisk ligger i samme afstand fra Scandinavian Mountains Airport som Sälen, selvom det er i Norge. Hytten i Trysil ser fin ud og kan huse to familier. ”Fedt! Så kan vi også tage nogle venner med. Alt skal nok blive godt,” tænker jeg uvidende om, hvad der venter mig. Tre uger senere er vi afsted.
Langt fra civilisationen
Jo længere, jeg er kommet op i Norge, desto mere sne er der på vejene. Vores “Onkel Allan” har overtaget min flybillet, og jeg har fået “æren” af at køre bilen fyldt med madvarer op til hytten og hente familien i lufthavnen.
Det er tæt på midnat. Jeg kører i det, der føles som intetheden. GPS’en viser, at jeg skal dreje fra landevejen. Jeg kan knap se den vej, jeg skal dreje ind på, før jeg kommer helt tæt på. Der har helt sikkert været en markvej engang, men nu er der kun sne, og dét i mængder jeg ikke kan huske at have set før i mit 46 år unge liv -– ud over på film. Det er på én gang romantisk og angstprovokerende. Jeg sætter Chris Reas “Driving home for Christmas” på og prøver at tage det som en oplevelse. Teslaens firehjulstræk og vinterdæk klarer også opgaven, og efter 500 meter kommer jeg frem til den smukke hytte. Da jeg træder ud af bilen, går det op for mig, hvor langt jeg er fra civilisationen. Der er fuldkommen RO. Stilhed. Lige indtil…
Kaos er også en slags orden
Dagen efter er alt fortsat i bedste orden – hvis altså kaos er en slags orden. Voksne og børn render rundt mellem hinanden for at finde varme sokker og langt undertøj. Børnene, der aldrig har prøvet at have lag-på-lag på, er ved at gå ud af deres gode skind – helt bogstaveligt, for de trækker alt tøjet af igen. Jeg kigger på min ven David, og han lader sig knapt påvirke af situationen. ”Hvor får han dog den indre ro fra?”, tænker jeg. Svaret herpå får jeg senere på ugen. Selv finder jeg en smule ro i soveværelset, hvor skiltet med “Slapp av, du er på hytta” på hypnotisk vis bringer et smil frem på læben.
Snemanden “Valle” redder dagen
Trysil er et af Norges største skiområder, som bliver besøgt af flere end 50.000 danskere om året. Det er især populært blandt børnefamilier, og det forstår jeg godt. For da vi omsider alle er kommet i tøjet og står i skiudlejningen på Trysilfjellet, kører det hele problemfrit. Ski, støvler og skistave er allerede fundet frem, da vi kommer, for vi har forinden sendt en mail til skiudlejningen om vores størrelser. På under 10 minutter er vi alle klar.
Det er børnenes første skiferie, så de er nervøse og spændte. Vi har i forvejen booket privatundervisning hos Trysil-guiderne, så børnene kan få en god start. Det viser sig at være en rigtig god beslutning. Børnene, især de ældste, får hurtigt styr på ploven og fart i skiene. Den yngste på 5 år glemmer hurtigt det “farlige”, når hun er på den mindste børneskibakke med slalomskilte formet som Trysils børnevaremærke, Snemanden “Valle”. Ham har de mindste en fest med at møde og stå på ski med, mens de voksne får et roligt øjeblik for sig selv.
Trysil er som sagt et oplagt familiested, men jeg gad også godt tage herop på en romantisk forlænget skiweekend eller tur kun med vennerne. Naturen er noget for sig, og pisterne er i top selv for den øvede. Jeg har aldrig helt forstået den kritik, der er af de nordiske skisportssteder i forhold til Frankrig og Østrig. I Trysil er der for eksempel 66 pister, hvoraf de 28 er til øvede eller avancerede løbere, og den længste piste er 5,4 kilometer!
Så på en uge keder man sig bestemt ikke, uanset niveau. Og hvis man vil prøve et andet stort skiområde, er Sälen, selvom det er i et andet land, kun en kort køretur væk. Faktisk virker liftkortet i Trysil også til bakker i Sälen, fordi det hele er under paraplyen SKISTAR, der ejer mange skisportssteder i Sverige og Norge.
Bedst er pauserne
Der er en klar opdeling af skifolket: Der er dem, der står op kl. 6 for at være de første på pisterne, og de sidste, der vender hjem. Og så er der dem, som min familie og jeg, der kommer dryssende, når solens varme stråler skinner smukt over det hvidklædte landskab.
En skiferie handler for os mest om andet end ski. For selvom ski er sjovt, er det bedste ved en skiferie for os pauserne: Dét at nyde den smukke udsigt fra liften, at drikke varm kakao og spise pandekager på fjeldet i skitøj, at nyde den hjemmelavede mad og en billig flaske vin i hytten. Eller at få pudset brætspillene af og spille kort, tænde pejsen og bare snakke, bygge en snehule med børnene, kælke og være så heldig at opleve nordlyset danse over himlen. Dét er for alvor magisk, og Tysil leverer fra øverste hylde på alle parametre! Det er barndoms-, ungdoms- og voksenminder for livet.
Indre ro gennem vejrtrækning
Vi rejser med vores venner David Owe og Marie Askehave og deres børn. David er som sagt god til det med at bevare roen – selv i de mest kaotiske situationer. Og hvis der er noget, der stresser ham, går han ”ind i det”, som han siger, frem for at prøve at undgå det. Som da han for nylig i et TV-program blev udsat for koldt vand over længere tid og fandt ud af, at han havde meget svært ved at håndtere den situation. I stedet for at undgå koldt vand fremover, tager manden nu et kursus med Wim Hof, der er kendt for at kunne udstå enorm kulde. På dette kursus skal man blandt andet stå i 0 grader koldt rindende vand ved et vandfald i over 10 minutter. Vi er alle meget nysgerrige, da David fortæller om nogle af teknikkerne til at klare kulden – teknikker der især involverer vejrtrækningsøvelser. Og før vi ved af det, tilbyder David at give os et minikursus med vejrtrækningsøvelser. Altså efter at han selv lige har gået et par kilometers “coldwalk” i den omkringliggende natur -– vel og mærke i intet andet end boksershorts og vandresko! Manden er for vild!
Fremprovokering af dødsangst
At lære at trække vejret lyder måske helt skørt. Den mest naturlige refleks bør man vel ikke skulle lære?? Men det skal vi, for som David forklarer det, kan vi med disse åndedrætsøvelser øge vores søvnkvalitet, reducere stress og forbedre vores generelle niveau for sundhed og velvære. Ydermere kan vi ved at holde vejret provokere vores dødsangst, hvilket gør os bedre til at tackle stressende situationer. ”Hvor skriver man under?”, tænker jeg, og straks er jeg midt i en nervepirrende øvelse; pludselig trækker jeg ikke længere vejret.
Inden da giver David os et tæppe og beder os lægge os på gulvet. Vi skal lukke øjnene, og han begynder at tale til os. Helt afslappet instruerer han vores tanker og får os helt ned i gear samtidig med, at vi skal tage nogle dybe indåndinger og holde vejret. Nogle gange hurtigt, andre gange langsomt. Vi tager en masse dybe indåndinger, så lungerne fyldes til bristepunktet og giver meget mere ilt til hjernen, end jeg er vant til. Jeg kan mærke, at jeg, i takt med at blodet iltes, langsomt giver slip. Jeg føler min krop begynder at svæve. Det starter i fingrene, som en kilden, og langsomt bevæger det sig til resten af kroppen. Jeg bliver decideret høj af det, på en måde som alkohol aldrig har fået mig til at føle. Det føles nærmere som at have taget lattergas, eller som jeg forestiller mig, at det er at være på svampe. Alt flyder sammen. Krop og sind. Det er en virkelig behagelig fornemmelse. Hvad jeg også helt har glemt er, at jeg ikke længere trækker vejret. David har bedt os om at holde det. Og da han siger, at nu må vi gerne trække vejret igen, er der gået 2,5 minut uden, at jeg har tænkt over, at jeg savnede luft, fordi tiden er “smeltet”. Det er i den grad en “ud af kroppen oplevelse” på den gode måde.
”Det skal jo gøre lidt ondt”
Efter denne oplevelse får jeg blod på tanden, så jeg fortæller David, at jeg gerne vil være med til at isbade en dag. Jeg når ikke at sige mere, før han tager mig på ordet og spørger, om vi så ikke bare skal finde et godt sted at vinterbade med det samme? Jeg griner lidt nervøst og siger, at jeg jo ikke har trænet op til det, mens jeg mærker angsten brede sig i kroppen. Det mener David ikke er noget problem, og nu har jeg jo overlevet vejrtrækningsøvelserne, så mon ikke det andet også nok skal gå?, siger han. “Det skal jo gøre lidt ondt, Ronnie”.
Isbadning har ifølge ham samme effekt som vejrtrækningsøvelsen, hvor vi holdt vejret. Kroppen skal lære, at den ultimative stress-situation, hvor man faktisk kan dø, hvis ikke det var en styret øvelse, er okay.
Denne øvelse gør angiveligt, at kroppen ikke reagerer med samme stressniveau, når vi møder en væsentligt mindre farlig situation på jobbet eller derhjemme. Det lyder jo alt sammen glimrende, meen… Inden jeg får sagt mere, er David i gang med at finde et sted til isbadning. Igennem Skistars søde personale, får vi kontakt til en gruppe mennesker, der vinterbader i en flod, der strømmer igennem Trysil: Trysilelven.
(Is)kolde fødder
Vi kan ikke komme på det tidspunkt, hvor de lokale normalt bader, men de har instrueret os i, hvor det hul, de har lavet til formålet, er. De borer jævnligt ud i isen, så der er et hul på 1x1 meter, man kan bade i… midt i floden!
Da vi ankommer i bil, kan vi ikke se nogen flod. Vi forcerer en skråning, og da kan vi se konturen af den snurrede elv – dækket fuldstændig i sne, og hvad man må antage er metertyk is. Et vidunderligt og smukt syn! Men hvor er hullet? Vi får øje på en lille sti længere nede, som lader til at gå ud i ingenting.
Stien leder dog ud til et lille hul midt i isen. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, jeg har rodet mig ud i. Jeg begynder at tænke over alt det, der kan gå galt, og hvilken undskyldning, jeg kan komme med, for ikke at skulle ned i det hul.
David køber ikke mit første forsøg på at sige, at det da er farligt, hvis man ryger ind under isen. Han konstaterer hurtigt, at der ikke er nogen strøm… og han skal nok prøve først, siger han. Som sagt så gjort. 15 sekunder senere har han smidt tøjet og laver nogle vejrtrækningsøvelser, inden han hopper i. Det ser så nemt ud. Samtidig kan jeg godt se, at han er fokuseret, da han sænker kroppen helt ned, så det kun er hovedet, der stikker op. Der sidder han i et par minutter, og da han kommer op af vandet, er det i en stor glædespositur. Sikke en energi!
”Overlever jeg det her?”
Så er det min tur. Jeg begynder at trække vejret, prøver at samle tankerne. David beroliger mig og siger, at det ikke bliver noget problem. Jeg er på dette tidspunkt på vej ind i mig selv. Jeg tænker nu ikke på andet end, at jeg vil ned i det vand hurtigt. ”Det skal nok gå. Træk vejret. Det skal nok gå. Dyb indånding,” siger David i baggrunden.
Fra jeg lader foden bryde vandoverfladen, til jeg har brystkassen nede i vandet, går der højest 3 sekunder. Jeg mærker ikke først, hvor koldt vandet er. Men SÅ… er det IKKE sjovt. Det gør ondt overalt. Jeg skal virkelig fokusere på at trække vejret og ikke gå i panik. Jeg tænker kun på min vejrtrækning. Min hjerne skriger ”KOM OP!”. Min krop ryster. Mit blod strømmer fra de ydre kropsdele og ind til de indre vitale organer. Min krop er gået i overlevelsesmode. Davids stemme hører jeg knap, men jeg ænser, at han hele tiden minder mig om at trække vejret og slappe af. Det lykkes til sidst at “slappe af” – så meget som jeg nu kan i denne situation. Jeg begynder at mærke samme ro som ved vejrtrækningsøvelserne. Det er stadigt meget koldt, men jeg er ikke længere ængstelig eller bange for situationen, og nu gør det ikke længere ondt. I et kort øjeblik nyder jeg det faktisk. Lige indtil jeg begynder at mærke, hvad der må være en begyndende krampe. Jeg skal op, inden det er for sent. Jeg siger til David, at jeg ærgrer mig over, at jeg kun kunne klare 10 sekunder i vandet. Han smiler: ”Du var dernede i over 1 minut!?”.
Det giver ikke mening for mig. Jeg føler, at jeg var i vandet i meget kort tid, men jeg bliver stolt. Varmen kommer lige så stille tilbage til kroppen og fylder mig med energi. En følelse, der er næsten lige så intens, som da jeg gik ned i vandet. Wow en oplevelse!
På gensyn!
Dagen efter kan jeg mærke, at oplevelsen har sat sig. Om det er indbildning eller ej, så føler jeg, at jeg slapper mere af, selv når mine små piger eksploderer omkring mig i skiliften. Nu forstår jeg bedre, hvor David har sin ro fra, og det er derfor absolut ikke sidste gang, jeg hopper i det kolde vand… eller besøger Trysil. For sikke et sted og sikke nogle minder!