Filippinerne

Indbegrebet af eventyr er at forlade kysten i filippinske træbåde. Turen går til kridhvide øer omringet af turkisblåt vand i det åbne hav, og herude findes unikke overnatningsmuligheder, der sætter tiden i stå.

Tekst & foto: Cathrine Marie Nørgaard

En tuk-tuk dytter længere fremme. Hjulene hvirvler sand op, når chaufføren kører ind mellem de andre knallerter. Når man ankommer til Coron, er det let at føle sig overvældet af ivrige køretøjer, der navigerer i forhold til tilsyneladende ikke-eksisterende færdselsregler. Når man bevæger sig rundt i byen til fods, som vi gør nu, skal man holde øjnene åbne. Der er intet fortov, og der er køretøjer overalt. 

Men på havnen er der mere stille. Det er ikke mere end et par timer siden, at min kæreste og jeg forlod den store færge, som bragte os fra Filippinernes hovedstad, Manila, til øen Coron. Sejlturen varede omkring 12 timer, og vi fik kun få timers søvn. Derfor har vi heller intet andet mål i dag end at undersøge byen lidt nærmere.

To mænd på en knallert stopper op ved siden af os. De spørger, om vi er på udkig efter en bådtur, og vi siger ja, selvom det egentlig ikke skal være nu. De giver os en pris, og vi regner lidt på det, før vi takker nej, og de kører væk. Der går dog ikke lang tid, før de er tilbage med et nyt tilbud. 5000 pesos (omkring 650 kr.) Det er et godt tilbud, og det kan vi ikke afslå.

Og før vi har fået set os om, sætter mændene gang i forberedelserne. Selv er vi langt fra forberedte. Vores håndklæder ligger på hotelværelset, men vi har dog badetøj på under tøjet, og vi går rundt med alle vores mest nødvendige ting - solcreme, kamera og penge - i en vandtæt taske. Filippinerne er trods alt et ø-rige, og når man konstant er omgivet af vand, er det rart at vide, at ens ting er godt beskyttet.

”You want food?” spørger de. Sådan en bådtur kan tage mange timer, så vi takker ja, og den yngste af mændene tager os med på markedet, der ligger på havnen. Han peger på en fisk, vi nikker, han finder tilbehør dertil, hvidløg, chili, grøntsager og madolie. Lugtene konkurrerer med hinanden under presenningerne, og det er de friskfangede fisk, der dominerer. Da manden er færdig med at finde det, han skal bruge, følger vi ham hen til en lang båd bygget i træ. Her sidder to andre mænd, og de rækker os redningsveste. Det er påkrævet herinde ved land, siger de, og så får de med lidt besvær skubbet sig vej igennem horden af lignende både, som vipper dovent side om side ved havnekanten.

PRIVAT BÅDTUR

Først da de er fri for de andre både, starter de motoren. Mændene har foreslået os en rute, og vi har ingen indvendinger. Vi kender ikke til mulighederne i området, selvom vi ved, der er meget at komme efter. Ø-hop er en ganske populær aktivitet i Filippinerne, der består af flere end 7.000 øer. Hvor end man går, bliver man bombarderet med reklamer, der tilbyder gruppeture til de mest populære øer i området. Fordelen ved at hoppe med på ét af disse tilbud er, at det er en meget billig måde at besøge øerne på. Ulempen er, at der er overrendt af turister. Derfor vidste vi på forhånd, at vi gerne ville betale lidt ekstra for en privat sejltur. Et gæt vil være, at prisen for en privat bådtur er omkring tre gange så dyr per person, som hvis man vælger en gruppeløsning. Men som vi også erfarer, kan det betale sig at prutte om prisen. Og så er der noget helt særligt ved at kunne sidde for sig selv på båden, kravle ud på stævnen og nyde udsigten med vind i håret.

Mændene stopper båden ved Kayangan Lake, også kaldet Blue Lagoon. De kaster anker og lader os tage en gåtur op ad en lang række trapper. I 30 grader giver det hurtigt sved på panden, men så er det heldigt, at Kayangan Lake venter på den anden side af bakken. Vandet har en dejlig temperatur, selv for mig, der ellers har ry for at være en kende kuldskær. Vi giver os selv lov til at flyde rundt her omgivet af klipper. Der er en særlig ro, og jeg bruger den til at få det ind i mit hoved, hvor jeg er. Det er lidt svært at forstå, at man kan være så heldig at have råd til en oplevelse som denne, der i alle henseender må betegnes som en luksus.

Ligesom alle andre turister stopper vi op på vejen tilbage for at få taget et billede med lagunen som baggrund. Herfra kan man se turkisblå vand og det omgivende, frodige landskab samt de mange filippinske både, der ligger for anker, mens de venter på deres passagerer, som er sluppet løs på den lille ø. Bådene kaldes Banca-både, og deres konstruktion giver associationer til et insekt. Træbjælkerne, der stikker ud fra dem, fungerer som en slags ben, der hjælper med at stabilisere båden.

Da vi er næsten tilbage ved båden, kan vi dufte krydderierne fra en sydende pande. Vores guider har kokkereret, mens vi var på eventyr, og nu serverer de indbydende fisk, grønne bønner og ris med hjemmelavet sojadressing til. Jeg løber ind på stranden og køber sodavand til os, og så spiser vi, mens båden vipper dovent i takt med bølgeskvulp. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt.

DØDE KORALLER

Ved næste stop skal vi i vandet, og vi låner dykkermasker og snorkler af mændene. Vi flyder rundt i redningsveste og betragter de enorme mængder vand under os og de tårnhøje klipper over os. Stedet hedder Twin Lagoon og er et af de populære steder for ø-hop. Der er overrendt af mennesker, så vi vil helst videre derfra hurtigt. Turister er der til gengæld ikke ved næste stop, Smith Beach. Vores guider taler med besætningen fra en anden båd, der ligger for anker, mens vi går rundt og sveder i solen. Før vi sejler tilbage til havnen i Coron, stopper vi ved et koralrev og får lov at se, hvad der gemmer sig under overfladen.

Men det er længe siden, at korallerne har været i live, og det vil ikke være sidste gang på turen, at vi bliver mindet om klimaforandringernes aftryk. Her er det tydeligst under vandet, men jeg frygter, at det kun bliver værre og mere synligt i fremtiden. I 2019 kom klimapanelet, IPCC, med den dystre forudsigelse, at de koraller, der lever i verdens varme have, står over for en massiv ødelæggelse i den nærmeste fremtid. Erkendelsen er måske nået frem til filippinerne, der har gjort en lille indsats for at beskytte deres øer og koralrev: det er påkrævet at betale et lille beløb, når man besøger nogle af øerne, et såkaldt ’national park fee’, som bådejerne sørger for at tage imod og ekspedere videre. Det er ikke beløb, der sprænger budgettet, men jeg tvivler også på, hvilken reel effekt det i virkeligheden har. 

Vi er tilbage i Coron efter fem timer på vandet, og vi betaler vores guider for både mad, sejltur og oplevelsen. Den aften er det let at falde i søvn.

I PARADIS

Vi sover længe den efterfølgende dag og trisser lidt rundt i Coron. Om eftermiddagen går vi op til toppen af Mount Tapyas, 721 trin i kvælende varme. Heroppe er solnedgangen et malerisk tæppe af rødlige nuancer. Vi sidder på bakkeskråningen og drikker lokal øl, mens en fyr et sted bag os spiller guitar. Roen sænker sig i takt med, at himlen skifter farver, og alles opmærksomhed er vendt mod samme sted.

Min kæreste har snart fødselsdag, så det er egentlig ham, der har bestemt, hvor vi nu skal hen, og jeg klager ikke: Han har fundet et sted til os på en privat ø en god times sejltur væk fra Coron. Øen hedder Bamboo Island, og ejerne af stedet tilbyder at fragte os dertil i båd. Men det koster lidt for meget for os, så i stedet går vi igen den velkendte vej til havnen for at finde en båd, som kan tage os dertil. Vi bliver hurtigt spottet af sultne bådejere, og det tager ikke lang tid, før vi har et lift og en god aftale, der også indebærer endnu et ø-hop på vejen dertil. Vi har blod på tanden efter sidste gang, og vi vil gerne se mere.

Øen Bulog Dos er første stop på vores tur, og stranden er så kridhvid, at det gør ondt i øjnene at kigge på. Der er ingen andre mennesker end os, og vi ligger lidt i hængekøjen, tager nogle billeder og går i sandet. Cikaderne er øredøvende på denne måde, når man er alene på en sandstrand midt ude i det store verdenshav. På båden hiver guiderne ankeret op, så snart vi er tilbage, og vi gør endnu et stop på en fantastisk strand, før vi sejler det sidste stykke til Bamboo Island.

Da båden lægger til, bliver vi mødt af smilende filippinere. De hjælper med bagage, byder os velkommen med en drink, og leder os direkte hen til restauranten - en stor, åben trækonstruktion med udsigt over havet og palmetræerne på stranden. Vi nikker til et par ved et af de andre borde, men ud over dem og os, er der ingen andre gæster på øen. Der går flere ansatte rundt: en kvinde sørger for, at vi får vores mad og de drikkevarer, vi ønsker, og et sted mellem træerne går en mand og samler palmeblade sammen. I løbet af de næste dage ser vi kun ganske lidt til disse rengøringsfolk, mens kvinden i restauranten bliver det smilende, venlige ansigt, som repræsenterer og afspejler den behagelige atmosfære på øen.

TIDEN STÅR STILLE

Vi får serveret en smagfuld risret med stegte grøntsager, fisk og en tilhørende salat, og endnu engang beviser filippinerne, at de kan lave mad. Vi har på forhånd tilkøbt alle retterne, morgenmad, frokost og aftensmad hver dag, og niveauet er højt fra start. Det er noget af det bedste, vi nogensinde har spist.

Vi finder vores bagage nede i vores lille bambushytte. Den ligger i ly af palmer og består ikke af meget mere end en seng med myggenet og en tilhørende veranda med siddepladser. De fælles toiletter ligger lige ved siden af. To af de andre hytter ligger ikke langt fra vores, og så er der nogle større af slagsen placeret oppe på klipperne bag os. Vi ser hurtigt, at der er kæmpe sofaflydere placeret på stranden, og vi er ikke sene til at slænge os heri. Hvis ikke vi ligger hér og læser en bog, er vi oppe i restauranten, hvor der også er en hyggelig lounge og en bar. Den er perfekt til de få tidspunkter, hvor det regner.

Var vi ankommet en måned eller to tidligere, ville der have været mulighed for at surfe. Men det er først i juni, og regnsæsonen står for døren. Det føles som at være i en form for limbo. En slags stilhed før storm. Dagene er stort set ikke andet end solskin og høje temperaturer, mens nætterne i værste fald er blæsende. Igen føler vi os heldige, fordi vi har ramt et godt tidspunkt lige mellem den travle og den våde sæson.

Der går ikke længe, før vi får øjnene op for en helt særlig aktivitet. I det krystalklare vand skal man ikke længere ud end 40, 50 måske 60 meter, før det mest spektakulære koralrev byder sig til under os. For modsat hvad vi har oplevet indtil nu, er der liv her: farverige fisk i alle størrelser og former, planter og sten i fascinerende faconer, og på et tidspunkt spotter jeg en lille haj, og min puls ryger for en kort tid i vejret. Vi snorkler rundt, mens solen har sin gang over himlen, og vi går først op, når den nærmer sig horisontlinjen.

På min kærestes fødselsdag spiser vi pandekager med banan og bestiller den gode stempelkaffe til morgenmaden. Senere sejler vi rundt om øen i en kano, vi daser på solsenge og i hængekøjer, og vi spiller petanque. Kastegrisen er en muslingeskal. Vi spiller kort, drikker kulørte drinks, og jeg hvisker lidt med personalet, der dækker bord til os på et træbord på stranden. Endelig kommer de ud med en kæmpestor kage med min kærestes navn på, importeret hele vejen fra en af de større øer på min forespørgsel. Det føles fantastisk at sidde hér, på en ø midt ude i ingenting, hvor tiden synes at stå helt stille.

FANGET I REGNEN

Efter maden er nattehimlen mørk og stjerneklar. Vi drikker vin og spejder ud over vandet fra en af de store sofaer på stranden. Der er utallige lyn i horisonten. Nogle gange kan vi høre genklang fra et tordenskrald, men det foregår langt væk og når aldrig hen til vores ø. Her er vi beskyttede.

Dagen efter venter vi i spænding på den samme båd, som sejlede os herhen. Vi har aftalt et tidspunkt, men kaptajnen lader vente på sig i en grad, der giver mig ondt i maven. Vi har en færge fra Coron til El Nido, vi skal nå.

Bedst som den kvindelige tjener vil bestille en anden båd til os, dukker båden op i horisonten. Vi krammer med vemod tjeneren farvel. Man er sammen på en helt anden måde på et sted som dette.

Sejlturen fra Coron til El Nido på den store ø, Palawan, foregår i høj fart og med høje bølger, og man skal fokusere meget for ikke at kaste al sit maveindhold op. Men til sidst er vi fremme. Igen lander vi i et trafikmylder, og det er nemt allerede at længes efter roen på Bamboo Island. En enkelt overnatning her, og så tager vi med bil til San Vicente.

I Filippinerne er det nemt at improvisere sin rute undervejs. Det er generelt nemt at finde sin næste forbindelse videre. Der er mange små og store rejsearrangører, som man kan booke overnatning, transport og oplevelser hos. Og ellers kan man benytte internetforbindelser på caféer, restauranter og hostels til at booke sin næste overnatning via mobilen.

I San Vicente har vi benyttet os af sidstnævnte mulighed. Overnatningsstedet ligger lidt afsides. Folk vender hoveder, da vi ankommer, og stedet, viser det sig, er da også relativt nyåbnet og har endnu ikke haft mange overnattende gæster. Folk er nysgerrige, men møder os med et smil. Det samme gør værten, en lille, buttet mand, der på gebrokkent engelsk lader os vide, at han er klar til at hjælpe os med, hvad end vi behøver.

Herfra er gåturen til byen lang, så vi ender med at leje hans scooter. På vores første køretur bliver vi fanget i et voldsomt regnvejr, en forsmag på, hvad regnsæson i Filippinerne indebærer. Det huer mig ikke at stå gennemblødt under et træ i et desperat forsøg på at finde en form for ly, mens min kæreste morer sig over mine nedadvendte mundviger. Men jeg bløder op i takt med, at alt mit tøj alligevel er gennemblødt, og vi kører videre i silende regn, nu med højt humør.

PRINCE JOHN

Man bliver hurtigt afhængig af ø-hop. Så selvfølgelig skal vi prøve det en sidste gang på turen ud til vores næste overnatning. Først sættes vi af på en strand, der er kendt for at være hjemsted for skildpadder. Men det er for meget for os, der er for mange larmende og nysgerrige mennesker over skildpadderne i vandoverfladen. Desværre også mange, der vil røre ved den, selvom det er forbudt. Så vi skynder os op på den smukke palmestrand og drikker en cola i stedet.

Vi skal forbi endnu et farveforladt, dødt koralrev, før vi endelig ankommer til vores destination. Prince John er en samling af bambushytter ned til en blød sandstrand. Fra træerne i strandkanten hænger store senge over jordoverfladen i reb, og på træstammerne hænger skilte og advarer om faldende kokosnødder.

Vi møder ejeren, John, senere den dag. Han er en mand sidst i 20’erne, som har formået at gøre foretagendet til en succes. Har vi brug for noget? ”No problem,” afslutter han ikke sjældent sine sætninger. Han arrangerer ø-hop og tager selv med ud på turene for at sikre sig, at gæsterne får den bedste oplevelse. Vi har kun bestilt én overnatning her, men beslutter hurtigt at forlænge. Vi dropper dog at tage på flere ø-hop, føler, at vi efterhånden har fået set det, vi ville.

I stedet daser vi. Ligger i sengene på stranden og læser i solen. Min kæreste spiller beach volley med de ansatte, og vi får nye, firbenede venner i hundene, der render rundt. Vi spiser morgenmad på stranden og vandrer til det nærliggende vandfald, Bigaho Falls. Her er vandet iskoldt, men det er kærkomment i heden.

På afrejsedagen hjælper John os med transporten til den nærmeste store lufthavn i Puerto Princesa. Vi siger farvel med dybtfølte taksigelser, og så afsted på den sidste bådtur i denne omgang. Fra Puerto Princesa flyver vi til Manila. Og herfra kan turen gå alle steder hen.