Hop ned til hovedindholdet

Destination: Oversøiske rejsemål

Egypten under overfladen

Kigger man mod den tomme egyptiske ørken den ene vej og over Rødehavet den anden, er det næsten ikke til at tro, at så mange dyr lever under vand, når så få gør det over. En dykkerferie i Red Sea Diving Safaris lejr, Marsa Shagra, beviser det.

Tekst & foto Mette Wallach 

Vinden tager det egyptiske ørkensand med sig og former små tornadoforme, men havet er stadig spejlblankt. På det mørke hav ligger en oppustelig speedbåd, en zodiac, helt stille. Den har fem mennesker med sig. Peter, Anders, schweiziske Ulrike, den egyptiske skipper og mig. Fire af os har dykkerudstyr på: våddragt, maske, finner, vest, luftflaske og regulator. Det er bælgravende mørkt. Vi er klar.

Natten i den egyptiske ørken er ellers ikke mørk. Den bliver normalt lyst op af tusinder af stjerner og en fuldendt måne. Men denne aften er månen ikke til at se, og stjernerne kæmper en indædt kamp mod det sorte, men må opgive ævred. Inde på land, cirka 150 meter fra os, i det uendelige sand står omkring 50 beduintelte på rad og række langs strandkanten. Nogle bliver lyst op indefra, og nogle er mørke. Vi er i Red Sea Diving Safaris lejr, Marsa Shagra, 350 kilometer syd for turistede Hurghada, der sammen med Sharm El Sheik udgør Egyptens største charterdestinationer.

I Marsa Shagra er der også turister fra indland og udland, primært europæere. Men det er en anden slags turisme, der hersker her. De besøgende i Shagra kærer sig ikke for omgivelserne på landjorden. De er ligeglade med billige drinks, parasoller, kameler og falske Gucci-tasker. De er mere interesseret i, hvad der sker under den egyptiske havoverflade. Marsa Shagra-lejrens besøgende er her nemlig kun på grund af én ting: dykning.

Moonrise

Fra vores dykkerbåd får vi pludselig øje på et lys i vandets horisont, der bryder det ellers omsluttende mørke. Det er månen, der står op, og som en nattens sol brænder den sin vej op til stjernerne på den sorte himmel. Efter fem minutter er Egyptens nat ikke nær så mørk mere. Men det når vi ikke at se før …

“Three, two, one,” siger den egyptiske skipper. På ’two’ læner Anders, Peter, Ulrike og jeg os bagover, og på ’one’ lader vi os falde ned i dybet. Vi har tændt vores lygter og med en cirkelbevægelse fortæller vi hinanden, at vi er okay. Vi er i gang med vores aftendyk, for selvom klokken kun er omkring seks om aftenen, er det umuligt at orientere sig uden undervandsbelysning såsom den nyvågnede måne og vores dykkerlygter. Vi svømmer. Anders og jeg forrest, Ulrike og Peter lige bagved. På vores højre side stejler revet og mod venstre det uendelige og kulsorte hav. Når man dumper ned i vandet med hovedet først, kan man let miste orienteringen, og de første fem minutter har vi da også svært ved at finde hoved og hale i mørket.

Når fiskene sover

Hundredvis af små lysende øjne kigger pludselig på os. Med vores lygter fokuserer vi på dem. Om natten sover mange af de gængse rødehavsfisk som papegøjefisken, picassofisken, klovnefisken og kuglefisken.

Men om natten er havdyr som blæksprutten, dragefisken og mange af de fisk, som om dagen gemmer sig under sand eller bag koraller, aktive. Fordi vores menneskeøjne ikke kan se i mørke, bliver oplevelsen desto stærkere, da vi kun kan se, hvad vores lygte lader os. Vi lægger mærke til flere detaljer i den livlige jungle af undervandsdyr. Ind imellem lyser lygten en sovende skildpadde op. Den ligger med lukkede øjne på en seng af bløde koraller. Den skærmer sine øjne med det ene ben. Kigger vi op, kan vi se månen, der efterhånden har fundet sig til rette på nattehimlen.

Marsa Shagra-lejren er unik netop på grund af husrevet, som man kan besøge direkte fra stranden uden guide. Der er en nord- og en sydside, som danner et V og sammen skærmer for havstrømmene, når man begynder og slutter sit dyk på det lave vand. Ved indgangen til husrevet ligger ’the diving shade’, dykkerskyggen.

Fyldte flasker med forskellige ilt- og nitrogenblandinger står på rad og række ved siden af ferskvandsbassiner, hvor dykkerudstyret kan skylles efter hvert dyk for derefter at blive hængt til tørre på de dertil indrettede træbøjler. Ét bassin til regulatorer, computere og kameraer og ét til det større udstyr som finner, vest og våddragt. Inden et dyk skriver man sig på syd- eller nordtavlen med navn, tidspunkt og dykkerprofil, så personalet kan holde styr på, hvem der er i vandet. På husrevet er der tre profiler for hver side alt afhængig af, om man vil ud med båd og svømme ind selv, svømme ud og ind selv eller transporteres med båd begge veje.

Tager man med zodiac ud på nordrevet klokken 10 om formiddagen, kan man være heldig at hilse på tre delfiner, der bor tæt ved. De sover efter sigende længe og begiver sig ud mod det åbne hav hver formiddag. Ved sydrevet bor mindst to havskildpadder, som efterhånden har vænnet sig til dykkere. Og ved begge rev lever en mangfoldig skare af blandt andet kuglefisk, aftrækkerfisk, klovnefisk, pindsvinefisk, dragefisk, krokodillefisk og picassofisk. 

Elphinstone

Fra Marsa Shagra går der ture hver dag til ét af de andre rev i området. Man kan for eksempel tage til Marsa Abu Dabab for at se søkøer og kæmpe havskildpadder, der slapper af i søgræsset. Man kan tage til Abu Ghusun og dykke ind i det egyptiske fragtskib, der sank for 25 år siden på sin vej sydpå med polyester. Eller man kan tage til Sharm Abu Dabab og dykke gennem undersøiske tunneler, der er formet af revene. Hovedattraktionen i området er Elphinstone Reef, som ligger 20 minutters sejlads ret ud for kysten. Marsa Shagra er den lejr i hele Rødehavet, som ligger tættest herpå.

Revet er skibsformet og måler over 300 meter i længden. Man kan møde hammerhajer, revhajer og den truede oceaniske hvidtippede haj. I både den sydlige og nordlige ende har Elphinstone kæmpeplateauer, der er dækket af en skov af hårde og bløde koraller. Rød, lilla, gul og grøn. I mængden af koraller svømmer ofte en kæmpe napoleonfisk rundt. Elphinstones vægge til begge sider er hjemsted for tusindvis af småfisk. Kigger man opad, reflekterer solen fiskenes farver og får dem til at ligne små glinsende ædelstene, og kigger man nedad, er der blot sort og dybt. Ud mod det åbne hav svømmer kæmpestore tun forbi. På afstand ligner det hajer, men da vi besøger revet, er vi uden for hajsæsonen, som løber fra august til oktober. I mængden af koraller på 25 meters dybde, vidner en hvid plade med indgraveret skrift om, at Elphinstone har menneskeliv på samvittigheden. ’In the memory of…’, kan man skimte. Det er en slags gravsten for to russere og en egypter, der i 2007 forsvandt sporløst fra revet. Rygtet siger, at det var en pludselig understrøm, der trak de tre dykkere med sig. En tredje russer var med dem, og han formåede på mirakuløs vis at undslippe den stærke strøm og svømme den lange vej ind til Egyptens kyst. Mod begge sider stejler revet nedad mod dybet, og man kan mærke strømmen, der trækker i sig, hvis man ikke svømmer til. Elphinstone er derfor kun for erfarne dykkere, og selv hos os kan det uden videre få adrenalinen til at pumpe løs.

Fyraften 

Efter tre kvarter kan vi skimte rebet, som markerer bakken op til sandbunden. Indgangen. Ligesom en fortrappe til et hus. Vi er tilbage igen efter endnu et besøg under vand. Vi er våde, tilfredse og snart kolde, hvis ikke vi hurtigst muligt krænger den tætsiddende våddragt af. Man kan dufte restaurantens udendørs grill, der griller friskfangede fisk. Foran os strækker ørkenen sig. Med sand, der er så tørt, som sand er, når det ikke har smagt regn i to år. Det fyger i vinden, og den lave luftfugtighed kombineret med saltet fra havet på min hud, får mig til at længes efter det svalende vand. Den tørre, øde ørken står som skærende kontrast til det frodige liv, som eksisterer så få meter væk under den egyptiske overflade.

 

 

FAKTA

Red Sea Diving Safari

Organisationen Red Sea Diving Safari blev oprettet i 1990 og lejren, Marsa Shagra, er én ud af tre dykkerlejre i det sydlige Egypten, hvor Marsa Nakari og Wadi Lahami er Shagras småbrødre mod syd.

Red Sea Diving Safari er én af Egyptens ledende miljøaktivister, og deres mål er at blive 100 procent selvforsynende og økologiske, fortæller personalet mig. Indtil videre er alt, der omhandler dykning, miljøvenligt og økologisk, men lejrens mål er, at al mad også skal blive det.

Organisationen ejer en gård, hvorfra kød til madlavningen indtil videre kommer, og snart vil de begynde at dyrke grøntsager. I Marsa Shagra kan man enten bo i et stort eller lille beduintelt på stranden, eller man kan bo i en hytte eller et såkaldt chalet, som er en lidt større hytte med eget bad. Hytterne matcher ørkenen i beige nuancer og med runde tag. De ligger spredt over et stort område som små sandbanker.

Da lejren ligger relativt øde, køber alle gæster en pakke med ubegrænset dykning fra husrevet og alle måltider inklusiv. 85 procent af gæsterne har været her før, og det vidner om stedets popularitet blandt verdens dykkere. Men det gør også, at gæsterne respekterer revene. De ved, at hvis de ødelægger et rev, så er det der ikke næste gang, de kommer.

Priser fra 375,- pr. person pr. overnatning i lavsæsonen

Web: www.redsea-divingsafari.com/