Den hollandske fotograf Lode Greven hørte om en shaman i Ecuador, der netop havde behandlet en hollandsk læge og diagnosticeret ham med kræft, hvorefter lægen rigtigt nok fik konstateret prostatakræft, da han efterfølgende kom hjem til Holland.
Det var for god en historie at lade ligge, så Lode og en journalist tog til den lille landsby Ottovalo for at se, hvordan denne shaman arbejder i sin konsultation. Og det var barske sager.
Tekst & foto Lode Greven
Shamanen beder ånderne om lov til at begynde ritualet og om at få lov til at slå et dyr ihjel til formålet.
Det er ikke kun dyr, der anvendes i ritualet, men også æg. Tanken er, at rå æg absorberer dårligdommene i kroppen, så shamanen masserer patientens krop med rå æg.
Urter renser derefter sindet og kroppen og skræmmer de onde ånder væk. Senere skaber shamanen god energi ved at spytte alkohol over patienten. Stærke sager!
Kroppen bliver ’vasket’ med det levende marsvin.
Derefter bliver marsvinet slået ihjel med shamanens bare næver, flået og åbnet op, hvorefter en mulig diagnose bliver fundet, ved at shamanen undersøger – ser og smager på – marsvinets organer. Tanken er, at sygdommen bliver absorberet af dyrets organer.
Der var heldigvis ingen ubehagelige diagnoser i denne omgang, så vores fotograf kunne rejse hjem med ro i sindet.