Hop ned til hovedindholdet

Destination: Oversøiske rejsemål

Costa Rica

Tropestrand og idyl i "Det Forkerte Land"

Tekst og Foto: Frans Elsass

Mal Pais hedder området på den sydvestlige del af Nicoya-halvøen, som er Costa Ricas vestligste del. Mal Pais betyder “Det Forkerte Land” på spansk. Når man er der, i det venlige klima, og ser fra den tropiske skov, hvis frodighed nærmest er chokerende, ud over den boulevard-brede strand, er det svært at se, hvad det er, der er forkert ved Mal Pais.

Det trygge surferparadis

Byen Santa Teresa ligger bogstaveligt talt på stranden i Mal Pais.

Santa Teresa er et paradis for surfere. Stedet er ikke kendt for de største bølger – til gengæld kan man være forholdsvis sikker på stabile bølger hele året rundt.

En by uden beton i flere etager

Livet i Santa Teresa er afslappet. Tempoet er adstadigt – især på byens hovedstrøg, som er en støvet grusvej med store huller – naturlig fart-dæmpning!

For os, der holder af de basale værdier, er der flere muligheder, som for eksempel svenskejede Super Vista. Her lejer man en hytte på stranden med panoramaudsigt over Stillehavet.

Det er også muligt at leje sig ind i private feriehuse, hvor standard og priser strækker sig fra det lave til det overordentligt luksuriøse.

Egentlige feriehoteller er ikke tilladt. De Costa Ricanske myndigheder er meget strikse og gør et stort arbejde for naturbeskyttelsen. Dog findes der et par luksusresorts, Florblanca og Milarepa, som kan tilfredsstille selv de mest kræsne og luksusvante.

Mad fra hele spektret

Der er mange gode restauranter i byen – for eksempel den romantiske Brisas Del Mar højt oppe i bakkerne over byen. Men særligt ét sted er et must i Santa Teresa, og det er den argentinske grill Las Piedras, hvor alt kødet tilberedes over åbent ildsted og på en stålrist af uvis oprindelse.

Uanset hvilken restaurant man vælger, og giver den gas med stor menu og god vin, bliver regningen aldrig mere end 40 US Dollars pr. person.

Fiskelykke

Alternativt kan man tage sagen i egen hånd ved at køre et par kilometer ned ad kysten til det lille fiskerleje. Her kan man chartre båd, kaptajn og fiskegrej for en overkommelig pris. Den ene gang vi prøvede, kom vi hjem med en Mahi Mahi på 10 kg og fire mindre Yellow Fin tunfisk.

Skulle man være så uheldig ikke at fange noget, forbarmer kaptajnen sig og forærer væk af sin egen fangst, så man ikke skal gå sulten i seng.

Man bliver i det hele taget mødt med venlighed af et folkefærd, som stadig skal vænne sig til turismen.

Afslappet aktivitet

Der er masser af udflugtsmuligheder i området omkring Santa Teresa. Lange gåture langs stranden er naturligvis oplagte, men en lejet firehjulstrækker bringer én ind i skovene, hvor der flere steder er mærkede trails – blandt andet til de smukke vandfald, hvor man kan tage sig et brusende ferskvandsbad.

Hvis man ikke spiser morgenmad på The Bakery, som varmt kan anbefales, kan man indtage dagens første måltid på den åbne terrasse i sit lejede hus. Måske til lyden af brøleaberne i palmerne langs stranden. De gør ikke noget, men man skal ikke lade sin morgenmad stå, mens man går ind og henter en kop mere af den pragtfulde lokale kaffe, for så kan man risikere, at aberne har været nede at tage for sig af retterne.

Omkring Mal Pais kan man være sikker på at se fugle i alle afskygninger, flagermus, kamæleoner og store leguaner.

Costa Rica betyder ”Den Rige Kyst” på Spansk. Mal Pais er endnu ikke er opdaget af masseturismen. For dem, der ser en unik luksus i det uspolerede og charmerende primitive, er Mal Pais og Santa Theresa det helt rigtige.

FAKTA

Turen dertil:

Man kan komme til Mal Pais på flere måder, men det tager tid. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Costa Ricas hovedstad San Jose. Derfor er en mellemlanding i f.eks. Atlanta eller New York nødvendig. Typisk tager man en overnatning på vejen, hvis man vil nå det lille morgenfly til Tambor på Nicoya-halvøen.

Alternativt kan man leje en firehjulstrækker fra et af de store internationale udlejningsfirmaer og bruge formiddagen på at køre gennem landet til Puntarenas, hvor man tager færgen til Paquera på Nicoya-halvøen. Herfra er der 90 minutter til Santa Teresa. En smuk og anbefalelsesværdig tur, hvor man får set en masse. Vejene er nemlig for 90 procents vedkommende grusbelagte. Selvom der bliver gjort et stykke arbejde for at vedligeholde dem, er mudderskred og væltede træer en del af livet i regntiden, som strækker sig fra september til november.

Et alternativ er at flyve til byen Liberia i Guanacaste-provinsen. Herfra er der en vej til Mal Pais.

 

Valuta:

I Costa Rica kan man klare sig med US dollars, som alle tager imod. Vekselkursen er dog

ikke altid lige favorabel. Den lokale møntfod hedder Colones. 100 Colones er lidt mere end

én dansk krone. Der er kontantautomater i de fleste byer – også Santa Teresa.

Nyttige adresser:

http://www.nicoyapeninsula.com/

http://www.vrbo.com/394301

http://www.florblanca.com/

http://www.milarepahotel.com/