Længst mod øst i Det Caribiske Hav ligger Barbados. En ægte bounty-ø, der byder på alt fra det simple hængekøjeliv i eksotisk regnskov til barfodsluksus på legendariske hoteller for inkarnerede livsnydere. Her kan man danse til fængslende calypso natten lang, udforske gamle skibsvrag fra kolonitiden, besøge historiske sukkerplantager og spise den bedste mad, Caribien har at byde på.
Tekst Sandie Munksgaard Foto Sandie Munksgaard & Morten Bækgaard
Alene navnet Barbados ligger godt på tungen, og med adresse i Paradise Village kan udgangspunktet næppe blive mere drømmeagtigt for at gå på opdagelse i alle hjørner og kanter af en ø, som i 2013 blev kåret til en af klodens mest bæredygtige rejsemål.
Barbados er kun lidt større end Bornholm og inddelt i 11 distrikter navngivet efter helgener. Den er en del af øgruppen De Små Antiller og hjemsted for knap 300.000 mennesker, hvilket gør den lille østat til en af verdens tættest befolkede lande. Et faktum, som vi overraskende nok ikke på noget tidspunkt mærker til. Måske kun med en lille undtagelse af hovedstaden, Bridgetown, som er et folkeligt afbræk fra dase-tilværelsen i vandkanten og desuden er på Unescos liste over verdenskulturarv.
CRICKET OG BLØDE AGURKESANDWICHES
Vejret er præcis, som man drømmer om på en ferie i Caribien: strålende solskin og en let brise. En af de første ting, du vil støde på er – udover den enormt hjertevarme, imødekommende befolkning og guddommelige strande – alle de små påmindelser om tidligere britisk herredømme i såvel traditioner som den koloniale arkitektur. Barbadierne er et stolt folkefærd, som gerne deler ud af hverdagsfortællinger, kulturarv og anekdoter om velhavende sukkerbaroner fra en svunden tid fra før uafhængigheds-deklarationen i 1966. Man ser spor fra kolonitiden, når man spiser den bløde, traditionsrige agurkesandwich eller går til en af de fængende polokampe, og et blander sig med den lokale kultur i vejkantsboden med rastafari-frugthandleren med dreadlocks og reggae bragende ud af bilradioen, eller når man besøger et af de utallige rum shacks, som øen er så notorisk kendt for. Men pas på, lige så forfriskende som den hjemmelavede rompunch med årgangsrom er, lige så potentielt hårdtslående er den.
Søndagens hestevæddeløb på Garrison Savannah og cricket-duellen mellem to rivaler trækker mange besøgende, og det er næppe nogen tilfældighed, at de to sportsgrene er så populære netop her. Barbados var under britisk herredømme i flere hundrede år, og lidt graven i arkivet afslører, at de første britiske styrker koloniserede øen i 1625, da næsten alt var dækket af tæt jungle og havde en meget stor population af vilde grise. Selve navnet Barbados (de skæggede) fik øen dog allerede tilbage i 1536 af den portugisiske opdagelsesrejsende, Pedro a Campos, som efter sigende skulle have ladet sig inspirere af øens figentræer, der med sine lange, hængende luftrødder har et skægget udtryk.
CARIBIENS KULINARISKE HOVEDSTAD
Navne som Hastings, Brighton og Dover er ikke usædvanlige at støde på i det kulørte gadebillede, og madkulturen bærer også præg af at være et sammensurium af britiske og vestafrikanske traditioner, indimellem krydret med smagsnuancer tilført af immigranter. Fisk er den helt store ernæringskilde, og som et lille fun fact, så er Barbados et af få lande tilbage i verden, hvor McDonald’s ikke har formået at få fodfæste.
De bedste restauranter er placeret mod syd og på vestkysten, hvor navne som The Cliff, Champers og The Tides er nogle af de største spillere på banen, der på ganske imponerende vis komplimenterer den i forvejen særdeles glamourøse livsstil i området og forkæler sine gæster helt til det yderste af fingerspidserne. Barbados betragtes som Caribiens gastronomiske højborg og tiltrækker som en naturlig konsekvens et betragteligt antal foodies, som også udgør en stor del af de besøgende til den årlige Food & Rum Festival i november.
Hvad man også bør gøre, er at prøve nationalretten Cou Cou eller nygrillet flyvefisk fra et autentisk pop-up gadekøkken som Big Mamas i nærheden af Dover Beach, efterfulgt af en road tennis match mod et par lokale, dedikerede spillere. Eller man kan pege kompasset længere mod syd og besøge det famøse Oistins Friday Night Fish Fry, hvor der hver fredag og lørdag grilles og frituresteges uanede mængder af friskfanget fisk, spises ved langborde, spilles domino, danses og lyttes til soca-musik. Det er også her, der på bedste markedsmanér kan købes friskfangede lækkerier sidst på eftermiddagen, når fiskerne kommer retur med dagens fangst af både krabber, hummer, blæksprutter og flyvefisk, som kvinderne på imponerende vis fileterer i et usandsynligt højt tempo.
NATURENS EGET SHOWROOM
Det kan nok næppe komme som den helt store overraskelse, at øens paradisiske bounty-strande har en helt særlig kaliber, som tiltrækker strandfolket med hang til hvidt pulversand og lunt, krystalklart vand. Faktisk så findes der et utal af dem, og alle er offentlige. Den ene mere tryllebindende end den anden. Men det er i allerhøjeste grad også øens diversitet, der sætter spor. Kontrasten mellem øens øst- og vestkyst er påfaldende, lige som nord og syd også har helt egne kendetegn.
Den atlantiske side på østkysten er klippefyldt og utæmmet i udtrykket, og her mødes eventyrlystne windsurfere fra hele verden for at prøve kræfter med de frådende bølger. Stemningen er helt anderledes i og omkring hovedbyen Bathsheba, der har få beboere, endnu færre turister og minder om et sted, som kunne have været legeplads for mytiske skabninger. Hele området oser af rå energi og er omringet af sukkerrørsmarker, grønklædte skove og træer beboet af vilde aber. En perfekt invitation til fordybelse og en mental vitaminindsprøjtning af de helt store.
Fortsættes der længere nordpå, kan du opleve en af naturens forunderlige fænomener i Harrison’s Cave, hvor en guidet tram tour tager dig under jorden for at opleve et stort underjordisk grottesystem fyldt med krystalliserede kalksten og dybe pools. Den danske ingeniør og huleudforsker, Ole Sørensen, genopdagede i 1974 grotten sammen med to barbadiere efter andre eventyreres tidligere fejlslagne forsøg, og grotten betragtes som værende aktiv i den forstand, at stalagmitterne stadig vokser. Endda med en hastighed, der svarer til lidt mindre end tykkelsen på et stykke papir om året, som i geologisk forstand er ganske hurtigt.
EN BARSK Ø-HISTORIE
I modsætning til de øvrige Små Antiller er Barbados ikke af vulkansk oprindelse, men består derimod af 85 procent koralkalk afsat på skiftende lag af skiffer, ler og sand foldet op fra havbunden. Øen er relativt flad sammenlignet med sine naboer, men mod nord finder man det eneste højland, The Scotland District, som med sit bakkede terræn, takkede palmer og en blændende udsigt til Atlanterhavets rebelske bølger fra øens højeste udkigspunkt, Mount Hillaby, leder tankerne over på vores nabo mod vest.
Pirrer øens lidt barske historie nysgerrigheden, så står Caribiens mest velbevarede sukkermølle fra omkring år 1776, Morgan Lewis Sugar Mill, på den nordøstlige del af øen ved Cherry Tree Hill. Ikke noget, der i sig selv leder tankerne hen på barske omstændigheder, men det gør fortællingerne omkring sukkerplantagerne og slaveri til gengæld. Det var faktisk således, at Barbados tilbage i 1846 havde ikke mindre end 491 aktive sukkerplantager med sammenlagt 506 møller registreret. Plantager, der tidligere var blevet brugt til bomulds- og tobaksproduktion, før faldende efterspørgsel og priser banede vejen for en lukrativ sukkerindustri. St. Nicholas Abbeys plantageejendom fra 1658 i Saint Peter er en af blot tre bevarede palæer i jakobinsk stil på den vestlige halvkugle fra James I’s regeringstid, hvor man kan fordybe sig i tidligere tiders realiteter og opleve en ganske særegen arkitektonisk bygning. Lidt overraskende finder vi ikke mange monumenter eller andet fra perioden med slaver, men i en rundkørsel øst for Bridgetown er det dog muligt at se en bronzestatue af den rebelske slaveleder, Bussa.
PLATINKYSTENS GULD OG GLIMMER
Historiske og naturlige seværdigheder er i overflod trods det begrænsede areal, og på vej tilbage mod den berømte vestkyst, kører vi på de mest idylliske, hullede veje i øens frodige midte, hvor man udover velfriserede botaniske haver som Andromeda Botanic Gardens kan studere øens spændende fauna i naturreservatet Welchman Hall Gully, der udgør en af øens få tilbageværende lommer af den oprindelige regnskov og byder på både fritlevende grønne aber samt judastræer, baobabtræer og kakaotræer.
Luksus i mere klassisk forstand finder man på øens føromtalte rolige vestkyst, som er det helt store trækplaster, og hvor turismen er centreret omkring de mange fabelagtige postkortstrande, der ligger som perler på en snor fra Speightstown og sydover. Der er nok puddersand og glasklart vand til at sikre, at alle er lykkelige, og det er også her, dykker- og snorkelentusiasterne sætter kursen mod for at gå på opdagelse under havets overflade og udforske de smukke koralrev med farvestrålende fisk, havskildpadder og historiske skibsvrag.
Strækningen langs kysten kaldes ganske berettiget for Platinkysten og er stedet, hvor man finder de mest fashionable resorts, private villaer og ikoniske restauranter. Blandt andet ligger det verdensberømte, legendariske Sandy Lane Hotel her, som frekventeres af både royale, supermodeller og alverdens kendisser. Et sted, hvor der spilles på alle tangenter, og som oser langt væk af raffinement, elegance, barfodsluksus og klassiske engelske traditioner som afternoon tea. Har man først været forbi området, kan man i sit stille sind spekulere lidt over, om førnævnte kaldenavn skyldes farven på sandet eller farven på folks kreditkort.
ALLE VEJE FØRER TIL ROM
Man kan næsten ikke sige Barbados uden at sige rom. Øen går for at være rommens fødested med en produktionshistorie, der går helt tilbage til år 1637 og er i dag hjemsted for verdens ældste stadigt fungerende rom-destilleri, Mount Gay Rum, der kan dateres tilbage til år 1703. Den næringsrige jord og det flade terræn skabte dengang grundlaget for, at Barbados blev centrum for de Vestindiske Øers sukker-boom, som siden hen resulterede i verdens største produktion af sukker og dernæst rom, der desuden blev betragtet som den fineste rom i verden. Rygtet går sågar, at George Washington hårdnakket insisterede på, at der blev serveret rom fra Barbados til sin indsættelse som præsident til trods for, at Kongressen havde indført forbud mod britiske importvarer.
På vej mod sydkystens gastronomiske fristelser og populære natteliv i St. Lawrence Gap, som lokalt blot kaldes The Gap, finder vi vores eget lille gemmested ved vandkanten med et par svajende palmer som eneste selskab. Der er kun lyden af bølgernes stille, meditative skvulpen, imens solen dykker i horisonten og transformerer himlen til et orangerødt flammehav. Ude på vejen er aftenlivet begyndt at gøre væsen af sig, og ganske som planlagt har vi valgt ikke at planlægge noget. Man ved aldrig, hvor lang tid tingene tager, og så er Barbados fuld af overraskelser. Der er nye, farvestrålende oplevelser om hvert et hjørne, hvis du lader eventyrlysten sætte kursen.