GRAND BAHAMA ER EN AF DE STØRSTE ØER I ØRIGET BAHAMAS. ALLIGEVEL ER HER NÆRMEST ØDE OG MEGET LOKAL STEMNING I FORHOLD TIL NOGLE AF DE ANDRE AF FERIEPARADISETS 700 ØER.
Tekst: Julie Ring-Hansen Holt Foto: BTO
Det er tidlig formiddag, da jeg kører mod Crabbing Bay Beach øst for Grand Bahamas hovedby, Freeport. Der er kun én vej mod øst, og den første del er vedligeholdt af Port Authority i Freeport, men lidt uden for byen bliver vejen mere hullet og rough. Jeg er på vej ud for at møde Rudy, der ejer Blue Green Outdoors. Rudy har været offentligt ansat wdet meste af sit liv, men besluttede for seks år siden, at han ville bruge resten af sit liv på noget, han elsker. Og han elsker blandt andet at ro kajak. Derfor møder jeg ham her på stranden, hvor han har gjort et par kajakker klar til os, fordi vi skal ud at se på såkaldte ’blå huller’. Der er op mod 1.000 blueholes i Bahamas, og de opstår ved, at kalksten på havbunden vaskes væk og åbenbarer store huller ned i dybet.
Vi griber vores redningsvest, snorkeludstyr og kajak og skubber os ud i vandet. Den gule kajak lyser godt op mod den dramatiske mørke himmel, som ikke ser ud til at genere min guide.
Vi skal ikke særligt langt væk fra kysten, før Rudy stopper og hopper i vandet. Jeg tager maske og snorkel på og følger efter ham. Vandet er næsten lige så varmt som luften, men det varer kun til vi når et bluehole. Det er ikke stort, men man kan mærke den kolde strøm derfra, når man svømmer over, og jeg skal styre mine tanker, for ikke at fantasere for meget om, hvad der kan findes i dybet. Alt jeg ser, er dog stimer af små fisk, der står og ser lidt nervøse ud langs hullets side.
FOTOGEN MØDDING
Vi ror videre langs kysten og snorkler over flere blå huller, mens vi kæmper os op og ned ad kajakkerne ude på lidt dybere vand, sådan som Rudy har vist. Det er meget arbejde i forhold til, hvad vi ser under overfladen, men det er altid en dejlig naturoplevelse at ro i kajak og snorkle.
Da skyerne over os begynder at smide vand af sig, ror vi tilbage til stranden og gør klar til frokost. På grund af regnen gør vi holdt i en meget lokal by, McLeans Town, som man som turist i Bahamas kun sjældent ser. Vi stopper ved en meget grøn facade, hvor vi får serveret jerk chicken med ris og bønner i hvide flamingo-bakker.
På vejen ud af byen stopper vi ved et bjerg af tomme konkylieskaller, så jeg kan tage et billede. Konkylie, eller conch (udtales 'konk'), er nationalspise og spises alle steder og i alle former, så de lokale har nok undret sig over min interesse for deres mødding …
Jeg har allerede fået de første portioner conch fritters (panerede og friterede stykker konkylie) på Grand Bahama, så da jeg senere samme aften skal forbi institutionen Smith’s Point Fish Fry, springer jeg conch over og prøver i stedet en anden lokal klassiker: en hel snapper med ris, bønner og coleslaw til.
Jeg vil tro, der findes en fish fry på hver af de beboede øer i Bahamas. Det består typisk af en række mere eller mindre interimistiske strandrestauranter, der under et halvtag af palmeblade griller og friterer alt godt fra havet omkring øerne – fisk, hummer og conch – samt kylling og spareribs. På Smith’s Point er det onsdag aften, det sner, og på restauranten Outrigger, strømmer turister og lokale til for at spise og danse til den lokale favoritmusik, Rake’N’Scrape.
Heldigvis er skyerne fra i formiddags forduftet, og det bliver en klassisk varm aften under åben himmel i tilbagelænet bahamansk stil med høj musik og romdrinks.
IKKE DET KLASSISKE FERIEPARADIS
Grand Bahama er – bortset fra de små Bimini-øer – den ø i øgruppen, der ligger nærmest Florida, så øen er et oplagt dasehop, hvis man alligevel er på de amerikanske kanter. Ellers er der nok andre af de 700 øer, der lever mere op til paradisdrømmen end Grand Bahama, der nærmest virker øde.
Det kan nu også have sin charme, hvis man ikke er til det, den primære turistgruppe, amerikanerne, forstår ved et godt feriested, hvor de kan larme og drikke alt, de vil, mens de nyder livet i poolen eller på vandscootere. Grand Bahama har tre nationalparker og endeløse sandstrande, man kan have mere for sig selv uden en masse ’gejl’.
Mit hotel i Port Lucaya i Freeport ligger ud til vandet og har alt, hvad amerikanerne kan ønske sig af all inclusive, lækker infinity pool, hvid sandstrand med liggestole og flere restauranter at vælge imellem. Jeg er på det, hotellet meget sigende kalder ’European plan’, der betyder, at jeg ikke spiser samtlige mine måltider på hotellet. Så jeg indtager morgenmaden et par skridt der fra i det lidt disneyficerede Lucayan Market Place, der er en samling pussenussede træhuse i stærke, caribiske farver. Her kan man købe alt til strandlivet – stråhatte, bikinier, strandtasker, farvestrålende strandkjoler og smykker – og man kan nyde en fuldfed morgenmad på f.eks. Afterdecks terrasse.
Omkring hotellet ligger også en række restauranter, men ikke en egentlig by med almindelige indkøbsmuligheder, så all-inclusive-konceptet falder på et tørt sted, hvis man ikke lejer en bil.
BEDÅRENDE HAVDYR
Tæt på hotellet ligger også en rigtig turistmagnet: Unexso. En sejltur på 20 minutter gennem Grand Bahamas kanalsystem tager dig med ud til et delfinreservat, hvor du kan svømme med delfiner, klappe delfiner og endda få et kys af en delfin!
I reservatet har de 14 delfiner, der gladeligt interagerer med alle gæster, mens medarbejderne på centeret fortæller om dyrene. Med fødderne dyppet i et lille bassin lader vi os oversprøjte og fascinere af de søde dyr, der leger med os. I grupper får vi lov til at hoppe i vandet og stå på en platform, mens en delfin svømmer over til os og lader sin glatte krop klappe. Selvom det er et show, der bliver kørt med gentagelsens præcision, er det svært ikke at lade sig betage af at være tæt på delfinerne, der bare ikke kan lade være med at se søde ud, lige meget hvad de gør.
Om aftenen spiser jeg rejsens bedste conch fritters på den nyåbnede restaurant Sabor, der ligger i Port Lucaya. Jeg sidder med udsigt over havnen og mærker stemningen løfte sig, som aftenen falder på. Bahamanere elsker at feste. Og at drikke rom. Jeg vælger en Arnold Palmer, som er en forfriskende blanding af iste og limonade, til at skylle aftenen ned med.
PÅ EVENTYR I VENSTRE SIDE
Bahamas var tidligere en britisk koloni, men et af de eneste tegn på det britiske tilhørsforhold, er venstresidekørslen. Det behøver man nu ikke at være nervøs for, hvis man kaster sig ud i en fem en halv times jeep safari med Grand Bahama Nature Tours. Jeepen har automatgear, og vejene er stort set ubefolkede.
Vi begiver os ud i en kolonne af omkring seks-syv jeeps og indstiller radioen på kanal 38, hvor vores guide underholder hele vejen gennem fyrretræsskove, palmer og stenet, tør natur om landets uafhængighed, om konkylier, millionærer og alkohol. De ting, Bahamas er ’all about’.
Apropos millionærer, så runder vi Spanish Main Drive i Freeport med jeep-kolonnen. Vejen kaldes også Millionaire Road, for det er her, man finder byens store tycoons' pragtvillaer, der dog for de flestes vedkommende står tomme, fordi ejerne ikke bor her fast. For enden af vejen breder efterkommerne af Wallace Groves sig over flere ejendomme. Groves er kendt for at have grundlagt Freeport. Han var oprindeligt fra USA, men fik afsluttet sin Wall Street-karriere brat i 1941, hvor han blev dømt for svindel. I stedet vendte han sig mod den lange, smalle ø i Bahamas og købte 114,000 acres (godt 46.000 hektar) til 2,80 dollar pr. acre, hvor han udviklede Freeport som et stort resort- og casino-område.
FRODIG NATUR OG HONNINGENTREPRENØRER
Jeep safarien fortsætter ud i Lucayan National Park, hvor vi kører en smule offroad, men aldrig noget, der virker utrygt. Vi gør til sidst holdt ved Gold Rock Beach, hvor vi griber vores medbragte badetøj og håndklæde og bruger den næste halvanden time på den smukke strand, der står uberørt og med vand, der er taget ud af Pirates of the Caribbean.
Firmaet, der står for jeep safarien, ejer også Grand Bahamas botaniske have, Garden of the Groves. Her spiser vi frokost og møder ejeren Erica Gates. Hun er oprindelig fra Tyskland, men har boet her i 50 år og arbejdet med naturprojekter i 30.
Caféen, hvor jeg får nogle lækre grillede kæmperejer, ligger med udsigt til en lille sø og et vandfald, der er omgivet af frodig bevoksning. Et par ænder plasker rundt i søen, og vi får besøg af en kakadue, der hjemmevant sætter sig på Ericas arm.
Haven er en lille gåtur gennem snørklede stier værd efter frokosten.
Ved den botaniske have møder jeg også et par unge mennesker, der er med i et nyt projekt, der hedder Grand Bahama Beekeepers Cooperative. Det er et entreprenørprojekt, der skal lære unge mennesker at avle bier for at starte deres egen virksomhed med alt, hvad der kan komme fra de små honningproducenter. De unge kvinder, jeg møder, er meget entusiastiske og viser mig deres produkter, der spænder fra honning med forskellige smage til smykker med bier, sæber og små, strikkede bi-bamser.
Jeg har besøgt en håndfuld af Bahamas’ øer, og Grand Bahamas er et anderledes lokalt møde, som kommer til at handle om andet end ren ikke-røreen-finger-ferie.
Og det er faktisk helt forfriskende.
