Fra havn til havn langs Great Ocean Road
Surfere og hyggelige havnebyer har for længst overtaget de fleste bugter langs den sydaustralske kyst, også kendt som Shipwreck Coast. Tag på en historisk køretur langs den sydlige halvkugles svar på Californiens Highway 1
Tekst & foto: Marcus Westberg
Udlejningsbilen kører ned af parkeringshusets rampe og bremser op ved fortovet. Det er en kølig novembermorgen, hvor vi har valgt at udskifte det danske efterår med det australske forår. Himlen er blå, og solen står endnu ikke højt nok på himlen til, at strålerne når ned imellem storbyens skyskrabere. Bilens vinduesviskere svinger frem og tilbage, inden blinksignalet indikerer et venstresving, og bilen forsigtigt glider ud i Melbournes morgentrafik. I samme øjeblik forvandles drøm til virkelighed, og vores road trip langs Great Ocean Road er skudt i gang.
Det er første gang, at jeg sidder bag rattet og skal prøve kræfter med venstrekørsel. Den smule nervøsitet, der har oparbejdet sig i min krop, afløses dog hurtigt af en lettelse over, at jeg med automatgear blot skal koncentrere mig om at følge trafikken. Den største udfordring viser sig at være at bytte om på, hvilken side blinksignalet aktiveres fra, og de første mange gange morer vi os over, at jeg kommer til at starte vinduesviskerne i stedet for.
GEELONG OG EN VISIONÆR BORGMESTER
Vi har besluttet os for at springe morgenmaden over og i stedet spise brunch i havnebyen Geelong en lille times tid sydvest for Melbourne. Australiere og deres brunch er i en klasse for sig, og hos King of the Castle har de ikke taget munden for fuld ved at vælge det navn.
Børnefamilier, kærestepar og venner sidder side om side og nyder den velsmagende mad ved fællesbordene i det industrielle lokale med naturligt lys, grønne planter og højt til loftet.
Geelong ligger blot få kilometer fra begyndelsen af den vejstrækning, der snor sig langs én af verdens smukkeste kystlinjer. Byens borgmester fra 1917-1922, Howard Hitchcock, indledte sit embede med en vision om at forbinde sin by med de vestligtliggende havnebyer i form af en let fremkommelig vej. En del af hans egen formue blev investeret i en fond i 1918, og flere penge blev indsamlet til at finansiere det omfangsrige projekt.
Første Verdenskrig var netop slut, og de mange hjemvendte soldater udskiftede gevær med hakke og spade for at hjælpe med at anlægge vejen. Vejen blev dedikeret til de soldaterkammerater, der ikke havde været så heldige at vende hjem i live, og Hitchcock nåede heller ikke selv at se det endelige resultat. Han døde få måneder før den officielle indvielse i slutningen af 1932. Men hans bil deltog dog alligevel i processionen. Den blev kørt af hans chauffør, som holdt passagersædet tomt for at ære den tidligere borgmester, der den dag i dag er kendt som faderen til Great Ocean Road.
Vi finder mætte tilbage til bilen og svinger ned forbi havnen for at få et sidste glimt af Port Philip-bugten, inden vi forventningsfulde følger skiltene sydvest mod Great Ocean Road.
SURFER PARADIS SKYDER RUTEN I GANG
Efter blot en halv times kørsel sydvest fra Hitchcocks Geelong ankommer vi til Torquay, den officielle start på den 243 kilometer lange strækning. Bløde kumulusskyer hænger lavt på den blå himmel over havet, og er det første syn, der møder os. Det er lørdag, og der er god plads på den brede strand, hvor langt de fleste i vandet er surfere i våddragter.
Torquay har været et yndet udflugtsmål siden midten af 1800-tallet, og det er tydeligt at forstå, hvorfor. Den imponerende udsigt har formodentlig ikke forandret sig meget siden dengang. Til gengæld er der nu bygget en esplanade til gåture langs kystlinjen indrettet med borde og bænke, hvorfra man kan nyde det smukke scenarie i skyggen af cypresser og grantræer.
Den verdenskendte surfer-strand, Bells Beach, ligger fire kilometer syd for byens centrum, og man har efter sigende først rigtigt surfet, når man har surfet Bells bølger. Måske er der noget om snakken, for det er i Torquay, at surfermærkerne Rip Curl og Quiksilver blev grundlagt i 1969, og byen huser også Australiens National Surfing Museum. Turistinformationskontoret ligger om hjørnet fra museet og har, som alle de andre byer langs ruten, yderst hjælpsomme medarbejdere.
Mod forventning er bølgerne ved Bells Beach ikke lige så surf-værdige, som dengang Patrick Swayze løb ud og kaster sig i bølgerne i slutscenen af den originale Point Break fra 1991 (som dog blev filmet langs den californiske kyst), så uden surfere er vi hurtigt tilbage i bilen og fortsætter videre langs kysten.
PLADS TIL AT IMPROVISERE
Der er ikke trængsel på vejen her midt i november måned. Træer og buske begrænser havudsigten den næste del af vejen, og skyerne er begyndt at samle sig i horisonten med varsel om nærforstående regn.
Meget kan planlægges på forhånd, men med en blanding af sol, regn og vind, finder vi hurtigt ud af, at Great Ocean Road kræver en høj grad af improvisation. Da vi rejser uden for højsæsonen, har vi valgt kun at reservere den første overnatning og middag hjemmefra og derefter stoppe op, hvor seværdigheder, naturen og naturlige behov kræver vores opmærksomhed.
Vi fortsætter igennem den næste lille by, Anglesea, og drejer impulsivt fra efter den lille bro og parkerer, hvor floden løber ud i havet.
Småbørn og hunde pjasker kåde rundt i det soppebassinslave vand, mens de store drenge glider ekstatiske hen over vandoverfladen på ’boogie boards’. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at den nu halvtomme parkeringsplads inden længe vil være helt fyldt op, når temperaturerne stiger og skolernes sommerferie begynder i næste måned.
Aireys Inlet bliver turens første møde med Australiens eksotiske dyreliv. Vi følger et lokalt tip om, at der er vilde kænguruer et stykke oppe af Bambra Road, og ivrige efter at få et glimt af de store pungdyr tager vi en afstikker til højre. Snart afløser den ene hestefold den anden, og efter cirka en kilometer spotter vi begejstrede enkelte af de hoppende dyr. Der er flere, end vi kan tælle, men da det er midt om eftermiddagen, ligger langt de fleste kænguruer dovent hen i skyggen.
Vi er flere gange blevet advaret om, at man skal passe på med at køre efter solnedgang, hvor dyrene bliver mere aktive. Med en vægt på omkring 70 kilo kan et uheldigt møde i trafikken være livsfarligt for alle parter, som et par døde kænguruer i vejkanten også vidner om.
Kort tid efter er vi tilbage på hovedvejen og kører forbi restauranten Little Feast, der efter sigende er et stop værd, men vi beslutter os i stedet for at køre direkte op til Split Point-fyrtårnet. Det klassiske rød-hvide fyrtårn har tronet højt over kysten siden 1891. Det estimeres, at omkring 6.500 skibe forliste langs de australske kyster, inden Anden Verdenskrig udbrød. Navigation igennem Bass-strædet, som denne del af farvandet hedder, blev uden moderne teknologi sammenlignet med dét at tråde en nål, og mange immigranter nåede aldrig i land efter mange måneders langstrakt sejlads.
Fra fyrtårnet, et sted mellem himmel og hav, belønnes vi med endnu et blændende syn. Det er langt om længe lykkedes eftermiddagssolen at brænde hul igennem de skyer, der tidligere indhyllede kysten i et slør. Vandet forvandles med ét til et hav af glinsende diamanter.
INDBEGREBET AF AUSTRALSK KULTUR
Manden står foroverbøjet på en sten og hviler sin spade på skulderen. Hatten skygger mod solen. Vi kan næsten forestille os sveden fra hans pande tegne striber i det fine lag støv, der dækker hans hud og fornemme hans tørst, idet hans kammerat betænksomt rækker ham vanddunken.
Great Ocean Road har stor symbolsk betydning for mange australiere, også kaldet aussies, og intet sted langs ruten kommer det tydeligere til udtryk end ved den nye ’Memorial Arch’ og bronzestatuen af de to arbejdere. Det var her mange af deres forfædre gik i land, herfra mange unge mænd drog ud i krig og hertil, mange af dem senere vendte hjem for at bygge Great Ocean Road og deres fremtid.
Vejen fortsætter zigzaggende op og ned af bakker, hvor det eneste, der adskiller os fra de skummende bølgetoppe, er det meterhøje autoværn. Eftersom vi kører mod vest i venstre side af vejen kan vi heldigvis nemt stoppe ved de mange udkigsposter langs kysten og give os god tid.
Vi når frem til vores motel i Lorne sidst på eftermiddagen med under en time til vores bordreservation på den anmelderroste Ipsos med speciale i det græsk/australske fusionskøkken.
Træerne omkring motellet er fyldt med farvestrålende papegøjer og hvide kakaduer med den karakteristiske gule hanekam, som jeg mindes fra 70’er tv-serien om detektiven Baretta. Aussies holder dem i modsætning til detektiven ikke som kæledyr, men betragter dem derimod som skadedyr, og vi finder snart ud af hvorfor. Lidt som klassens uartige drenge skræpper kakaduer meget højt og vedvarende, vælter skraldespande og begår hærværk på husene. De forbliver nu stadig ret nuttede i mine øjne, især efter en lille flok aflægger et uanmeldt – men absolut venligsindet - besøg på vores balkon næste morgen, hvor vi fodrer dem med æbler.
VILDE KOALAER
Vi begynder dagen på Lornes hyggelige Swing Bridge Café, der viser sig at være noget af et tilløbsstykke. Beliggenhed, morgensol og ikke mindst god forplejning er denne morgen tre gode grunde til at nyde vores brunch på terrassen, inden turen fortsætter.
Vi har dagen forinden ladet os fortælle, at der findes vilde koalaer langs Kennett River, så næste stop bliver ved Kafé Koala, som får mange koalasøgende gæster.
Mindst tyve tilsyneladende tamme papegøjer basker iltert omkring en lille gruppe turister, da vi ankommer til caféens parkeringsplads efter en halv times bjergtagende kørsel fra Lorne. Fuglene lander på turisternes hoveder, skuldrer og udstrakte hænder, ivrige efter at blive fordret med de frø, som kan købes for få dollar indenfor. En dreng smiler og deler sine frø med os, så vi straks er med i fodringsfesten.
Lidt længere oppe ad grusvejen bemærker vi flere mennesker, der peger op mod træerne med nakken bagoverbøjet. Efter et par hurtige skridt indtager vi samme position og får øje på et par grå bamselignende bjørne. Koalaerne, der er et pungdyr og ikke som nogen tror en lille bjørn, har indtaget soveposition på et par grene højt oppe i eukalyptustræet. Da koalaer som regel sover i op til 18 timer i døgnet og spiser blade i op til fem timer i døgnet, skal man være heldig for at se dem bevæge mere end deres arme og mund.
Efter at have fodret papegøjer og nydt synet af de slumrende koalabjørne møder vi Glenda ved parkeringspladsen, som fortæller os, at hendes familie har ejet Kafé Koala i mange år. Der skal ikke meget overtalelse til at smage deres hjemmebagte tærte, inden vi hopper tilbage i bilen og fortsætter turen.
BESØG I FORTIDENS FODSPOR
Skyerne har igen trukket sig sammen over kysten og den velkendte duft af fish and chips kommer os i møde ved Apollo Bays mole i udkanten af byen, som stadig er en aktiv fiskerihavn. Vi gør et kort stop for at beundre udsigten over bugten og møder nogle andre besøgende iført regntøj, der har trodset vejret og spiser frokost uden for The Harbour Fish Shop.
Vi er desværre et par måneder for sent til en hvaltur, da det kun er i vinterhalvåret (det vil sige fra maj til september), at hvalerne kommer op fra Antarktis for at yngle i Bass-strædet. Stadig mætte fra morgenmaden kaster vi et sidste blik over himmel og hav, som nu står i ét, inden vi lader vejen føre os væk fra kysten og ind i landet.
Sceneskiftet er dramatisk, da vi opsluges af Great Otway National Park i læ af regnskoven, som dækker et område på omkring 100 kvadratkilometer. Parken tilbyder aktiviteter for alle aldre med afmærkede stier, vandfald, vilde koalaer, et ikonisk fyrtårn, og hele dage kan bruges i og omkring Great Otway.
Maits Rest, et 30 minutters loop med træbroer, drager os dybt ind i regnskoven, og vi støder kun på én mindre gruppe under hele gåturen. Kæmpe træer og bregner knejser over os og lader fantasier om fortidens dinosaurer få frit løb. Fugtigheden og følelsen af at være på besøg i en anden tidsalder er overvældende, ja næsten magisk, og stilheden afbrydes kun, når vi går forbi rislende vandløb.
På trods af, at distancerne er små, så betyder de mange seværdigheder, at tiden er løbet fra os. Skyerne gør nu alvor af deres trusler, og dråberne falder tungt mod bilens forrude igennem den næste strækning langs skov, marker og heder. Vi kører i ét stræk og når frem sidst på eftermiddagen til den mest besøgte turistdestination langs ruten: The Twelve Apostles i Port Campbell National Park.
NATURENS MONUMENTER OG GOD MARKEDSFØRING
Den store parkeringsplads har et større område reserveret til turistbusser, men de fleste pladser er tomme på denne tid af året, og vinden rusker voldsomt i os, da vi stiger ud af bilen. Vi dropper paraplyen, slår i stedet kraven op og trækker skuldrene godt op om ørerne. Alle har anbefalet at besøge denne attraktion ved solens op- eller nedgang, men når solen, som det er tilfældet denne dag, er dækket af et tykt lag skyer, går idéen med at vente til solnedgang fløjten.
Trods det nu nærmest stormagtige vejr er en del andre turister i gang med at forevige øjeblikket foran de op til 45 meter høje kalkstensformationer. Mange er på heldagsture, der tilbyder at køre gæster tur/retur fra Melbourne på tolv timer.
Jeg kaster et blik på de imponerende klippegiganter, der står i vandet ud for stranden, tager et par billeder og kapitulerer. Lysten mangler til at tage samtlige 86 trin ned ad Gibsons Stairs for at være i øjenhøjde med de nærmeste apostle. 1-0 til vejret. Jeg vender om og går med uglet hår tilbage til bilen, mens min rejsekammerat trodsigt fortsætter ud til det yderligste udkigspunkt.
Vejrblæste og sultne kører vi ind i Port Campbell sidst på eftermiddagen, og efter en hurtig tur rundt til de forskellige moteller vælger vi ét med udsigt til byens bugt og 12 Rocks Café and Beach Bar, som ifølge Tripadvisor byder på byens bedste middag.
Under middagen hører vi dansk for første gang siden vores ankomst til Australien. Familien Svenningsen sidder et par borde fra os og kæmper med at få plads i maven til de generøse portioner. Henning fortæller, at han og Birgit havde en mangeårig drøm om at rejse til Australien, og så sprang datteren og svigersønnen til og tog med. De har sammen med deres rejsebureau planlagt en 16 dages rejse og er undervejs fra Melbourne til Adelaide med tre overnatninger langs Great Ocean Road. De håber alle på, at vejret dagen efter bliver bedre, da et af turens højdepunkter, en helikoptertur over The Twelve Apostles, ellers risikerer at blive aflyst.
LORC ARD GORGE I SOLSKIN
Næste morgen er vejret heldigvis klaret op, og mine tanker går straks til familien Svenningsen. Solen er kommet frem, da vi parkerer ved Lorc Ard Gorge, og lyset forvandler klipperne fra grå til gyldne og havet fra gråsort til nuancer af blå og smaragdgrøn.
Denne gang tager vi trappen ned til stranden, hvor to unge mennesker reddede sig i land en tidlig juni morgen i 1878, efter deres skib var stødt på grund. De resterende 52 passagerer og besætningsmedlemmer ombord druknede i uvejret få hundrede meter væk. Kløften blev efterfølgende opkaldt efter skibet, Lorc Ard, og besøgende har ligeledes adgang til den lille kirkegård med gravsteder og mindeplader for de skibsbrudne.
Great Ocean Road ender officielt i Allansford, hvor vejen skifter navn til Princes Highway og fortsætter mod Warrnambool. Sidstnævnte huser Flagstaff Hill Maritime Museum, som på fineste vis binder rutens fortællinger sammen med fakta og artefakter fra de hundredvis af forliste skibe – blandt andet i et lysshow hver aften.
En tur langs Great Ocean Road byder på langt mere end smuk natur, hyggelige havnebyer og god mad. Jeg er overbevist om, at Darwin ville have været mindst lige så inspireret, hvis han havde valgt at køre langs den nyindviede Great Ocean Road under sit besøg til Australien i 1836. Det er nemlig en rejse, der øger forståelsen for samspillet mellem natur og menneske samt viljen og evnen til at overleve.
Da vi forlader Warrnambool og drejer til højre ad Princes Highway, har jeg langt om længe fået styr på, hvilken side blinklyset aktiveres fra. Jeg retter bilen op i venstre side af vejen og indstiller kursen mod den næste magiske havneby, Port Fairy.