Safari opleves som regel fra en jeep eller på ryggen af en elefant, men hvis man har is nok i maven, og den rigtige guide, får man en meget større oplevelse på en vandretur blandt de vilde dyr.
Tekst: line Jerichow Foto: Julius Jerichow Adamsen
Jeepen bumler hen ad en støvet sandvej, mens jeg kæmper for at få indtaget den morgenmad, personalet i Vumbura Camp har smurt til mig. Jeg ved ikke, om det er fordi, klokken kun er 04.30 om morgenen, eller om det er vejens ujævnheder, der gør det så forbandet svært at spise mit hårdkogte æg.
Under alle omstændigheder skal jeg have spist æg, bolle og frugt og drukket min te, inden vi om ganske kort tid skal på vandretur midt ude på Botswanas savanne mellem løver og gazeller.
Vores guide Russel, en af Wilderness Camps bedste vandreguides med mere en 20 års erfaring, parkerer vores jeep lige ved siden af et stort termitbo. Mens Russel klargør sin riffel, får vi lige akkurat tid nok til at få de værste morgenmadspletter og krummer af vores tøj.
Russel svinger sin riffel over skulderen og informerer os om, at det er meget vigtigt, at vi holder trit i lige linje med cirka halvanden meters afstand. Dernæst får vi instrukser om, at hvis vi møder en uvenlig elefant, skal vi stå helt stille ved hinandens sider, således at vi ser lidt større ud. Møder vi en løve, må vi absolut ikke stikke af, men også her prøve at gøre os så store som muligt. Sidst, men ikke mindst, vi går i stilhed. Vi tager Russels information meget bogstaveligt og tænker på, om det her egentlig var en god ide. Informationerne resulterer i, at vi på hele turen går helt oppe i bagdelen på Russel og hans riffel.
Vild natur i øjenhøjde
Som en slange snor vi os igennem savannen, der består af små buske med og uden torne, kaktus planter, skovpræget land omkring flod og delta, hundredevis af termitbo og de finurlige Baobab-træer, der ser ud som om, de står på hovedet med trækronerne under jorden og rødderne strittende mod himlen. Som majestæten over dem alle står Marula-træerne og troner med sine lange stammer og store kroner. Deres frugter ligner pærer i overstørrelse. Ifølge de lokale må man ikke plukke disse frugter. De skal selv falde af træet, og herefter har man en sød og velsmagende frugt, som bliver brugt til nærende juice og til fremstillingen af likøren Amarula (der smager som Baileys) samt til hudplejende olier. Det siges også, at elefanterne elsker denne frugt, da den efter sigende skulle gøre dem beruset, når frugten overgærer i deres maver.
Vores guide, Russel, skifter konstant kurs, så vi ikke har vinden i ryggen. På denne måde kommer vi flere gange på tæt hold af Zebraer, giraffer, gnuer, gazeller, impalaer, uden at dyrene får færten af os, og på et tidspunk kommer vi også lidt for tæt på en flok vortesvin efter vores mening. Russel er totalt upåvirket.
Vores vandring er så meget anderledes end det at sidde i en jeep eller for den sags skyld på ryggen af en elefant. Først og fremmest er alle vores sanser i højeste beredskab. Det er ikke dagligdag for os at gå rundt blandt vilde dyr. Ethvert skridt bliver taget med største opmærksomhed (man vil nødig træde på en slange), og enhver lyd sætter en kaskade af adrenalin rundt i ens krop.
Noget andet er, at duftene på savannen er mere markante til fods. Det er lige fra duften af sand og træ til duften af små blomster, der vokser på buskene og træerne. De vilde dyrs dufte kradser nærmest i vores næsebord.
Den visuelle kontakt med de vilde dyr er på den ene side fascinerende. Gazellerne og impalaerne virker rolige samt imødekommende, og man er i øjenhøjde med dem. Gnuerne er store, virker utilregnelige, og deres horn frygtindgydende. Men det er en flok vortesvin, der skræmmer mest. De er aggressive og virker truende.
Tilbage på skolebænken
Flere gange under vores gåtur stopper Russel og samler ting, der ligner forsteninger, op fra jorden. Men når man klemmer let på disse objekter, smuldrer det mellem ens fingre. Russel forklarer at det er termitternes værk, nærmere betegnet arbejdertermitterne. De er naturens skraldespand, og de fortærer alt der ligger på deres vej, som ikke længere er i live. Elefantafføring og andre dyre ekskrementer bliver ligeledes nærstuderet, og vi erfarer, at der i elefanternes afføring bor og lever kæmpe sorte biller, som små øgler finder frem til og æder med største fornøjelse. Endnu et bevis på fødekædens smukke funktion.
Da vi har gået en times tid, finder Russel et passende sted at stoppe. Udsynet er godt, da beplantningen er lav, og der er ikke et dyr at se i miles omkreds. Hvis der kommer en elefant eller en løve, kan Russel nå at lade sin riffel, og vi kan stille os i formation.
Russel hiver et stort kort frem over Botswana. Vi finder dernæst ud af, at vi er tilbage på skolebænken, for Russel er minsandten også gymnasielærer i biologi, og i løbet af den næste times tid lærer vi om Botswanas delta, om termitterne, deres hierarki, deres funktion i naturen og deres imponerende bygningsværker.
Som en værdig finale på Russels lektion, får vi den fascinerende og rørende historie om Botswanas løsrivelse fra englænderne og Botswanas første præsident, Seretse Khama.
Seretse Khama
Khama bliver som ung høvdingeprins sendt til Oxford i England for at studere i 1945. To år senere møder Khama den unge, smukke hvide mellemklassepige, Ruth Williams. De falder pladask for hinanden, og en hed kærlighedsaffære udvikler sig. De to forlover sig og trodser den voldsomme modstand fra familie og venner. Faktisk bliver deres forlovelse så opsigtvækkende, at det ender på regeringsplan, og da parret forsøger at bliver kirkeligt viet, sætter Londons biskop en stopper for det. Men ingen kan stoppe Ruth Williams og Khamas kærlighed, og de to bliver borgerlig viet på rådhuset i 1947. Ruth Willians er klædt i sort spadseredragt.
I slutningen af 1947 rejser Khama tilbage til Botswana for at få sin stammes anerkendelse. Et stort stammeråd bliver holdt, og han får heldigvis en massiv opbakning og anerkendelse. Khama ender med at forene alle stammerne i Botswana, og han frigør i 1966 landet fra dets engelske herredømme. Khama får 14 år som Botswanas præsident.
Hans private og nationale kamp bliver hyldet gennem to symboler. Det ene symbol er Botswanas flag. Det er lyseblåt med en sort og to hvide vandrette striber i midten. Flagets blå farve symboliserer vand og den sorte og de hvide striber symboliserer samhørighed og harmoni mellem folk af forskellige racer. Det andet symbol er Botswanas nationaldyr, zebraen.
En del klogere vandrer vi tilbage til vores jeep, og i morgensolen bumler vi stille og roligt tilbage mod Vumbura Camp. Vi har ikke kørt mere en ti minutter, da vi får øje på en stor hunløve. Russel slynger jeepen væk fra vores sandede vej, og om muligt bumler vi endnu mere ind over bushgræs efter løven. Hun lader sig ikke skræmme af den bumlende og larmende jeep men sætter sig blot og tisser. Herefter slentrer hun stille og rolig ind i et buskads.
Russel kører efter, og vi ser gennem en lille åbning i buskadset, at der ligger en anden hunløve med tre unger. Vi takker de højere magter for, at disse løver ikke havde valgt et buskads på vores vandretur.