På safari i Tanzanias overvældende natur
Det er her ved menneskehedens vugge, at der er flest vilde dyr i verden – og det på de største naturscener af alle: Serengeti og Ngorongoro.
Tekst og foto: Ole Oxgren
For bare få generationer tilbage var det forbundet med uendelige forberedelser og mange strabadser at besøge det afrikanske kontinent – en for langt de fleste på vore breddegrader helt uopnåelig rejse at gennemføre. Dengang var en sådan tur da heller ikke uden risiko, og det var ikke alle, der vendte tilbage i god behold.
I dag foretages den afrikanske rejse typisk i tilbagelænet luksus i en komfortabel landcruiser, ligesom nætterne tilbringes i behagelige små lodges. Og selvom man på TV har set naturscener på langt tættere hold, end vi kommer selv her i Tanzanias storslåede vilde natur – er oplevelsen ved at være der selv intet mindre end exceptionel!
Langt de fleste mennesker i den vestlige civilisation er længere fra naturen end nogensinde og derfor også helt og aldeles uden evner for at kunne begå sig i en natur, hvor lokale stammefolk den dag i dag uden besvær overlever med hjælp fra bue og pil eller måske et spyd.
I vores tonstunge og godt beskyttende Toyota Land Cruiser er vi helt tæt på naturen. Vi befinder os i nationalparken Serengeti, hvor vi ikke blot ser og hører, men ligefrem lugter og mærker nærheden til de vilde dyr. Løverne, der slår mave bare en armslængde fra os, bøflerne med deres tomme, bedrøvede blikke og elefanterne, som tumler trompeterende gennem vildnisset uden at værdige os et blik.
Her i den vilde natur er døden en naturlig følge af livet. Som gepardernes kortvarige og på en gang voldsomme og elegante jagt på en flok gazeller, hvoraf det svageste led i kæden ender med at udgøre et festmåltid – også for gribbe og marabou-storke.
I tusmørket på vej ud af Serengeti ser vi flere og flere uhyggelige silhuetter af gribbe i snart hvert eneste træ. Mens himlen skifter farve, tager lugten til. En ubehagelig, sødlig lugt rammer vores næsebor, idet vi triller forbi en enorm elefant, der ligger død få meter fra vejen. En snes grådige gribbe slås om de bedste lunser, og nogle hopper endda rundt helt inde i bugen på det store dyr.
De ellers så statelige om end ikke just kønne marabou-storke flokkes også om kadaveret og hakker deres stærke næb i det enorme dyr. Vi holder ikke stille længe. Sceneriet er næsten for voldsomt og lugten så påtrængende, at vi nærmest bliver drevet på flugt.
Eventyret begynder
Vores afrikanske eventyr er begyndt et par dage tidligere, faktisk allerede i lufthavnen, da vi får vores boardingpas udleveret. Vi skal til Arusha, som ligger i det nordlige Tanzania og både er udgangspunktet for langt de fleste safarirejser i landet og dér, man flyver til, hvis man skal besøge Kilimanjaro, det højeste bjerg på det afrikanske kontinent, der trods sin placering tæt på Ækvator stort set altid har evig sne på toppen. Alene navnet Kilimanjaro giver feriedrømme vinger. Det samme gør målet for vores rejse, nationalparkerne Serengeti og Ngorongoro. Disse steder har levet i mine fantasier i årtier. Næret af læsningen af Tarzan-historier og storslåede fjernsynsudsendelser om Afrikas fascinerende natur og dyreliv. Udsendelser, som er næsten synonyme med David Attenboroughs bløde, velmodulerede stemme.
Ham har vi dog ikke ved hånden på vores ugelange rejse, til gengæld har vi en fuldgod erstatning i Raphael Njovu, lokal zulu og gennem flere år fast guide for det danske rejsebureau Tanzania Tours, som har arrangeret vores rejse.
Raphael er både vores chauffør, guide og oppasser, og hans viden og smittende kærlighed til området gør safaridagene til en kompleks og forunderlig oplevelse.
Stedkendt guide er guld værd
I en digitaliseret verden vælger flere og flere selv at arrangere deres rejser selv, og det kan – i hvert fald noget ad vejen – også lade sig gøre i Tanzania. Men som individuel turist i lejet bil har man ikke adgang til landets vigtigste nationalparker som for eksempel Serengeti og Ngorongoro. Det kræver også en god, stedkendt guide at spotte de mere sjældne dyr og at vide, hvor og hvornår det er værd at være tålmodig og vente på oplevelserne. Som da vi ser de føromtalte sultne geparder på ingen tid skifte fra at ligge helt stille til en topfart på over 100 km/t.
I over en time har vi holdt og ventet på en aktion. Noget af tiden har det regnet, og så jager geparderne ikke, og ellers har de mest ligget bomstille i det høje græs. Det meste af tiden har vi ikke kunnet se meget mere end et øre her og en halespids der. Vi passagerer bliver efterhånden utålmodige og vil videre.
Bare en lille snack
”Rolig nu, tålmodighed er det vigtigste af alt. For geparderne som for os”, forklarer Raphael, og er ikke til at rokke. Fra et sekund til et andet ændrer scenen sig radikalt. Geparderne er på benene, sænker hovederne, vejrer intenst og kaster sig så fremad mod det for os endnu skjulte bytte. Et par sekunder, så er dramaet overstået og et lille gazellekid spræller for livet mellem det glubske rovdyrs tænder.
”Det er bare en eftermiddagssnack”, siger Raphael, og tilføjer, at geparderne, der har en succesrate på hele 90 procent, når de kaster sig ud i de ofte få sekunders jagt, alligevel ofte ender med at miste byttet. De store kattedyr er nemlig ikke gode til at forsvare sig, og for eksempel hyæner kan uden problemer nappe byttet fra dem.
Anderledes udramatisk begyndte vores første safaridag. Trods årvågne, så vi ikke mange dyr den første times tid. Nogle aber, der legede i vejsiden, og et par farvestrålende fugle var det mest interessante. Men pludselig var den der – den første elefant. Og så en til og snart en hel flok.
Serengetis hjerte
Ved dagens begyndelse har vi har fået udleveret billedark med en række af de dyr, vi har mulighed for at opleve, og overraskende hurtigt får vi krydset ganske mange af. Løve, impala, flodhest, giraf, sjakal, hyæne, zebra, bøffel og gnu. Ikke mindst sidstnævnte synes at være overalt. I Serengeti alene er der 1,3 millioner gnuer, og dyret er dermed helt centralt i områdets øko-system og centrum for et af verdens helt store naturfænomener, nemlig migrationen af dyr mellem Tanzania og Kenya.
”Gnuerne er Serengetis hjerte. Alt er forbundet til dem, og det er gnuerne, der holder det hele i gang”, forklarer Raphael Njovu.
I løbet af bare tre uger i februar fødes en kvart million kalve. Vandringen med regnen mod de frodigere græsmarker i nord i Masai Mara i Kenya begynder stort set samtidig med, at den sidste kalv kommer til verden. Med følger en kvart million zebraer og endnu flere antiloper i deres jagt på føde. De indtager tilsammen 4.500 ton græs om dagen, og deres efterladenskaber ender som uundværlig gødning for græs og planter på den enorme savanne, der er på størrelse med Jylland.
”Efter gnuerne følger alt, der har skarpe tænder”, fortæller Raphael videre. ”De mange kalve udgør nemlig et enormt spisekammer for savannens mange rovdyr, som følger i hælene på den massive migration af drøvtyggere mellem Tanzania og Kenya.”
Missionen fuldført
Netop de enorme mængder af dyr og formidable naturscenerier har placeret Serengeti og Ngorongoro på Unescos Verdensarvliste, men selv nogle af denne verdens største oplevelser kan gå hen og blive hverdagsagtige. I løbet af en ugelang safari risikerer man at blive blasert. Snart kan end ikke et par løver, der sover i skyggen under et træ, få os til at hive kameraerne frem, og gnuer og zebraer værdiger vi efterhånden dårligt et blik.
Til gengæld kommer vi på stikkerne, da vi endelig kan krydse de sidste to af ”The Big Five” af på vores billedark: Løve, elefant og bøffel så vi allerede på førstedagen, og nu spotter vi pludselig næsehorn og efterfølgende også et par leoparder, der sover eftermiddagssøvn højt oppe i et træ.
Missionen er fuldført, men ”The Big Five” var alligevel det mindste af det hele. For forfatteren til denne artikel var det nemlig klart den samlede naturoplevelse, dyrenes samspil med Serengetis enorme græshav og det fuldstændigt exceptionelle kæmpekrater, Ngorongoro, med verdens tætteste koncentration af større dyr, der gjorde rejseoplevelsen helt unik.
Menneskehedens vugge
Ngorongoro-krateret, der ligger som nabo til Serengeti, er det største blandt flere andre kratere i området og en del af et naturbeskyttelsesområde på størrelse med Sjælland. Ngorongoro er verdens største sammensunkne vulkan, og vi ankommer en tidlig morgen til et udsigtspunkt langs kraterkanten i 2.226 meters højde. 600 meter under os ligger den 300 kvadratkilometer store kraterbund, som er hjem for stort set alle arter af Afrikas store dyr. Blot ikke giraffer, der med deres lange ben gennem millioner af år endnu ikke er lykkedes at forcere de stejle skrænter. Det klarer vores 4-hjulstrækker til gengæld helt uden problemer, og vel nede kan vi glæde os over mangfoldigheden af dyr.
Det er her, vi oplever de sorte næsehorn, som der bare findes en snes af tilbage. For 40 år siden var der 120. Raphael tror dog på artens overlevelse, selvom næsehorn ikke kun trues af kinesernes jagt på potens, men også af rige saudiers ønske om at give deres sønner knive med et skæfte af det store dyrs efterstræbte horn:
”Parkens mange rangers og Viagra redder forhåbentligt de sidste eksemplarer af det sorte næsehorn, der også er eftertragtet blandt løver og hyæner, som sagtens kan gøre det af med et ungt næsehorn. Oplever vi en sådan jagt, er der krav om, at vi safari-guider blander os ved at køre vores jeep ind i mellem det jagede næsehorn og de jagende dyr”, forklarer han og lader os forstå, at den situation har han været i flere gange.
Vi er imidlertid ikke så heldige at opleve så dramatisk en situation. Til gengæld oplever vi natur i al sin pragt. En kraterbund med søer, sumpe, kratbevoksning, skov og tør slette. Og dyr i en koncentration, det slet ikke er til at fatte.
Ngorongoro-området er i dag hjem for 50.000 masaier og urfolket hadzaerne. I udgravningsområderne Olduvai og Laetoli har man imidlertid fundet 3,6 millioner år gamle menneskelignende fodspor, og området er dermed kendt som intet mindre end menneskehedens vugge.
Dansk verdensrekord på Kilimanjaro
Flere og flere danskere vælger at sætte kursen mod toppen af Kilimanjaro, der med sine 5.895 meter er Afrikas højeste bjerg. Kilimanjaro er trods de mange højdemeter en rimelig overkommelig mundfuld, hvis man er i fornuftig form. Typisk tilmelder man sig en gruppetur, hvor man både har guider og bærere med, der også sørger for forplejningen undervejs. Og så kommer det vigtigste, nemlig det rette rutevalg og antallet af dage, man vil give forsøget.
Af de 25.000, der hvert år forsøger sig, lykkes det kun halvdelen at nå toppen. Og det skyldes ikke nødvendigvis dårlig træningstilstand, men højdesyge. Da det ikke er billigt at gøre forsøget, vælger mange nemlig de korteste udbudte ture på fem dage, hvor blot en fjerdedel gennemfører turen på grund af højdesyge. Vælger man 7-dages turene, er risikoen for at få højdesyge betragteligt mindre og succesraten derfor angiveligt op mod 90 procent.
Der er dog også andre måder at klare turen på. Hvis man vel at mærke er lidt vanvittig, vil spare penge til overnatning og er i ekstrem god form. Netop sådan en er den 33-årige danske ekstremløber Kristina Schou Madsen, der har klaret hele turen på bare seks timer og 52 minutter og dermed er verdens hurtigste kvinde til at nå toppen. Og Kristina Schou Madsen har andre imponerende præstationer bag sig. Omkring forrige årsskifte gennemførte hun nemlig syv maratonløb på syv kontinenter – på syv dage!