Fiskerliv i Madagaskar
På Madagaskar i Det Indiske Ocean er det stadig traditioner, forfædre og århundredgamle sædvaner, der styrer livets gang.
På Madagaskars vestkyst glider bølgerne ind på hvide sandstrande, hvor fiskernes kanoer ligger i skjul fra eftermiddagssolen under palmetræerne. Det eneste, der bevæger sig på stranden, er bølgerne og palmernes blade, der kærtegnes af sommerbrisen. Her er helt tomt. Men i det fjerne høres musik.
Åndeuddrivelse og religion går hånd i hånd
På hovedvejen bag stranden danser de lokale i et stort optog mellem Ifaty-områdets landsbyer. Dansen er et led i det store Bilo-ritual; en forfader har besat en af områdets kvinder og skal uddrives. Madagaskar er et land med stor religiøs diversitet, påvirket af kulturer fra både Europa, Afrika og alle afkroge af Det Indiske Ocean, og troen på forfædrene eksisterer stadig. Men kristendommen er den dominerende religion i landet.
Selvom kristne missionærer siden det 17. århundrede har rejst rundt i Madagaskar og prædiket Guds ord, var det først, da store dele af landet blev samlet under ét styre omkring år 1800, at kristendommen for alvor fik fodfæste på den afrikanske ø. Madagaskars herskere havde tætte forhold til regenterne i Storbritannien, og derfor var det protestantiske missionærer, der for alvor fik held med at omvende befolkningen. Missionærerne byggede skoler, indførte det latinske alfabet og lærte de herskerne, hvordan højt civiliserede englændere levede deres liv. Selvom de lokale herskere havde meget forskellige tilgange til religion, endte Biblen dog i sidste ende med at bide sig fast, og de fleste lokalsamfund samles i dag til søndagsmesse i landsbykirkerne. I store dele af landet lever de gamle traditioner og troen på forfædrenes magt dog stadig i bedste velgående, side om side med de kristne tanker og historier.
Bilo-paraden bevæger sig stille og roligt sydpå. Børn danser og griner. Åndeuddrivelse er lig med fest og musik. En ældre, voluminøs kvinde vugger afsted i et ufatteligt langsomt tempo. Hun pruster og stønner, og de små runde ben kæmper for at følge med. En yngre mand kommer op bag hende og rækker hende en støttende arm. Hun smiler taknemmeligt. I landsbyerne hjælper man hinanden.
Længere fremme i optoget triller en vogn afsted med gedekid på ladet. Vognen er trukket af zebu-køer, og kusken ser ud til at have fået en flaske rom for meget indenbords allerede inden køreturen. Han synger frejdigt, men overdøves af en ung mand med en kabosy på maven. Kabosyen er en slags firkantet træguitar eller mandolin, og når manden spiller, glider fingrene ned over strenge af brugte fiskesnører. Selvom solen bager, og temperaturen er oppe på omkring 30 grader, har han taget en varm hue på. Og de sejeste solbriller. For når man spiller til Bilo-optoget, skal man selvfølgelig ligne en rigtig popstjerne. Gedekiddene på ladet kigger nysgerrigt på. De har ingen idé om, at de er på deres sidste rejse. For de færreste forfædre kan uddrives uden et blodoffer.
Forfædrene er helt centrale i de indfødtes religiøse opfattelse og anses som bindeled mellem menneske og Gud. Så når folk bliver besat, vedrører det hele lokalsamfundet. Normalt er det de nærmeste familiemedlemmer, der først indser, at der er tale om besættelse. Den besatte begynder at opføre sig anderledes eller fortæller måske direkte, at han eller hun har en forfader i sig og dermed et helligt budskab at bringe. Familie, venner eller hele landsbyer samler penge sammen til et medium, som kan tale med ånden, og til det store uddrivelsesritual, som på Vestkysten kaldes Bilo.
Ånderne forlanger forskellige ting for at søge hinsides, men som regel kræves ofringer af enten zebu-køer, geder eller får. Og rom. Store mængder rom.
Ingen fest er for alvor en succes, hvis gæsterne kan gå lige hjem. Når åndeuddrivelsen er fuldendt, og man efterfølgende har festet med dans og musik, skal alle kunne ”måle vejen hjem”, som de lokale siger; man skal i godt beruset tilstand slingre fra den ene grøftekant til den anden, før man kan lade sig falde om i sengen eller på gulvet. Så har det været en rigtig fest.
Hverdagen vender tilbage
Næste morgen er det igen blevet hverdag. Der er ikke tid til tømmermænd, for der er fisk, der skal fanges, og muslingeskaller at samle.
Formiddagssolen glimter på vandoverfladen, da fiskerne er på vej tilbage mod byen med deres fangst. Det har været en våd morgen, men skyerne har spredt sig, og solen stråler atter fra en blå himmel. Fiskerne er ellers meget forsigtige, når det kommer til det lunefulde tropevejr. Hver sommer raser voldsomme cykloner, men det er stadig tidligt på sæsonen, så stormene er ikke buldret ind over vestkysten endnu.
Nily er en af de fiskere, der har kæmpet sig gennem morgenregnen for at fange fisk til markedet og restauranterne i den nærliggende by, Toliara. Familien er fattig og har brug for pengene.
Selve landsbyen ligger lidt væk fra havet, på den anden side af hovedvejen. Her sidder Nily hele eftermiddagen med de andre mænd og arbejder på fiskenet eller nye kanoer. Det er ikke nemt at lave en kano. Det tager både tid og teknisk snilde. En kano laves af fire forskellige typer træ. Én til selve kanoen, én til sæderne, én til sidestøtten, der skal afbalancere kanoen, og én til at binde kano og sidestøtte sammen.
Mændene snakker og synger, mens de hakker i træet. Arbejdet går langsomt, men der er intet, de skal nå. Det er ligegyldigt, om kanoen er færdig i morgen, i overmorgen eller i næste uge. Livet på Madagaskar foregår ”mora, mora” – langsomt, langsomt. De venter bare på, at kvinderne bliver færdige med at lave mad, at det bliver tid til et glas rom eller to, og til sidst tid til at sove, så de er veludhvilede til den næste dag på havet.
Nily viser os ind i sin hytte og sætter sig på sengen. Selvom middagssolen nu er meget stærk, er der helt mørkt indenfor. Der er kun ét rum med en lille seng. Her sover Nily med sin kone. Deres tre børn sover på gulvet ved siden af sengen. Hytten er lavet af tætte strå, men det er lang tid siden, den sidst er blevet restaureret, så mange steder har solstråler alligevel boret sig igennem de små huller i taget og tegner lysende pletter på den fugtige jord. Måske er morgenregnen alligevel trængt ind i hyttens strå, for selvom døråbningen bringer frisk luft ind, lugter her klamt af fugt.
Hvert femte år skal stråene skiftes ud, men Nily og hans familie har ikke råd til altid at få det gjort. Når cyklonerne rammer i januar og februar, sker det, at hytten bliver oversvømmet eller ødelagt, men der er intet andet at gøre end blive boende og vente på, at jorden tørrer eller stoppe gamle tøjrester ind mellem sprækkerne i tag eller vægge. Livet som fisker er fattigt, så økonomien tillader sjældent den store vedligeholdelse af boligen.
Sjaskvåd by i fuld aktivitet
I Toliara kan man se, hvor voldsom morgenregnen har været. Gaderne flyder i vand, og de mange rickshaws er fyldt med mennesker, der vil tørskoede rundt i byen. Store dele af selve markedet er oversvømmet helt. Husmødre i farvestrålende kjoler sopper med bare tæer mellem boderne på jagt efter aftensmad. Man kan få alt på markedet. Ivrige sælgere vifter med kålhoveder og tomater. I de yderste områder af markedet, dér hvor man rent faktisk kan gå tørskoet, sælger de peber og krydderier i alverdens afskygninger. Nilys fisk ender på markedet i en stor betonbygning på den anden side af vandmasserne.
Inden for de tykke mure er der nu kun ganske få sælgere tilbage. Her er næsten mennesketomt. Kunderne har åbenbart ikke fundet det nødvendigt at traske gennem vandmængderne bare for en skive zebu til maden. Fluerne, derimod, holder sig ikke tilbage, men svirrer rundt i enorme antal. Deres kraftige summen borer sig ind i øregangene som en ulidelig brummende tinnitus. En dame, der sælger fisk, vifter med et stykke pap for at få fluerne til at lette fra sine varer. Fiskene ser indtørrede ud og lugter kraftigt. Stedet er fyldt af en tung stank af halvråddent kød og sved. Det er måske ikke så underligt, at de lokale har valgt at springe turen til kødmarkedet over. Et par bønner ekstra fra grønsagsmarkedet udenfor virker som en lidt mere behagelig form for protein.
Men færre solgte fisk betyder færre penge til Nily og de andre fiskere. De må håbe, at det går bedre i morgen, så der en dag bliver råd til såvel Biloer som restaurering af hytterne hjemme i landsbyen. Lige nu er der ikke andet at gøre end at vente på morgendagen og så igen sejle mod horisonten på jagt efter de fisk, der er så vigtige for familiernes overlevelse. Men først i morgen.