Gennem århundreder har italiensk-schweiziske Lago Maggiore virket som en magnet på velhavere og europæisk aristokrati. Men den smukke sø med det milde klima frister ikke bare med livsnyderi og afslapning i eksklusive omgivelser – området er også det perfekte sted for en cykelferie.
Af Peter Christiansen
Inden jeg hopper på cyklen, går jeg ombord i kabineliften, der fører til toppen af Monte Mottarone. Her vil jeg dels nyde udsigten, dels danne mig et overblik over de kommende dages cykelmæssige udfordringer. Efter få minutter ligger den italienske kur- og badeby Stresa langt under mig, og et øjeblik senere stiger jeg ud, mere end 1.100 meter over Lago Maggiores vandspejl.
Udsigten er spektakulær. I sydlig retning breder Po-sletten sig ud, mod nord rager Monte Rosas takkede bjergmassiv op, og fra forskellige vinkler reflekteres solens stråler i gletsjernes blåhvide is. Langs kysten op mod Schweiz ligger små byer helt ud til vandet, og ved randen af bjergene inviterer serpentinerveje og snævre dale til at gå på opdagelse.
Og begge dele – den lange kyststrækning samt de massive bjerge – har jeg sat mig for at kigge nærmere på.
Italienske fristelser
På cykel triller jeg i adstadigt tempo langs Stresas strandpromenade, der flankeres af perfekt trimmede palmer. På vandet sætter en nøddebrun Riva-båd kursen mod Arolo på den modsatte bred, og langs kysten vidner rækken af Belle Époque-palæer om, at området gennem århundreder har tiltrukket det internationale aristokrati og jetset. Efter sigende skulle man i Verbania, der er Stresas naboby, have Italiens højeste levestandard. Passager med brosten får cyklen til at hoppe, men alligevel er det en fornøjelse at cykle i Stresa og langs Maggiores bred, og jeg nyder sceneriet.
Nogle kilometer uden for Stresa drejer jeg væk fra vandet og kører ind i Ossola-dalen. Det er ikke her, de store skarer af turister kommer, og Stresas mondæne palæer er nu afløst af grå, rustikke stenhuse med brændestabler op ad gavlen. Langt inde i dalen dukker vinmarker op, og mellem de snorlige rækker af vinstokke går solbrændte arbejdere rundt og skærer overflødige klaser væk. Piemonte, som jeg cykler i, er en af Italiens allerbedste vinregioner, hvor de kendteste vine, Barolo og Barbaresco, produceres i området syd for Torino. Men her, i Lago Maggiore-området, er vinproduktionen primært koncentreret i Ossola-dalen, hvor Nebbiolo-druen har perfekte betingelser. Flere enoteka’er tilbyder smagsprøver, og mere end én gang er jeg tæt på at blive lokket på afveje. Enkelte steder går de livsnydende italienere all in og serverer småretter med trøfler som tilbehør til de forskellige vine, så det kræver en vis selvdisciplin at køre videre. Men da cykling & vinsmagning er en dårlig kombination, skyller jeg i stedet halsen med kold energidrik fra vanddunken og fortsætter. En lidt kedelig, men sikkert fornuftig beslutning!
Men jeg får lyst til at vende tilbage på et tidspunkt. Ikke bare for at smage vin, men også for at deltage i en af de trøffelture, der arrangeres. Her drager man ud i terrænet med en stedkendt professionel trøffeljæger – en trifolao – samt sporhund og leder efter ”det hvide guld”, som kan koste op til 30.000 kroner per kilo.
Ude ved kysten bliver det igen fladt, og jeg sætter kurs mod den gamle smuglerby, Cannobio, der ligger umiddelbart før den schweiziske grænse. Hvor Stresa har et majestætisk præg, og de små bysamfund i dalen fremtræder rustikke, er Cannobio helt sin egen. Havnefronten domineres af bygninger i forskellige pastelfarver, store markiser beskytter cafegæster mod den skarpe sol, og små både ligger fortøjret langs promenaden. Den gamle del af byen, som er mere end 600 år gammel, er restaureret med respekt for sit oprindelige udseende, og i flere gårdhaver vokser citrontræer.
Hér vælger jeg at holde frokostpause. Jeg finder en lille restaurant tæt ved vandet, bestiller lasagne med muskat og nyder stemningen, inden turen en times tid senere går tilbage mod Stresa.
På bar med Hemingway
Interiøret oser af eksklusivitet. Fra loftet hænger store krystallysekroner, tunge gardiner dækker vinduerne delvist, og på væggene vidner sort-hvide portrætter om de berømtheder, som i tidens løb har gæstet baren. Det er ikke hvilken som helst bar, jeg er havnet på, men ved ethvert Stresa-besøg er det et must at gå ind på det femstjernede Grand Hotel Iles Borromées, styre mod Hemingway-baren og bestille en drink. Det er absolut ikke gratis, men det er en oplevelse, så mens bartenderen mikser en kold Daiquiri af rom, lime og sukker, slænger jeg mig i en stol på terrassen og nyder afslapningen oven på dagens cykeludfordring.
Hemingway opholdt sig her, da han som rekonvalescent plejede sine sår efter et mortérangreb i Fossalta di Piave ved den italienske front. Han tog på orlov i Stresa og indlogerede sig på et af byens hoteller, hvor han spillede pool og drak med bartenderen. Til sine forældre skrev han: ”I’m up here in Stresa, a little resort on Lago Maggiore. One of the most beautiful Italian lakes.”
Den amerikanske forfatter blev så fascineret af omgivelserne, at en nøglescene i hans Første Verdenskrigs-roman, Farvel til Våbnene, finder sted ved Lago Maggiores bred. Bogens hovedpersoner, Henry og Catherine, flygter i en robåd fra krigens rædsler og går i land ved Brissago i det neutrale Schweiz. Har man lyst til at gå i Hemingways fodspor, kan man slentre rundt og nyde stemningen i både Stresa og Brissago, eller man kan indlogere sig på Grand Hotel Iles Borromées i Stresa, hvor prisen for en overnatning i Hemingway-suiten – værelse 106 – ligger omkring 20.000 kroner i døgnet. Som 18-årig ambulancefører ved fronten var det næppe det prisleje, Hemingway havde råd til, men drinksene i Hemingway Bar er autentiske nok. Her serveres nemlig Dry Martini og Daiquiri, som den amerikanske forfatter nød dem.
Punktlighed kombineret med livsglæde
Lago Maggiores øverste femtedel ligger i Schweiz, og helt oppe, hvor søen ender, finder man dobbeltbyen Locarno-Ascona. Også her springer det mondæne i øjnene.
Locarno-Ascona ligger i Ticino, der er Schweiz’ eneste italiensktalende kanton, og området er et af de mest eftertragtede steder, man kan bo i alpelandet. Baggrunden er blandt andet, at man – ud over Schweiz’ mildeste klima, de talrige søer og kilometerhøje bjerge – finder kombinationen af schweizisk ordentlighed krydret med smittende italiensk livsglæde. Ikke overraskende har adskillige tidligere Tour de France-vindere bosat sig permanent i området, for cykelmulighederne er nærmest uendelige. Et fristende eksempel er det 1.734 meter høje Monte Gambarogno, hvor toppen nås efter 11-12 kilometers kørsel med en gennemsnitlig stigning på mere end ni procent. Så er man ligesom i gang!
Men jeg er trods alt mere på ferie end på træningslejr, så valget falder på turen gennem Centovalli-dalen, der starter i Locarno.
Klippeslugter og skummende vand
På begge sider af mig rejser bjergsiderne sig stejlt, og i bunden af kløften strømmer floden af sted med hvidt, skummende vand. Selv om naturen er betagende, er det alligevel den jernbanestrækning, som via tunneller, viadukter og høje jernkonstruktioner er ført gennem dalen, som fascinerer mest. Centovalli er en 52 kilometer lang strækning, som starter i Locarno og ender i italienske Domodossola, og Centovalli – de hundrede dale – har sit navn fra de utallige sidedale, som skærer sig ind i bjergmassivet på både højre og venstre side. 
Før 1923 var der kun forbindelse mellem de schweiziske kantoner Valais og Ticino via høje bjergpas, og transporttiden var lang. Men da man anlagde en kombineret vej- og jernbanestrækning delvist gennem italiensk territorium, blev alting meget lettere. Strækningen har for længst udspillet sin rolle som transportrute, men der postes store summer i at vedligeholde både jernbanen og vejen, for i dag er Centovalli en stor turistmæssig attraktion og et must, hvis man besøger Locarno.
Efter en time kører jeg fra Schweiz og ind i Italien. Grænsebetjenten kaster et dovent blik på passet, og med et ”buona giornata” lader han mig køre videre. Langs vejen vokser skove med kastanjetræer, flere steder fører små skilifte op i terrænet, og cykelcomputeren afslører ubønhørligt strækningens mange stigningsprocenter og højdemeter.
Pludselig dukker en lille café op. Ved de udendørs borde sidder en flok ryttere, og en række dyre carboncykler læner sig op ad hegnet. Alle er iklædt stilfuldt cykeltøj, designersolbrillerne er skubbet op i håret, og det italienske udtryk for at tage sig godt ud – at ”fare una bella figura” – passer perfekt til situationen. Men folk er imødekommende, og der bliver rykket lidt rundt, så også jeg får plads og kan bestille dagens første cappuccino.
La dolce vita
Sidst på eftermiddagen triller jeg ind på Asconas lille havnepromenade. Jeg parkerer min racer ved et trattoria, hvor prisniveauet virker overkommeligt. Både interiøret og menukortets retter er enkle. Der er endnu ikke crowded, så ejeren, der fungerer som både kok og tjener, kommer med min anretning.
På et træfad ligger friskbagt brød, et udvalg af lokale oste samt små skåle med honning, syltede nødder og tørret frugt. Foran mig stiller han et glas kold Chardonnay og understreger, at vinen ikke er lagret på egetræsfad. Den skal fremstå frisk.
Ascona er alt andet end turistet, og der tales næsten udelukkende italiensk. Rundt om mig summer det af liv, og stemningen er Middelhavsagtig. Hér – i det italienske hjørne af Schweiz – lever beboerne ”la dolce vita”.
