Direkte ud til Luganosøen og på alle sider omgivet af schweizisk territorium ligger Campione d’Italia. Her – på mindre end tre kvadratkilometer – finder man et lille eksklusivt samfund med et enkelt hotel, Europas største kasino og restauranter, der ligger helt ud til vandet.
Tekst og foto: Peter Christiansen
Der er to måder, hvorpå man kan ankomme til Campione. De fleste kommer i bil via Luganosøens østlige bred og kører fra den schweiziske grænseby Bissone ind i Campione. Men foretrækker man en smuk og spektakulær ankomst, booker man plads på en af de mange rutebåde, der dagligt krydser Luganosøen. Når båden nærmer sig Campione, har man første parket til den lille by, der strækker sig over en kilometer langs søens bred.
Ser man bort fra Campiones store og visuelt larmende kasino, ligner byen ved første øjekast en af de utallige badebyer, man finder langs Como-, Garda- og Maggioresøen. Midt i byen ligger det lille torv med udendørs caféer, langs promenaden ved vandet er der livlig trafik, og besøgende valfarter til den overdådigt udsmykkede barokkirke Santa Maria dei Ghirli. Men under overfladen er der forhold, der differentierer Campione d’Italia fra samtlige andre sydeuropæiske badebyer.
Skattefrit paradis i lange periode
For det første er Campione en italiensk enklave i Schweiz, og for at få begreberne helt på plads er Campione samtidig en eksklave til Italien. Men ligesom de mere kendte destinationer, fx Gibraltar og Kaliningrad, er Campione separeret fra moderlandet og omsluttet af et andet lands territorium.
Et andet forhold er, at byen råder over Europas største kasino. Det oprindelige kasino blev grundlagt i 1917 med det formål, at udenlandske diplomater kunne udveksle oplysninger under 1. verdenskrig. Men siden er kasinoet genopført i en moderne, futuristisk stil, og gennem årene er der omsat så store summer ved rouletterne, på black jack-bordene og i spillemaskinerne, at kasinoet har genereret penge nok til, at Campiones indbyggere i lange perioder har nydt skattefrihed.
Den praktiske dagligdag præges af et italiensk og schweizisk miks. Både euro og schweizerfranc accepteres, bilerne har schweiziske nummerplader, og Campiones indbyggere har adgang til det schweiziske sundhedssystem. Den italienske hærs politi, Carabinieri, tager sig af sikkerheden, og schweiziske brandbiler og ambulancer rykker ind, når der er brug for det.
Attraktivt at slå sig ned
De attraktive forhold i Campione betyder, at byen virker som en magnet for folk med styr på økonomien, og ud over byens oprindelige godt 2.000 italienske indbyggere har en del velhavende russere og pengestærke gæster fra Mellemøsten slået sig ned. Men modsat, hvad man måske kunne tro, er Campione på ingen måde turistet. Her er ingen souvenirshops med farvestrålende håndklæder og I love Campione-kasketter på rullestativer, her er ingen vandlande, og man skal lede længe efter et diskotek.
Til gengæld kan byen karakteriseres ved diskret klasse. Bylivet er afdæmpet, man har blot et enkelt hotel – naturligvis femstjernet – og blandt det lille dusin restauranter, man finder i Campione, har den ene Michelinstjernestatus.
Både nyde- og aktivferie
Man kan uden problemer arrangere en luksuspræget ferie inden for Campiones blot 2,68 kvadratkilometer.
Start med at tjekke ind på det femstjernede Hotel Meliã og fortsæt til den lokale Lido, hvor man kan ligge under palmerne og læse en god bog med et glas bobler i hånden. Bestil bord på Michelinrestauranten Da Candida og slut aftenen ved rouletten på Casino Municipale.
Et andet nydelsesfuldt alternativ er at spise i en ”grotto”. Langs store dele af søens kyst går de lodrette klipper helt ud til vandet, men enkelte steder, hvor der fx rager en lille pynt ud, har man anlagt særlige restauranter, der kun kan nås fra vandsiden. I sommermånederne arrangeres grotti-ture med båd, og først på aftenen bliver man sat af ved den grotto, hvor man har reserveret bord, mens der sidst på aftenen er opsamling og retursejlads.
Men det omkringliggende bjergterræn har så betagende en skønhed over sig, at de færreste vil ”nøjes” med at blive i Campione under opholdet. Vorherre var i godt humør, da han skabte området for tusinder af år siden, da gletsjere eroderede store dale ud mellem bjergene, og landskabet byder i dag på store kontraster, hvor man kan bevæge sig direkte fra de palmeklædte søbredder op til lokale bjergtoppe som Monte Bré og Monte San Salvatore. Luganosøens bredder lokker med spektakulære cykelruter, og man kan dyrke sejlsport, golf og tennis.
Et must for vandrere
Vi tjekker to oplagte aktivitetsmuligheder ud – vandring og cykling – og her bevæger vi os for en stund ind på schweizisk territorium.
I Luganoforstaden Paradiso ligger en 130 år gammel kabelbane, der på 12 minutter fragter gæster til toppen af det 912 meter høje Monte San Salvatore. Det er svært at undgå de værste klicheer, men udsigten fra toppen er intet mindre end fænomenal. Så langt øjet rækker, ses bjerge i horisonten, under os flimrer Luganosøens smaragdgrønne vand, og langt nede skimtes Luganos spir og røde tage. En af turistbureauets største sællerter er den kombinationspakke, der inkluderer en tur med kabelbanen til toppen, efterfulgt af en 12 kilometer lang gåtur til Schweiz’ smukkeste landsby, Morcote, hvorfra man sejles tilbage til Paradiso om bord på en rutebåd med servering af kold hvidvin. Undervejs går vandreruten gennem den botaniske have i San Grato, adskillige restauranter og picnic-steder passeres, og hele tiden åbnes op for nye udsigter.
Et andet must er en cykeltur rundt om den vestlige del af søen, og på turen forstår man, hvorfor flere tidligere Tour de France-vindere har slået sig permanent ned i Lugano og omegn. Mens vi cykler gennem Lugano, der regnes for at være en af Schweiz’ mest attraktive byer, lufter velklædte damer deres puddelhunde langs havnepromenaden, samtidig med at forretningsmænd med mapper under armen haster på arbejde. Uden for byen kører vi lange stræk med vandet på den ene side af vejen og de lodrette klipper på den anden, og hele tiden dukker nye badesteder og caféer op.
Efter en times kørsel stopper vi ved en af dem, synker ned i to dybe kurvestole, bestiller cappuccino og kigger ud over søen.
På den anden side af vandet skimter vi Campione d’Italia, hvor en rutebåd netop lægger til.
Her lever indbyggerne stille, men godt.
