Fredfyldt formiddag i Buddhas tegn i afsidesliggende tempelkompleks, giver velsignelser og sved på panden. Sri Lankas sydlige surferparadis er andet end palmestrande og perfekte bølger.
Tekst og foto: Max Lyngby
Højdeskrækken er gemt væk, mens vi sidder der yderst på en fremskydning på den lodrette klippe 206 meter oppe. Vi er nået toppen af Mulkirigala, og efter at have modtaget en buddhistisk livslang velsignelse med håndspålæggelse og bomuldssnor om håndleddet som belønning, er der via en lille sti gennem beplantningen udenfor templets mur som en ekstra sidegevinst en betagende og vidtrækkende udsigt. Fra klippen skuer vi ud over det dampende srilankanske landskab, med grønne rismarker og palmelunde.
Myldretid
Tempelkomplekset Mulkirigala ligger et pænt stykke fra Madiha, hvor vi bor, og vi havde aftalt en pris for turen i tuk-tuk i går.
Men i dag er der ikke den store lyst blandt tuk-tuk-chaufførerne til at afsætte dagen til denne enkelte tur - til den aftalte pris. Flokken af chauffører diskuterer lidt indbyrdes på srilankansk, og det er tydeligt hos hvem opgaven til sidst havner. Han giver det karakteristiske “indian headshake” - det lille vip med hovedet fra side til side, som vi aldrig helt har gennemskuet betydningen af, og vi er i et øjeblik i tvivl om han accepterer køreturen eller ej - ja, nej eller måske? Denne gang har det nok mest karakter af et “Okay”, og snart efter stiger vi ind bagi hans tuk-tuk og vi er på vej.
Det er morgen og dagen efter en lokal helligdag. Børn i deres skoleuniformer er på vej til skole, og morgentrafikken i Matara er kaotisk og tung, som den nu engang kan være på disse breddegrader. Vi zigzagger imellem et mylder af cykler og scootere, biler og ikke mindst trehjulede tuk-tuk’er i alle farver, som alle forsøger at komme frem hurtigst muligt - og de lette trafikanter snor sig imellem de tunge busser og lastbiler. Alle bruger hornet flittigt - ikke som en sur hilsen, men nærmere som “her kommer jeg, vær opmærksom”.
Trafikken letter efter vi har passeret busstationen, som er det trafikale knudepunkt i Matara, og vi fortsætter ud af byen ad landevejen mod Tangalle langs kysten med bølgerne fra det turkis-blå Indiske Ocean ude til højre. I byen Dikwella drejer vi af, og fortsætter ad vejen ind i landet gennem små landsbyer, kokosplantager og rismarker. Der er køer i vejkanten og enkelte aber i træer og elkabler. Vi vinker i farten til et par elefanter ved et tempel.
Tuk-tuk’ens lille motor kæmper en brav kamp når vi forcerer bakketoppe - og triller lystigt ned igen i høj fart på den anden side, så vi må hælde vores kroppe som modvægt i svingene.
Vi holder instinktivt vejret, og griber fat i hvad der er, når modkørende busser blæser forbi helt tæt på, og samtidig idet de passerer i et sus gør ekstra opmærksom på sig selv med et højt tuden med hornet.
Solen står allerede højt på himlen, og temperaturen er fulgt med, men luften frisker og vi har vind i håret i den åbne tuk-tuk. Der er undertoner af parfumeret røgelse i luften når vi kører gennem landsbyerne, og passerer små templer.
Efter cirka halvanden times kørsel er vi pludselig fremme ved Mulkirigala. Vores tuk-tuk-chauffør parkerer under et træ lige uden for porten til tempelkomplekset, hvor han så kan vente i skyggen til vi kommer tilbage.
Grottetempler
Der har igennem 2.000 år i den ene eller anden form været templer på eller ved den lodrette klippe som tårner sig 206 meter op i det forholdsvise flade landskab, men det nuværende kompleks dateres tilbage til det 18. århundrede. Og foran os venter der 533 trin som skal forceres for at nå toppen.
Det er en varm formiddag, og der er ikke megen liv i området - og vi starter vores opstigning. Mens vi betaler vores donation til stedet som entré, sidder der aber i træerne bag os, og de følger os nysgerrigt med øjnene - men mere væsen gør de ikke af sig. Det er varmt, og åbenbart tid til en formiddagslur.
Den lokale befolkning referer ofte det buddhistiske tempelkompleks Mulkirigala som en lille - og væsentligt mindre kendt og besøgt - kombination af to af Sri Lankas bedst kendte turistattraktioner: Sigiriya - Løveklippen som rejser sig inde midt i landet og Det Gyldne Tempel i Dambulla, med sine grottetempler.
Tempelområdet spreder sig over fire plateauer med udhuggede grotter fordelt op ad klippen.
Den første plateau umiddelbart efter vi har betalt vores donation har to grotter og en lille hvid stupa. I grotten tættest på indgangen møder vi blandt andet en stor liggende Buddha som fylder fra grottens gulv til loft, alt imens Vishnu og andre personligheder fra hinduismen - og et par oplyste munke - betragter os fra vægmalerierne.
Den anden grotte her på den første terrasse anses for at være en af de fineste i Mulkirigala, hvor væggene ligeledes er dækket af smukke farvestrålende malerier som datereres tilbage til det 18. århundrede. Her møder vi blandt buddhastatuerne en lille ældre mand i sarong, som velsigner os med en bøn på singalesisk mens han binder den hvide bomuldssnor omkring vores håndled og sætter en hvid bindi i panden på os; vi er velkommen, og nu klar til at fortsætte vores videre stigning op gennem tempelkomplekset.
Trin efter trin
Vi fortsætter op ad de stejle stentrapper til det andet plateau, som har en enkelt grotte med flere statuer, heriblandt også en stor liggende Buddha.
Det er midt i formiddagsheden, og det grønne palmelandskab damper under os, og selvom vi bevæger os i et stille tempo pibler sveden af os. Plateauerne giver os et kærkomment hvil fra trinene, og temperaturen i klippegrotterne giver et køligt afbræk.
Yderligere trappetrin fortsætter til det tredje og største plateau, med fire individuelle grotter og en stor stenbelagt plads. Her møder vi en lille gruppe lokale kvinder som stille går rundt i grotterne, sætter røgelse og giver deres bønner til Buddha.
Fra det tredje plateau leder en række lidt udfordrende, smalle og stejle klippeskårne trin til det fjerde og sidste plateau, på klippens top. Vi holder godt fast i det lette jerngelænder som er sat direkte i klippevæggen imens vi klatrer, og vi når toppen i skyggen af det store bo-træ.
Ifølge buddhismen var det under et bodhi-træ den historiske Buddha sad, da han efter syv dages uafbrudt meditation opnåede sin oplysning eller endelige erkendelse.
Bodhi-træet er centrum for den buddhistiske tilbedelse og står uden for enhver stupa. Ved træet ofres penge eller blomster, og der hænges vimpler og flag i dets grene som tak for en bøn, der er blevet hørt.
Fra et lille hus kalder en hellig mand os til. Han velsigner os på skift som var det præmien for at have nået toppen. Han udfører skiftevis en lille ceremoni for os, ligger hånden på vores hoveder og fremsiger en længere remse - inden vi ekstraordinært blandt sirligt fremlagte rekvisitter selv kan vælge farven på det bomuldsarmbånd som til sidst forsegler velsignelsen.
Her på sidste og fjerde plateau - på klippens top - er der ud over et lille klokketårn og en lille stupa ikke er meget at se. Munken instruerer os i at ringe med klokken i tårnet, og vi begynder efterfølgende så småt at ligge an til, at begynde vores nedstigning. Pludselig kalder munken på os. Han peger ud gennem et hul i muren som omkranser templet, smiler og siger på gebrokken engelsk: “View”.
Udenfor muren, via en lille stenet ujævn sti finder vi gennem buskadset. Og der på et stort klippestykke hængende ud over den lodrette klippevæg, åbenbarer der sig den mest fantastiske udsigt.
Havskildpadder i det lune vand
De næste dage bruger vi ved vandet. Havstrømmene omkring Sri Lanka kan være meget stærke, og ude fra det Indiske Ocean ruller store bølger ind. Sri Lanka generelt - og specielt strækningen fra området omkring Weligama og Mirissa og længere sydøst på - er et populært spot for surfere grundet de gunstige havstrømme og perfekte bølger.
Ved den lille sandstrand Polhena lige udenfor byen Matara, tæt på Sri Lankas sydligste punkt er kysten dog beskyttet af et rev som danner en lagune - og inde bag revet er vandet forholdsvist lavt og roligt. Vi snorkler direkte fra stranden, og her svømmer med de store havskildpadder som græsser på havbunden på indvendige side af revet. Vi følger stille de godmodige dyr, som lader os komme helt tæt på - og ikke lader sig forstyrre af os to-benede fra landjorden. Og her er mange havskildpadder, så vi møder flere hver gang vi går i vandet - og når vi ikke er i vandet, kan vi fra stranden spotte skildpadder når de bryder den stille havoverflade for at trække vejret.