Hop ned til hovedindholdet

Destination: Europa

Frankrig

På besøg hos Monet

Den verdensberømte maler Claude Monet boede de sidste 43 år af sit liv i den nordfranske by Giverny. Hans hus og to store haver, hvor han malede en stor del af sine mesterværker, er i dag åbne for offentligheden.

Tekst: Jesper Møller Foto: Jesper Møller og Fondation Claude Monet

Mange turister nyder at få taget billeder af sig selv på berømte steder. Således også her, hvor der denne eftermiddag står en lille kø af mennesker, der venter på efter tur at blive fotograferet på den grønmalede bro.

Selv om broen ved første øjekast ikke adskiller sig fra så mange andre små broer i verden, er den alligevel noget særligt. Vi befinder os nemlig i den have, hvor den verdensberømte maler Claude Monet kreerede hovedparten af sine mange naturbilleder. Haven ligger i den nordfranske by Giverny og er en del af den ejendom, hvor Monet boede i hele 43 år – fra 1883 til sin død i 1926.

Broen ligger i den bagerste del af haven, som kaldes for ’vandhaven’. Her fik Monet tilbage i 1890 anlagt en lille sø, som næres af vand fra Epte-floden. Broen går hen over den kanal, som bringer vand til søen fra floden. På Monets tid var det en såkaldt japansk bro, men den er siden erstattet med en mere holdbar udgave, som dog bevidst ligner den gamle.

Berømte åkander

Både broen og søen ligger omgivet af planter og blomster i alverdens farver. Tempeltræer, tallerkensmækkere, sørgepil, blåregn, nøkkeroser og bambustræer er blot nogle af de mange smukke gevækster, der omkranser søen. Nogle af træernes grene når ud over søen, og det hele er særdeles idyllisk.

Det er svært ikke at blive i godt humør af en slentretur rundt om søen, og der er ikke noget at sige til, at Monet elskede dette sted. Han tilbragte i sin tid utallige timer ved søen med sit lærred foran sig. Den japanske bro er med på mange af de billeder, han skabte her. Der er flere bænke omkring søen, og det er en fantastisk fornemmelse at kunne sidde det samme sted, hvorfra Monet kreerede mange af sine senere så berømte værker. Her er i bogstavelig forstand malerisk.

Claude Monet var meget betaget af lys, og hans store kærlighed til vandhaven skyldtes blandt andet hans fascination af lysets spil i vandet. Derudover elskede Monet også åkanderne i søen, og de er da også hovedmotivet for en lang række af hans malerier – heriblandt nogle af de mest kendte. Af samme grund kan man roligt kåre åkanderne i denne sø til klodens mest berømte og mest fotograferede.

Deja-vu

I kølvandet på Monets berømmelse har hans åkandemalerier fået deres helt eget kunstneriske begreb: Les Nymphéas, der   på dansk betyder ’de hvide åkander’. Navnet refererer til, at de fleste af åkandernes blomster er hvide. Andre er gule eller lyserøde.

I dag kan man finde Monets åkande-malerier på nogle af klodens mest prestigefyldte museer, men det er på anden vis,   at de har fået deres store folkelige gennembrud. Nogle af Monets malerier fra haven i Giverny er nemlig blevet solgt i plakatform, hvor de virkelig har været bestsellere. Millioner af mennesker verden over har eller har således haft en sådan reproduktion hængende derhjemme.

Derfor oplever mange besøgende i Monets have da også et deja-vu, fordi de her ser noget, som de mener at have set før et sted. Det er på sin vis, som om man har været her før – næsten lige som at besøge Det Hvide Hus i Washington eller Den Røde Plads i Moskva. Steder, man har set utallige gange før på tv.

Frodigheden og den skønne botanik stopper dog ikke med vandhaven. Monets ejendom rummer også en anden og mere traditionel have, om end den langt overstiger, hvad de fleste forstår ved en have.

Monet elskede blomster, og han fik derfor anlagt en enorm blomsterhave, hvor tusindvis af blomster står i lange snorlige rækker. Samlingen rummer blandt andet valmuer, rhododendron, iris, azaleaer, tulipaner og solsikker, og blomsterne spreder lige så megen glæde blandt nutidens besøgende, som de i sin tid fornøjede maleren og hans familie.

Her får enhver botaniker eller almindelig blomsterelsker glædestårer i øjnene af det enorme udvalg af farvestrålende blomster. Blomsterne var ikke kun til pynt på Monets tid, maleren brugte dem også flittigt som motiver.

Både vandhaven og blomsterhaven bliver passet og plejet, så de optræder nøjagtigt som på Monets tid. Derfor kan man få et ganske akkurat billede af, hvordan haven så ud dengang.

Syv gartnere ansat

Den sidste del af Monets hjem er huset, som offentligheden også har adgang til. Her boede den berømte maler sammen med sin hustru og i starten også med deres otte børn.

Det er et stort hus, hvor der i næsten alle rum hænger masser af malerier på væggene samt en stribe af de japanske xylografier, som Monet samlede på. Der er også flere sort-hvide fotografier af en aldrende Monet, hvor han optræder med et stort hvidt fuldskæg. Blandt husets mest spektakulære rum er en stor lys spisestue samt et enormt køkken med blå kakler.

Ligesom haverne er også huset bevaret, så det i dag fremstår næsten nøjagtigt, som da Monet boede her. Den eneste store undtagelse er hans store atelier, der i dag rummer stedets gavebutik. Her kan besøgende investere i alverdens Monet-souvenirs i form af blandt andet plakater, servietter, paraplyer, magneter og kagedåser med Monet-motiver.

Størrelsen af både huset og de enkelte rum indikerer, at Monet var en ganske velhavende mand, og han havde angiveligt også hele syv gartnere ansat til at passe sine haver.

Claude Monet døde 86 år gammel i 1926, hvorefter sønnen Michel overtog den store ejendom i Giverny. Da Michel døde i 1966, havde han testamenteret den til det franske Académie des Beaux Arts (Kunstakademiet).

Akademiet iværksatte en indsamling, der i løbet af de følgende år skaffede midler til en gennemgribende renovering af både hus og haver. Renoveringen var tilendebragt i 1980, og samme år åbnede Monets hjem for offentligheden. Ved den lejlighed stiftede man også Fondation Claude Monet, der ejer ejendommen i dag.

Monets ejendom blev hurtigt en populær attraktion – både blandt franskmænd og udenlandske turister. Haveelskere og kunstinteresserede fra hele verden strømmer til, og hjemmet er i dag Normandiets næstmest besøgte seværdighed med tæt på 500.000 årlige gæster.

Derfor kan stedet nogle dage være ganske tæt pakket – ikke mindst vandhaven. Af samme grund kan det anbefales at ankomme tidligt, inden de store turistbusser holder deres indtog.

Kunstner by

Claude Monet startede sin karriere som kunstmaler ukendt og fattig, men i sine senere år og ikke mindst efter hans død steg hans berømthed drastisk. Det kan blandt andet aflæses i, at gaden, som Monet-hjemmet ligger på, er opkaldt efter det berømte bysbarn og hedder Rue Claude Monet.

Ud over Monet har en stribe andre kunstnere gennem tiden boet i Giverny, som er en ægte kunstner by. Byen er ikke stor, men ganske hyggelig, og her finder man adskillige gallerier samt et kunstmuseum med skiftende maleriudstillinger.

Det er en god idé at runde et besøg i Giverny af med en lille rundtur i byen. Forinden skal man dog i fulde drag nyde Monets stemningsfulde og smukke haver, hvis frodighed og blomsterpragt i sin tid var en uudtømmelig kilde til motiver for maleren.

 

FAKTA

Impressionismen

Claude Monet blev født i Paris, men tilbragte størstedelen af sit 86 år lange liv i Normandiet.

Monet var bannerfører for kunstretningen impressionisme, hvis førende kunstner han også var. Det var Monet, der malede verdens første impressionistiske maleri i 1874.

Impressionismen havde sin storhedstid fra 1870 til 1910. Kunstretningen fik sit navn efter det franske ord ’impression’, der betyder ’indtryk’. Malerne forsøgte at formidle et øjebliksindtryk ned på lærredet – ofte af et helt almindeligt hverdagsmotiv.

Lyset i Normandiet er efter sigende noget særligt, og dette var en medvirkende inspiration til impressionismen. Det samme gælder regionens mange smukke landskaber.

Blandt impressionismens store penselførere var desuden navne som Eugene Boudin, Camille Pissarro, Alfred Sisley og Pierre-August Renoir.

Hvert tredje år afvikles der en stor impressionismefestival i Normandiet. Den første foregik i 2010, og den næste og fjerde af slagsen finder sted til næste år. Festivalen varer det meste af sommerhalvåret og indeholder diverse udstillinger og arrangementer.

 

Monets hjem

Giverny ligger i regionen Normandiet i den nordvestlige del af Frankrig. Normandiet er på størrelse med Jylland og har omkring tre mio. indbyggere.

Transport: Monets hjem i Giverny ligger cirka halvanden times kørsel fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris, så det nemmeste er at flyve til Paris og leje en bil der. Ønsker man at køre hele vejen selv, er der cirka 1.285 km fra Århus og København til Giverny.

Overnatning: Der findes flere mindre hoteller og overnatningssteder tæt på Monets hjem.

Bedste rejsetidspunkt: Forår og sommer når træer og blomster står i fuldt flor. Sæsonen varierer en smule fra år til år, men som udgangspunkt er Monets hjem åbent fra slutningen af marts til 1. november.

Information:

Læs mere på www.fondation-monet.com og www.normandy-tourism.org.