I en lille enklave på en bjergskråning i Rio de Janeiro lever byens hippier og bohemer et fredeligt liv side om side med Favelaerne.
Tekst og foto: J u l i e R i n g - H a n s e n H o lt
En lang, rød trappe dækket med kakler og fliser er indgangsporten til Rio de Janeiros boheme-kvarter, Santa Teresa. Trappen går op og op, og ser ud til at forsvinde i højden.
Ved første øjekast er trappen dækket af røde fliser, som den chilenskfødte kunstner Jorge Selarón dekorerede trappen med i 1990 som en hyldest til det brasilianske folk. Men når man nærmer sig, ser man forskelligheden og mangfoldigheden af kaklerne, der forestiller alt fra nisser og riddere til soltegn og træskibe. Der står endda ’GOD JUL’ på en af de små fliser. I årenes løb har turister, venner og bekendte fra hele verden haft kakler med til Selaróns kunstværk, og trappen står i dag som et multikulturelt kunstværk i sig selv og giver plads til turister og lokale fyldebøtter, der tager en slapper på trappens sider.
NU MED UDSIGT
Der er ikke mange taxachauffører, der frivilligt tager turen op ad bjerget, som er stejlt og slider på bilerne, så hvis man ikke har en bil selv, må man gå den lange vej op ad trappen.
På toppen kan man se det, som de første, rige ’cariocas’ (Rios indbyggeres kælenavn) så, da de flygtede fra en gul feber-epidemi i sin tid. Dengang var det kun centrum af Rio, der var bebygget men da de første byboere flyttede op på bjerget, fik de øje på de fantastiske strande, der lå lige på den anden side af de bjerge, der indtil da havde blokeret deres udsigt. Og sådan udvidede byen sig ud mod Copacabana og Ipanema, som i dag er nogle af de mest kendte strande i verden.
I slutningen af 1800-tallet flyttede Rios kaffemillionærer til Santa Teresa, og de fandt den bedste udsigt at lægge sine store huse på. Derfor finder man især store villaer mod syd, hvor der blandt andet er udsigt til det legendariske bjerg, Pão de Açúcar.
ROLIG FAVELA-NABO
Her fra toppen er der også udsigt til Rios første favela, som er betegnelsen for de slumområder, hvor de fattigste cariocas bor. En anden favela ligger som nabo til kunstnerbydelen. Men når man går rundt i Santa Teresas gader føler man sig tryg. Favelaens beboere var ellers dem, der i sin tid skræmte de rige beboere i Santa Teresa væk, men i 60’erne og 70’erne tog kunstnerne bydelen tilbage.
Når man kommer op i højden, overrasker det, hvor roligt der er. Man er kun 250 trappetrin væk fra millionbyens centrum, og alligevel er her ikke andre lyde end de tropiske fugles kvidren og lidt bossa nova, der kommer ud af de mange gode restauranter ved frokosttid.
Især Bar de Mineiro er et tilløbsstykke, og det er svært at få plads på den populære og lettere dekadente restaurant, der serverer deres typiske ret 'feijoada' – svinekød og bønner – til de begejstrede og stortalende lokale.
Er der fyldt på Bar do Mineiro kan man fortsætte til Sobrenatural, der er en anden lokal favorit. Her er det især fisk og skaldyr, der er på menuen. Prøv for eksempel deres bolinhos de bacalau eller krabbe-empanadas.
PAKKET IND I VÆGMALERIER
Når man vandrer rundt i de brostensbelagte, snoede gader i Santa Teresa, føles det som om, bydelen er ét stort vægmaleri. Kunsten på murene i byen ændrer sig hele tiden og er en del af Santa Teresas identitet. Kunstnerne her er stolte af deres hverv, og de udstiller helst ikke andre steder, end her på bjergsiden. Til gengæld holder alle gallerierne åbent hus i et par dage hvert år, hvor man kan komme og se på malerier, sjove træmænd, smukke lamper af gamle dåser og andet lokalt fremstillet kunst.
En af de store kunstnere, der har boet her i bydelen, er Laurinda Santos Lobo, der i begyndelsen af 1900-tallet var et kendt socialt omdrejningspunkt, en datidens jet-setter. I sit hus på skrænten holdt hun ofte fester og underholdte gæster. I dag er hendes hus – eller det, der er tilbage af det – stadig et kulturelt samlingssted. I ’Parque das Ruinas’ holdes der stadig koncerter, og ’ruinerne’ er altid åbne for turister og andre besøgende og huser også kunstudstillinger.
GRILLET PALMEHJERTE MED UDSIGT
Før man forlader Santa Teresa må man gøre sig selv den tjeneste at besøge restauranten Aprazivel. Som en skjult tropehytte ligger restauranten på pæle ud over bjergsiden i forskellige lag, så man rent faktisk sidder og svæver ved sit bord under et stråtag og uden vægge.
Man ankommer til døren og begynder sit besøg med en elevatortur fem meter ned til restauranten. Selvom gæsterne har deres stiveste puds på, er stemningen afslappet og serveringen super behagelig – selv når man har en treårig med.
Prøv deres grillede palmehjerte, der er en fryd for ganen, og slut dagen af med en caipirinha – carioca’ernes foretrukne drink – mens du nyder udsigten over Rio, der skifter kappe. Kun favela’en ved siden af forbliver delvist mørkelagt, mens Rios gader bliver oplyst af gadelamper lidt efter lidt. Aprazivels limousineservice, der modsat taxaerne gerne tager turen op og ned af bjerget, fragter dig sikkert hjem fra en urban jungleoplevelse.
